Hvorfor hedder det Stockholmsyndromet?

For snart 50 år siden udviklede et bankrøveri sig til et 131 timers langt gidselforløb, der senere lagde navn til det psykologiske fænomen “stockholmsyndromet”. 

Den 23. august 1973 kl. 10.15 træder 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm og affyrer en maskinpistol op i loftet. Han prokramerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. To kvinder og to mænd. Hvad der startede som et banalt bankrøveri, blev til sveriges første rigtige gidseltagning.

Jan-Erik Olsson kræver sin kammerat, Clark Olofsson, frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Ydermere kræver han 3 millioner i løsesum, og da dette ikke opfyldes, frigiver Olsson ikke gidslerne. 

Der skal gå hele 5 døgn, før politiet lykkes med at befri gidslerne. Politiet placerer en betonklods i lejligheden over bankboksen og med et trykluftbor distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. Derefter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen, som hurtigt får gidseltagere og gidsler ud af bankboksen, hvorved de to kriminelle blev pågrebet.

Forbløffelse ved afhøring

Da politiet afhørte gidslerne blev de meget overrasket, da gidslerne udviste sympati for de to gidseltagere, selvom det var dem, der i første omgang var skyld i dette mareridt. Gidslerne havde endda opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Der gik desuden rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold mellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

På baggrund af denne begivenhed navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet i 1978. Et fænomen, der tidligere var beskrevet af Siegmund Freud under begrebet identifikation med aggressor.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise de oplevede. Det skyldes det ubeskrivelige stress, som mennesker udsættes for under en gidseltagning, hvor rationelle opfattelser ophører. Frygten for at lide en voldsom død fortrænger ellers normale moralske betragtninger, og erstattes af en mærkværdig solidaritet mod den situation, som forbryderne har iværksat. Et fælles mål kombineret med angst og fortvivlelse udløser dermed Stockholm syndromet.

Gensidig sympati

Relationen findes ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som ellers er deres trumfkort over for myndighederne. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt, så uskyldige gidseltagere ikke lider den ultimative skæbne. 

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.