Forfatter: Stu Dent

En voldsom gidseltagning i Stockholm 1973 gav navn til et særligt psykologisk fænomen.

Den 23. august 1973 træder den 32-årige Jan Erik-Olsson ind i Kredit Banken i Stockholm. En historie som udvikler sig fra at være et simpelt bankrøveri til en gidseltagning. En episode som siden gav navn til det psykologiske fænomen “Stockholmsyndrom” grundet gidslernes sympati for gidseltagerne. 

Da Jan-Erik-Olsson når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende:

”The party has just begun!”

Fra bankrøveri til gidseldrama

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens 46 kvadratmeter lille bokslokale uden mulighed for dagslys.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien.

Mere end almindelig sympati

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Stockholmsyndromet er født

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men hvad var det som skete i bankboksen?

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Hvorfor hedder det Stockholmsyndromet?

For snart 50 år siden udviklede et bankrøveri sig til et 131 timers langt gidselforløb, der senere lagde navn til det psykologiske fænomen “stockholmsyndromet”. 

Den 23. august 1973 kl. 10.15 træder 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm og affyrer en maskinpistol op i loftet. Han prokramerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. To kvinder og to mænd. Hvad der startede som et banalt bankrøveri, blev til sveriges første rigtige gidseltagning.

Jan-Erik Olsson kræver sin kammerat, Clark Olofsson, frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Ydermere kræver han 3 millioner i løsesum, og da dette ikke opfyldes, frigiver Olsson ikke gidslerne. 

Der skal gå hele 5 døgn, før politiet lykkes med at befri gidslerne. Politiet placerer en betonklods i lejligheden over bankboksen og med et trykluftbor distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. Derefter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen, som hurtigt får gidseltagere og gidsler ud af bankboksen, hvorved de to kriminelle blev pågrebet.

Forbløffelse ved afhøring

Da politiet afhørte gidslerne blev de meget overrasket, da gidslerne udviste sympati for de to gidseltagere, selvom det var dem, der i første omgang var skyld i dette mareridt. Gidslerne havde endda opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Der gik desuden rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold mellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

På baggrund af denne begivenhed navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet i 1978. Et fænomen, der tidligere var beskrevet af Siegmund Freud under begrebet identifikation med aggressor.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise de oplevede. Det skyldes det ubeskrivelige stress, som mennesker udsættes for under en gidseltagning, hvor rationelle opfattelser ophører. Frygten for at lide en voldsom død fortrænger ellers normale moralske betragtninger, og erstattes af en mærkværdig solidaritet mod den situation, som forbryderne har iværksat. Et fælles mål kombineret med angst og fortvivlelse udløser dermed Stockholm syndromet.

Gensidig sympati

Relationen findes ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som ellers er deres trumfkort over for myndighederne. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt, så uskyldige gidseltagere ikke lider den ultimative skæbne. 

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Et banalt bankrøveri udvikler sig til et gidseldrama og danner senere baggrund for et verdenskendt psykologisk fænomen – stockholmsyndromet.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” 

Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. 

Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Kærlighed i bankboksen

Gidseltagningen i Stockholm i 1973 gav navn til et særligt psykologisk fænomen – Stockholmsyndromet. Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. 

Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne.

Psykologien bag

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om at de ikke har noget imod gidslerne og derfor ikke burde true dem på livet.

131 timer senere

Situationen havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, under omstændighederne, psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. 

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, borer politiets tekniker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og de to kriminelle blev pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut!

Gidseltagere er også ofre for Stockholmsyndromet

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, at Stockholmsyndromet opstår. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet.

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Hvad er Stockholmsyndromet?

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter et gidseldrama i Kredit Banken i Stockholm i 1973. Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Gidseltagerne, Jan-Erik Olsson og Clark Olofsson, befinder sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

De 131 timer, gidseltagningen varede, havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Stor udfordring for gidseltagere

Stockholmsyndromet gør det vanskeligt for gidseltagerne at eksekvere en likvidering, som er deres trumfkort over for myndighederne.

Moderne gidseltagere er dog helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger de for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Olssons og Olofssons gidseltagning i 1973 er et eksempel på, når et gensidigt empatisk forhold opstår. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere, og der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Hjælper Stockholmsyndromet politiet?

På grund af Stockholmsyndromet er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Dette oplevede det svenske politi ved gidseltagningen i 1973. Deres forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholm-syndromet

Jan-Erik Olsson tog i 1973 i banken og tog 4 personer som gidsel. Dette blev senere til det kendte fænomen “Stockholm-syndromet”.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol og proklamerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Denne hændelse lægger senere navn til Stockholm-syndromet.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien for narkotikasmugling.

Politiets Aktion

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken i Stockholm, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. Politiet borer et hul i boksen og fylder det med kvalmegas. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Stockholms politis forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig Stockholm-syndromet, og havde fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidseltagningen

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet. 

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for Stockholm-syndromet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Fænomenets oprindelse

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk.

Kidnapningen af Geoffrey Jackson

Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. 

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. 

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Nikoline Nøbølle er en ung, glad og velformuleret kvinde på 29 år. Hun møder os med udstrakt hånd og et stort smil. Til dagligt arbejder hun som receptionist og har håret opsat i to finurlige krøller forrest på hovedet. Hun fortæller ivrigt om sine oplevelser med et samfund, der ikke kan forstå hendes fravalg af børn.

Du kan se videoen med Nikoline nedenfor og få et indblik ind i den rejse, Nikoline har taget for at få fjernet sin livmoder.

Nikolines ønske om at blive steriliseret har været mange år undervejs. I knap 10 år har hun kæmpet med sig selv og med sundhedsvæsnet for at få lov til at få en hysterektomi, som for hende betød lykke. Nikoline er en del af et voksende segment af mænd og kvinder, som frivilligt vælger at blive steriliseret og dermed aktivt fravælger at sætte børn i verden. Ifølge sexlinjen.dk bliver ca. 11.000 danske mænd og kvinder tilsammen steriliseret årligt. Nikoline vil ikke have børn og vil undgå muligheden for alt i verden. Derfor kæmpede hun for en hysterektomi.

Se også 24-årige Malou, der har fravalgt børn: https://www.facebook.com/watch/?v=390680406004291

En stor beslutning

Nikoline griner da vi spørger, om hun havde det svært med beslutningen. Hun fortæller, at det sværeste faktisk var at fortælle hendes mor, at hun ikke ville have børn, fordi hun så ikke kunne give hende børnebørn. Trods angsten modtog moren og resten af familien Nikolines beslutning med støtte og kærlighed. Nikoline føler sig heldig, idet familiens kristne tro ikke overskygger deres støtte overfor hendes valg om sterilisering, som hun ellers havde frygtet.

”Min mor var en stor støtte, hvilket var en kæmpe lettelse. Jeg tror godt, at hun et eller andet sted vidste, at jeg aldrig har haft lyst til at få børn. Der har jeg været meget heldig. Ikke alle ville have fået en lige så rolig reaktion”, lyder det fra Nikoline.

Det rigtige valg for mig

Det er ikke alle, der forstår Nikolines valg. Især fordi hun i så ung en alder fravælger at blive mor. Nikoline får fjernet sin livmoder, da hun er 28 år gammel. En alder, hvor mange jævnalderene tager beslutningen om at få børn. Lige ind til det sidste, mødte Nikoline da også venner og bekendte, der stadig havde forhåbninger om, at hun ikke ville gennemgå operationen. Til trods for folks formaninger om, at hun nok ville fortryde at lade sig sterilisere, gik Nikoline stålsat igennem med operationen. For Nikoline vil ikke have børn. Hverken nu eller senere.

”Selv hvis jeg skulle fortryde, så er det mit valg som et voksent menneske. Selvom jeg er ret sikker på, at jeg aldrig vil fortryde mit valg nogensinde“, understreger Nikoline.

Nikoline fik fjernet både sin livmoder, livmoderhals og æggeledere gennem kikkertoperation. Selvom 6-7% af de mænd og kvinder, der bliver steriliseret senere fortryder, så står Nikoline ved sit valg og er overbevist om, at hun aldrig kommer til at fortryde.  

”Jeg er jo gået skridtet videre og har fået fjernet min livmoder helt med en hysterektomi. Det er anderledes end en normal sterilisering, hvor man blot fjerner eller binder æggelederne. I mit tilfælde er det umuligt at blive gravid”.

Følg med i den spændende dokumentar “Lady Før Baby” på TV2Play https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/lady-foer-baby

En ekstraordinær operation

Der skal ret meget til for at få lov til sådan en operation i sundhedvæsnet. Nikoline har kun fået lov til at få fjernet sin livmoder, fordi hun også havde så voldsomme smerter i forbindelse med sin menstruation. Derfor valgte man at fjerne Nikolines livmoder, så hendes menstruationen også stoppede og samtidig imødekomme hendes ønske om at undgå børn.

”Jeg elsker mit liv. Og nu hvor jeg har fået en hysterektomi, føler jeg mig faktisk endnu mere fri til at leve som jeg har lyst til”, siger Nikoline med et stort smil på læben.