Tidligere ludoman: Tallene er håbløst forældet

Marcus Kondrup Nielsen, tidligere ludoman. Foto: Spilkvit.dk

Den seneste undersøgelse foretaget omkring ludomani i Danmark var i 2016. Spørger man tidligere ludoman Marcus Kondrup Nielsen, er disse tal ikke længere repræsentative for virkeligheden.

I forbindelse med første afsnit af podcasten ‘Ludomanien Lænker’ fortæller 25-årige Marcus Kondrup Nielsen, som er tidligere ludoman, om hans liv som foredragsholder, hvor han b.la. fortæller åbent om hans tidligere afhængighed.

I en hverdag som foredragsholder møder man mange forskellige mennesker, men specielt mange unge på eksempelvis efterskoler og skoler, fortæller Marcus. Han var blot én ud af mange unge, særligt mænd, som drages ind i ludomaniens verden, og han mener, at tallene fra 2016 ikke er repræsentative for virkeligheden i dag. Marcus beskriver, at han i mødet med unge mennesker ser en stigende interesse for pengespil og desværre også mange begyndende spilafhængige. Fælles for stort set alle er, at de starter samme sted som Marcus selv, nemlig med onlinebetting på diverse fodboldkampe.

En skræmmende udvikling

I rapporten fra 2016 udarbejdet af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) vurderes det, at der i Danmark dengang var cirka 10.000 personer med spilafhængighed. Det er ifølge rapporten næsten en fordobling siden 2005. Det anslås ligeledes, at omkring 125.000 danskere har problemer med pengespil.

En del af den interesse skyldes, ifølge Marcus, spilreklamers magt og den daglige mængde spilreklamer i Danmark. Reklamer for onlinebetting og pengespil på sport er markant til stede i det danske landskab. Både på busser, på de fleste digitale medier, i radioen samt i TV’et før, under og efter fodboldkampe og andre sportsevents. Antallet af bettingreklamer i radioen og på TV er næsten firdoblet fra 2014 til 2020, og i februar 2021 udgjorde 5 ud af de 10 største reklamekøbere i Danmark bettingfirmaer. Tidligere skatteminister Morten Bødskov (S) udtalte i 2019 i et interview med TV 2, at han frygtede, at de i alt 1200 daglige tv- og radioreklamer for spil ville skabe flere ludomaner.

Imens mængden af bettingreklamer stiger, oplever man hos Center for Ludomani en skræmmende udvikling i hvem, der kontakter dem, og at gruppen af spilafhængige blandt unge er steget markant. I en opgørelse lavet af Center for Ludomani ses det, at i 2019 udgjorde aldersgruppen 18-24-årige 50% af ludomanerne i Danmark.

Bliver snakket efter munden

I kampen om at ændre de omkringliggende forhold, som var medvirkende til, at hans egen ludomani tog over, har Marcus udarbejdet nogle helt klare mærkesager. I den forbindelse har han også medvirket i en lang række tv- og radioprogrammer, og har da også snakket med sin del af Christiansborgs mange politikere gennem tiden, fortæller han. 

Marcus Kondrup Nielsen har deltaget og deltager fortsat i flere radio- og tv-indslag for at skabe opmærksomhed på ludomani. Foto: Splitkvit.dk

På trods af de klare budskaber og konkrete ændringsforslag halter den politiske indgriben stadig. Marcus fortæller blandt andet, at han har været i kontakt med politikere, som har lovet ham, at de fremlagte problematikker har deres fokus og at ændringer er på vej. Marcus har dog endnu ikke set de faktiske ændringer. 

Du kan høre hele Marcus’ fortælling om hans kamp mod ludomanien i podcasten ‘Ludomaniens Lænker’ direkte i DR LYD appen.

Nikoline vil ikke have børn. Derfor blev hun steriliseret.

Nikoline Nøbølle er en ung, glad og velformuleret kvinde på 29 år. Hun møder os med udstrakt hånd og et stort smil. Til dagligt arbejder hun som receptionist og har håret opsat i to finurlige krøller forrest på hovedet. Hun fortæller ivrigt om sine oplevelser med et samfund, der ikke kan forstå hendes fravalg af børn.

Du kan se videoen med Nikoline nedenfor og få et indblik ind i den rejse, Nikoline har taget for at få fjernet sin livmoder.

Nikoline er blevet steriliseret, fordi hun ikke vil have børn.

Nikolines ønske om at blive steriliseret har været mange år undervejs. I knap 10 år har hun kæmpet med sig selv og med sundhedsvæsnet for at få lov til at få en hysterektomi, som for hende betød lykke. Nikoline er en del af et voksende segment af mænd og kvinder, som frivilligt vælger at blive steriliseret og dermed aktivt fravælger at sætte børn i verden. Ifølge sexlinjen.dk bliver ca. 11.000 danske mænd og kvinder tilsammen steriliseret årligt. Nikoline vil ikke have børn og vil undgå muligheden for alt i verden. Derfor kæmpede hun for en hysterektomi.

Se også 24-årige Malou, der har fravalgt børn: https://www.facebook.com/watch/?v=390680406004291

En stor beslutning

Nikoline griner da vi spørger, om hun havde det svært med beslutningen. Hun fortæller, at det sværeste faktisk var at fortælle hendes mor, at hun ikke ville have børn, fordi hun så ikke kunne give hende børnebørn. Trods angsten modtog moren og resten af familien Nikolines beslutning med støtte og kærlighed. Nikoline føler sig heldig, idet familiens kristne tro ikke overskygger deres støtte overfor hendes valg om sterilisering, som hun ellers havde frygtet.

Min mor var en stor støtte, hvilket var en kæmpe lettelse. Jeg tror godt, at hun et eller andet sted vidste, at jeg aldrig har haft lyst til at få børn. Der har jeg været meget heldig. Ikke alle ville have fået en lige så rolig reaktion”, lyder det fra Nikoline.

Det rigtige valg for mig

Det er ikke alle, der forstår Nikolines valg. Især fordi hun i så ung en alder fravælger at blive mor. Nikoline får fjernet sin livmoder, da hun er 28 år gammel. En alder, hvor mange jævnalderene tager beslutningen om at få børn. Lige ind til det sidste, mødte Nikoline da også venner og bekendte, der stadig havde forhåbninger om, at hun ikke ville gennemgå operationen. Til trods for folks formaninger om, at hun nok ville fortryde at lade sig sterilisere, gik Nikoline stålsat igennem med operationen. For Nikoline vil ikke have børn. Hverken nu eller senere.

Selv hvis jeg skulle fortryde, så er det mit valg som et voksent menneske. Selvom jeg er ret sikker på, at jeg aldrig vil fortryde mit valg nogensinde“, understreger Nikoline.

Nikoline fik fjernet både sin livmoder, livmoderhals og æggeledere gennem kikkertoperation. Selvom 6-7% af de mænd og kvinder, der bliver steriliseret senere fortryder, så står Nikoline ved sit valg og er overbevist om, at hun aldrig kommer til at fortryde.  

Jeg er jo gået skridtet videre og har fået fjernet min livmoder helt med en hysterektomi. Det er anderledes end en normal sterilisering, hvor man blot fjerner eller binder æggelederne. I mit tilfælde er det umuligt at blive gravid”.

Følg med i den spændende dokumentar “Lady Før Baby” på TV2Play https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/lady-foer-baby

En ekstraordinær operation

Der skal ret meget til for at få lov til sådan en operation i sundhedvæsnet. Nikoline har kun fået lov til at få fjernet sin livmoder, fordi hun også havde så voldsomme smerter i forbindelse med sin menstruation. Derfor valgte man at fjerne Nikolines livmoder, så hendes menstruationen også stoppede og samtidig imødekomme hendes ønske om at undgå børn.

Jeg elsker mit liv. Og nu hvor jeg har fået en hysterektomi, føler jeg mig faktisk endnu mere fri til at leve som jeg har lyst til”, siger Nikoline med et stort smil på læben.

Stockholm-syndromet

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen. Nemlig Stockholm-syndromet.

Stockholm-syndromet
Kredit Banken på Normalmstorget.

Torsdag den 23. august 1973 er dagen, hvor Stockholm-syndromet får sin begyndelse. Forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. 

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Mere end et røveri

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Stockholm-syndromet efter gidseltagning

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Fænomenets navngivning

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?  

Gidseltagning fra 1973 navngav særligt psykologisk fænomen

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et det psykologiske fænomen stockholmssyndromet.
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Gidseltagerne ses her i 1979, hvor kuppet fandt sted

Hvad skete der?

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken.

Hans navn er Clark Olofsson

En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Sympati med sine gidseltagere


Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Navngav et af tidens mest omdiskuterede syndromer

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

Jan-Erik Olsson og Stockholmsyndromet

Jan-Erik Olsson begik et bankrøveri og en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen.

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Jan-Erik Olsson
Kredit Banken på Normalmstorget

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Jan-Erik Olsson
Jan-Erik Olsson

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræse tnterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Denne hændelse endte med at lægge navn til det helt særlige psykologiske fænomen: Stockholmsyndromet.

Læs mere her

Stockholmsyndromet

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen, nemlig Stockholmsyndromet.

se også: https://da.wikipedia.org/wiki/Stockholmsyndrom

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.  Men hvad man ikke ved er, at denne dag kommer til at danne grundlæg for det vi idag kender som stockholmsyndromet.

stockholmsyndromet

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Læs også

Har du spørgsmål?: http://kujks.dk/spoerg-jesper/

Stockholmsyndromet

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut. Stockholmsyndromet.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

stockholmsyndrom, stockholmsyndromet, politi, gidsler, 1970'erne,

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?  

Kvinden på billedet, blev kidnappet af en terror organisation, men endte selv med at deltage i organisationens terror.

Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Hvorfor hedder det stockholmsyndromet?

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til det særlige psykologisk fænomen, stockholmsyndromet.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

Kandis for livet, fakta eller fiktion?

Jesper Dalgaards dokumentar Kandis for livet, visker linjen mellem fakta og fiktion ud.

Dokumentaren Kandis for livet, har skabt stor debat omkring hvorvidt man må iscenesætte dokumenteringer af virkelige mennesker. Dokumentaren skabte i første omgang ikke de store debatter, da den blev vist på det store lærred engang i september. Det var først da dokumentaren senere blev gjort tilgængelig via DR at kontroversen på de sociale medier begyndte.

Debatten går blandt andet på om det er etisk forsvareligt at benytte sig at rekvisitter og iscenesættelse i dokumetaren og om produktionen bag må betale én af de medvirkendes flybillet til Costa del Sol, for at se Kandis spille.

Ikke Journalistisk, men kunst.

Kritikken går ud fra at dokumentaren spiller efter de sammen spilleregler som journalistisk. Helt grundlæggende, er dokumentaren dog ikke et stykke journalistisk arbejde og er derfor ikke underlagt de samme regler om af være faktuelt og 100 procent korrekt. Den skal derimod anskues som en kunstnerisk film, der er tro mod de medvirkendes indre følelsesmæssige liv. Dermed er det ikke forkert at benytte sig at rekvisitter hvis disse er med til at forstærke det følelsesmæssige univers.

Kandis
Scene fra Dokumentaren ‘Kandis for livet’

Efter min mening skaber Jesper Dalgaard med sin utrolige æstetik et helt specielt univers, der afspejler den helt unikke verden de forskellige Kandis fans lever i og giver seeren mulighed for at leve sig ind i denne uden at dømme de medvirkende.

Kandis Johnny frelser fortabte sjæle

Nordjysk dansktop legende skaber tryghed, trøst og mening med livet.

Kandis Johnny
Billede fra Kandis For Livet

Johnny Hansen fra dansktopbandet Kandis, er en af hovedkarakterende i ny DR dokumentar “Kandis For Livet”. Sjørring-søn og filmskaber Jesper Dalgaard er kreatøren bag dokumentaren. Dokumentaren, trods navnet, handler ikke om Kandis. Nærmere handler filmen om hvilken effekt Johnny og musikken har på hans fans. Den Nordjyske dansktop konge har gennem sin naturligt åbne facon skabt et trygt fan-miljø. Alle kan føle sig velkomne i Kandis fanklubben. En klub for fortabte sjæle. De fan-personligheder der er fokus på i denne film, er alle fortabte sjæle. De finder fælleskab, trøst og mening med livet igennem Johnny og Kandis musikken. Når dokumentaren er aller bedst, får vi et rørende og unikt indblik i en fankultur og i skrøbelige menneskeliv. Et helt klart Nordjysk must watch.