Stockholmsyndromet: Du vil elske din gidseltager

Et banalt bankrøveri blev mod alle forventninger til et kærlighedsfyldt gidseldrama, der skabte et af de mest omdiskuterede begreber i lægevidenskaben: Stockholmsyndromet.

Torsdag den 23. august 1973 er Kreditbanken netop åbnet i centrum af Stockholm. Kl 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, råber han højlydt: ”The party has just begun!”

Vold og kærlighed i bankboksen

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er stadig uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidseltagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Herfra udvikler tingene udvikler sig imidlertid ikke som forventet. Ikke alene opstår der sympati mellem gidslerne og gidseltagerne, men efterfølgende opstår der rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Betjente uden for Kreditbanken under gidseltagningen der skabte Stockholmsyndromet
Betjente uden for Kreditbanken under gidseltagningen der skabte Stockholmsyndromet
Et følelsesmæssigt mysterie opstår

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kreditbanken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftsbor distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati, måske endda kærlighed, over for de to gidseltagere. Derudover havde de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Dette kan udløse Stockholmsyndromet.

Stockholmsyndromet: Kan du få sympati for din gidseltager?

Når gidsler og gidseltagere befinder sig for længe i samme rum, kan Stockholmsyndromet indtræffe. Læs mere om fænomenet og dets betydning for gidselsituationer her.

Stockholmsyndromet er navngivet efter gidselsituationen i Stockholm 1973.

Stockholmsyndromet blev første gang navngivet i 1978 af den amerikanske psykiater Frank Ochberg. Fænomenet beskriver en gidselsituation, hvori gidsler og gidseltagere udvikler en særlig relation præget af sympati – en relation, der altså ikke er til gavn for gidseltagerne.

Hvorfor kaldes det Stockholmsyndromet?

Stockholmsyndromet har sit navn efter gidselsituationen i Kredit Banken d. 23. August 2973 i Stockholm. 

Her træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken klokken 10:15. Få timer efter hans proklamering – ”The party has just begun!” – befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson.

Først efter fem døgn er politiet i stand til at drive gidsler og gidseltagere ud fra bokslokalet. Uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidsler mister opfattelse af rigtigt og forkert

Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kanmedføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet

Et problem for gidseltagerne

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne, og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Fakta:

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm:

  • 1971, Uruguay: Den britiske ambassadør Geoffrey Jackson er gidsel i 8 måneder, hvorunder han knytter et nært forhold til gidseltagerne
  • 1975, Holland: Gidseltagere på et tog lader et gidsel overleve alene ud fra hans livsberetning
  • 1977, Mallorca: En pilot hjælper flykabrere med forhandling til trods for, at de har likvideret hans kollega
  • Læs mere om stockholmsyndromet her

Forstå Stockholmsyndromet og overlev en gidseltagning

Stockholmsyndrom

Stockholmsyndromet dækker over sympatien der opstår mellem gidsler og gidseltagere. Forstå syndromet og overlev en gidseltagning.

Overlev Olssons maskinpistol

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet.

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation ”the party has just begun” var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale.

131 nervepirrende timer

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Lær at elske din gidseltager

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

En voldsom død i sigte

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Det smarte gidsel snyder den mindre smarte gidseltager

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Faktaboks:

  • Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til Stockholmsyndromet.
  • I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken.
  • Længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor.
  • Læs mere om Stockholmsyndromet her.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholmsyndromet: Historien bag fænomenet

Gidslerne lider (eller gør de?) under Stockholmsyndromet .

Tilbage i 1973 udviklede et bankrøveri sig hurtigt til et 131 timer langt gidseldrama. Episoden lagde senere navn til begrebet ‘Stockholmsyndromet’, da gidslerne efter politiets redningsaktion faktisk viste sympati for deres gidseltagere.

Torsdag den 23. august 1973 kl. 10:15 trådte 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken i centrum af Stockholm. Ved kassen trak han en maskinpistol op af tasken og affyrede en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene havde lagt sig, proklamerede han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Bankrøveriet udviklede sig hurtigt til et gidseldrama. Få timer senere havde Jan-Erik Olsson lukket sig inde sammen med fire ansatte i bankens vinduesløse bokslokale.

Olsson krævede kammeraten Clark Olofsson – en svensk kriminel senere efterlyst i hele Skandinavien – frigivet fra fængslet i Norrköping. Politiet mødte kravet.

Knap fem døgn senere anbragte politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbords øresønderrivende distraherede de gidseltagerne, og på få minutter borede de et lille hul ind til boksen. Sekunder efter pumpede politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Under de efterfølgende afhøringer blev politiet højst forbløffede. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere, og faktisk havde de rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Fra sensation til syndrom

I 1978 navngav den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken.

Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet var dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk.

Men hvad var det, som skete i bankboksen, da gidslerne og gidseltagerne blev isoleret sammen?

De 131 timer havde bragt dem sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress, mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører det rationelle: Opfattelsen af lovligt og ulovligt, rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død skubber menneskelig moral i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet knyttet til den sag, forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre vold, skyderi og tabte menneskeliv. Derfor opstår et fælles mål mellem gidsler og gidseltagere, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet. Det gør det vanskeligt at eksekvere en likvidering – trumfkortet over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. For Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. De bliver en slags medsammensvorne.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholmsyndromet: Gidseltager forelskede sig i gidsel

Stockholmsyndrom

I 1973 fandt en historisk gidseltagning sted i Sverige. Under forløbet, der lagde navn til Stockholmsyndromet, udviklede gidseltageren et romantisk forhold til et af sine gidsler.

Den 23. august 1973 fandt en fem dage langt gidseltagning sted i en bank i den svenske hovedstad Stockholm. Den dramatiske begivenhed lagde navn til et særligt psykologisk fænomen kaldet Stockholmsyndromet. En præcis definition heraf finder du i faktaboksen i bunden af artiklen.

Gidsel og gidseltager blev forelskede

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler under det dramatiske forløb i Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm, som storkriminelle som Jan-Erik Olsson og Clark Olofsson stod bag.

Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Den dramatiske gidseltagning kan du læse om herunder.

Clark Olofsson lagde navn til Stockholmsyndromet

Om formiddagen træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. ”The party has just begun!” proklamerer han højlydt og ildevarslende, da ekkoet har lagt sig.

Få timer senere befinder han sig i et lille mørkt rum uden vinduer langt inde i bankbygningen med fire bankansatte – og det fem dage lange gidseldrama tager fart.

Fra banalt gidseldrama til international mediebegivenhedF

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden.

Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson.

Befriet ved hjælp af kvalmegas

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen.

Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm.

På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen.

Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet.

131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Faktaboks

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Stockholm.

Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor.

Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet nemlig plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk.

Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert.

Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidseltagere lider også under syndromet

Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning.

Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen.

Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Læs mere om Stockholmsyndromet her.

Derfor falder du for badboys

Hvorfor falder vi altid for badboys? For at forstå det skal vi til Stockholm.

Nærmere betegnet torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15. Her træder en mand ind i Kredit Banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling. Vi har tidligere tegnet et portræt af Clark Olafsson.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut. Hvad der derefter fulgte i gidslernes hoveder forklarer hvorfor vi falder for badboys.

Badboys skaber sympati og spænding

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet?

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.

Sådan får du hans opmærksomhed

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv. Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Hvad er dine erfaringer med badboys? Smid os en kommentar!

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholmsyndromet – Når gerningsmand og offer bliver dus

Den 131 timer lange gidseltagning i Stockhom i 1973 skabte stor bevågenhed, både fra pressens og politiets side

At gidsler og/eller tilfangetager fatter sympati for hinanden er et fænomen, der kaldes Stockholmsyndromet.

I det tilfælde at det sker, kan man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning, da Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Gidseltager eller ven?

Året 1973 danner rammen om den gidselstagning, der har lagt navn til det psykologiske fænomen. Den 32-årige Jan-Erik Olsson røver Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm. Episoden er den første gidselstagning i Sverige, for hvad der starter som et røveri ender som en 113 timer lang gidselssituation, hvor fire af bankens ansatte holdes indespærret i et 46 kvadratmeter stort rum. Efter fem dage i fangenskab slutter gidseldramaet, og de fire kan gå fri.

Politiet tror ikke deres egne øjne

Hvad der derefter forbløffede det svenske politi var dog gidslernes holdning til de to gidseltagere. De havde nemlig fundet mere end almindelig sympati og over for de to gidseltagere og opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Undervejs i gidseldramaet udviklede gidseltageren og et af gidslerne så stor sympati for hinanden, at det udviklede sig til en kærlighedsaffære.

Stockholm står ikke alene

Episoden i Stockholm blev dermed grundlaget for den amerikanske psykiater Frank Ochbergs definition på det psykologiske fænomen. Men det er langt fra det eneste eksempel på, at gerningsmand og offer har udviklet sympati for hinanden. I 1975 skete noget lignende i forbindelse med en gidselstagning i et hollandsk tog, og i 1977 var danske Nomi Wilkens vidne til, at en pilot hjalp sine gidseltagere trods det faktum, at de havde skudt hans kollega.

Stockholmsyndromet: Gidseltageren bliver offeret

Hos de fleste mennesker skaber ordet stockholmsyndromet associationer til en dramatisk situation, hvor et gidsel danner følelser og sympati for sin gidseltager. Hvad de færreste ikke ved er, at denne relation kan gå begge veje.

Stockholmsyndromet
Et gensidigt kærlighedsforhold?

Fanget i forelskelse 

I film fremstilles stockholmsyndromet ofte som en situation, hvor gidslet udvikler sympati og følelser for gidseltageren. Dette er dog en simpel fremstilling, da syndromet faktisk kan gå begge veje, hvor gidseltagerne bliver offer for fænomenet. Jo længere tid der går i en gidselsituation, jo større risiko er der for, at der opstår sympati mellem parterne. Jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum. – At bære masker og i det hele taget undgå kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Politiet kan drage nytte af Stockholmsyndromet

Tiden er den helt afgørende faktor. Jo længere tid der går, jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at opretholde den menneskelige kulde imod gidslerne og jo mere følelsesmæssig medlidenhed gidseltagerne naturligt vil føle over for deres gidsler, jo større sandsynlighed er der for at deres aktion mislykkes. 

Under en gidseltagning ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt eller forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden, og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Derfor skal politiet samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Læs mere i denne artikel.