Stockholmsyndromet

Ny Netflix-serie får også seeren til at forelske sig i den skruppelløse storforbryder, Clark Olofsson.

Billede af Bill Skarsgård som Clark Olofsson i “Clark” ved siden af den rigtige Clark Olofsson.

se også: https://da.wikipedia.org/wiki/Stockholmsyndrom

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Et ellers banalt bankrøveri udvikler sig hurtigt til et nervepirrende gidseldrama, da en bestemt person træder ind i billedet; Clark Olofson. En svensk kriminel, som senere bliver berømt og berygtet i hele Skandinavien – og som nu portrætteres i en ny hæsblæsende krimidramaserie af samme navn, “Clark”.

Stockholmssyndromet

Efter 131 timers nervepirrende gidseldrama, lykkedes det endelig politiet at frigive de fire gidsler. Men herfra skulle politiet blive overraskede. Omstændighederne nåede international omtalelse, da gidslerne, til alles store forbløffelse, udviste stor sympati for sine to gidseltagere. Offentligheden mistænker endda en romantisk relation mellem dene ene af gidseltagerne og et kvindeligt gidsel.

Dette fænomen navngives senere”Stockholmssyndromet” og er en af omdrejningspunkterne i Netflix-serien.

Antiheltenes guldalder

De seneste år er udbuddet af af biografiske krimidramaer vokset markant i Netflix’ originalproduktioner. Succeser som “Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile”, “Clark” og senest “The Jeffrey Dahmer Story” har givet notoriske storkriminelle en genoplivning i fortællinger fra deres perspektiv – karakterer, som vi elsker at hade, men alligevel prøver at forstå. Den ultimative antihelt.

Men på trods af Clark Olofssons charmerende person og gode udseende, som Netflix i stor stil fremhæver i serien, så var svenske Clark Olofsson ikke desto mindre en hårdkogt forbryder, der gentagne gange totalskadede sine omgivelser. Så hvorfor sætter vi ham stadig, 50 år senere, op på en pedestal? Det vil jeg gerne høre dine tanker om i kommentarsporet.

Stockholmsyndromets Oprindelse: Følelser for Fjenden

En voldsom gidseltagning i Stockholm 1973 gav navn til et særligt psykologisk fænomen.

Den 23. august 1973 træder den 32-årige Jan Erik-Olsson ind i Kredit Banken i Stockholm. En historie som udvikler sig fra at være et simpelt bankrøveri til en gidseltagning. En episode som siden gav navn til det psykologiske fænomen “Stockholmsyndrom” grundet gidslernes sympati for gidseltagerne. 

Da Jan-Erik-Olsson når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende:

”The party has just begun!”

Fra bankrøveri til gidseldrama

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens 46 kvadratmeter lille bokslokale uden mulighed for dagslys.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien.

Clark Olofsson (th) og Jan-Erik Olsson (tv)
Mere end almindelig sympati

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidsler på vej ud af Kredit Banken, aug. 1973
Stockholmsyndromet er født

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men hvad var det som skete i bankboksen?

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Hvorfor hedder det Stockholmsyndromet?

For snart 50 år siden udviklede et bankrøveri sig til et 131 timers langt gidselforløb, der senere lagde navn til det psykologiske fænomen “stockholmsyndromet”. 

Den 23. august 1973 kl. 10.15 træder 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm og affyrer en maskinpistol op i loftet. Han prokramerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. To kvinder og to mænd. Hvad der startede som et banalt bankrøveri, blev til sveriges første rigtige gidseltagning.

Jan-Erik Olsson kræver sin kammerat, Clark Olofsson, frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Ydermere kræver han 3 millioner i løsesum, og da dette ikke opfyldes, frigiver Olsson ikke gidslerne. 

Der skal gå hele 5 døgn, før politiet lykkes med at befri gidslerne. Politiet placerer en betonklods i lejligheden over bankboksen og med et trykluftbor distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. Derefter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen, som hurtigt får gidseltagere og gidsler ud af bankboksen, hvorved de to kriminelle blev pågrebet.

Stockholmsyndrom, Stockholm by, bank

Forbløffelse ved afhøring

Da politiet afhørte gidslerne blev de meget overrasket, da gidslerne udviste sympati for de to gidseltagere, selvom det var dem, der i første omgang var skyld i dette mareridt. Gidslerne havde endda opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Der gik desuden rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold mellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

På baggrund af denne begivenhed navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet i 1978. Et fænomen, der tidligere var beskrevet af Siegmund Freud under begrebet identifikation med aggressor.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise de oplevede. Det skyldes det ubeskrivelige stress, som mennesker udsættes for under en gidseltagning, hvor rationelle opfattelser ophører. Frygten for at lide en voldsom død fortrænger ellers normale moralske betragtninger, og erstattes af en mærkværdig solidaritet mod den situation, som forbryderne har iværksat. Et fælles mål kombineret med angst og fortvivlelse udløser dermed Stockholm syndromet.

Stockholmsyndrom

Gensidig sympati

Relationen findes ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som ellers er deres trumfkort over for myndighederne. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt, så uskyldige gidseltagere ikke lider den ultimative skæbne. 

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Stockholm Syndrom

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen: Stockholm Syndrom.

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale.

En hurtig befrielse

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen.

Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

fænomenet Stockholm Syndrom opstår

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndrom

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndrom forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Der findes talrige eksempler på Stockholm syndrom, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. 

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. 

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Faktaboks:

En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv. 

Stockholmsyndromet – Hvorfor sker det? Hvad siger forskningen?

Hvorfor opstår Stockholmsyndromet? Hvordan fik en gidselstagning i Stockholm forskere til at navngive det særlige psykologiske fænomen?

Kredit Banken i Stockholm

Torsdag den 23. august kl. 10:15 røver Jan-Erik Olsson Kredit Banken i Stockholm. Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankboksen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden.

Knap fem døgn efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltageren og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev Jan-Erik Olsson pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet sympati over for gidseltageren, og de fire gidsler havde faktisk opfattet politiets redningsaktion som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltageren repræsenterede. Der gik også rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem gidseltageren og et af gidslerne.

Hvorfor?

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet. Siegmund Freud har også beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor

Stockholmsyndromet

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at likvidere deres gidsler. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne, og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Stockholmsyndromet er udbredt

Een af de mere interessante eksempler på Stockholm syndromet finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af en guerillabevægelse.

Den britiske ambassadør Geoffrey Jackson

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de 8 måneder, han var kidnappet. Gidseltagerne var bevidste om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end hvor de selv opholder sig. De bærer masker og undgår kontakt, som kan minde gidseltagerne om, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker, de har kidnappet.

Faktaboks
  • En pilot på et kapret Lufthansa fly oplevede i 1977, hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare, hvorfor han gjorde det.
  • I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk mand ved navn Vaders. De var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne, at Vaders skulle dø. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad han ville sige. Under umenneskeligt stress aflagde Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin, han havde begået mod konen. Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholmsyndromet – forelsket i gidseltager

Et banalt bankrøveri udvikler sig til et gidseldrama og danner senere baggrund for et verdenskendt psykologisk fænomen – stockholmsyndromet.

Jan-Erik Olsson og gidsler - stockholmsyndromet
Jan-Erik Olsson og gidsler, kilde: AP

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” 

Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. 

Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Kredit Banken i Stockholm - stockholmsyndromet
Kredit Banken i Stockholm
Kærlighed i bankboksen

Gidseltagningen i Stockholm i 1973 gav navn til et særligt psykologisk fænomen – Stockholmsyndromet. Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. 

Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne.

Psykologien bag

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om at de ikke har noget imod gidslerne og derfor ikke burde true dem på livet.

131 timer senere

Situationen havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, under omstændighederne, psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. 

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, borer politiets tekniker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og de to kriminelle blev pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut!

Gidseltagere er også ofre for Stockholmsyndromet

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, at Stockholmsyndromet opstår. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet.

Billede af gidsler og gidseltager. Det er tydeligt, at de har et sympatisk forhold til hinanden, og de er dermed ofre for Stockholmsyndromet.
Billede af gidsler og gidseltager

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Hvad er Stockholmsyndromet?

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter et gidseldrama i Kredit Banken i Stockholm i 1973. Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Gidseltagerne, Jan-Erik Olsson og Clark Olofsson, befinder sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Bank exteriør, der ligner den ved gidseltagningen i Kredit Banken i Stockholm, 1973.

De 131 timer, gidseltagningen varede, havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Stor udfordring for gidseltagere

Stockholmsyndromet gør det vanskeligt for gidseltagerne at eksekvere en likvidering, som er deres trumfkort over for myndighederne.

Moderne gidseltagere er dog helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger de for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Olssons og Olofssons gidseltagning i 1973 er et eksempel på, når et gensidigt empatisk forhold opstår. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere, og der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Hjælper Stockholmsyndromet politiet?

På grund af Stockholmsyndromet er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Politi i aktion ved en gidseltagning.
Politi i aktion

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Dette oplevede det svenske politi ved gidseltagningen i 1973. Deres forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholm-syndromet

Jan-Erik Olsson tog i 1973 i banken og tog 4 personer som gidsel. Dette blev senere til det kendte fænomen “Stockholm-syndromet”.

Stockholm-syndromet
Billede af gidselstagningen i 1973 der gav navn til Stockholm-syndromet.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol og proklamerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Denne hændelse lægger senere navn til Stockholm-syndromet.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien for narkotikasmugling.

Politiets Aktion

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken i Stockholm, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. Politiet borer et hul i boksen og fylder det med kvalmegas. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiet i aktion: WIKI

Stockholms politis forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig Stockholm-syndromet, og havde fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidseltagningen

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for Stockholm-syndromet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Fænomenets oprindelse

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk.

Kidnapningen af Geoffrey Jackson

Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. 

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. 

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Tidligere ludoman: Tallene er håbløst forældet

Marcus Kondrup Nielsen, tidligere ludoman. Foto: Spilkvit.dk

Den seneste undersøgelse foretaget omkring ludomani i Danmark var i 2016. Spørger man tidligere ludoman Marcus Kondrup Nielsen, er disse tal ikke længere repræsentative for virkeligheden.

I forbindelse med første afsnit af podcasten ‘Ludomanien Lænker’ fortæller 25-årige Marcus Kondrup Nielsen, som er tidligere ludoman, om hans liv som foredragsholder, hvor han b.la. fortæller åbent om hans tidligere afhængighed.

I en hverdag som foredragsholder møder man mange forskellige mennesker, men specielt mange unge på eksempelvis efterskoler og skoler, fortæller Marcus. Han var blot én ud af mange unge, særligt mænd, som drages ind i ludomaniens verden, og han mener, at tallene fra 2016 ikke er repræsentative for virkeligheden i dag. Marcus beskriver, at han i mødet med unge mennesker ser en stigende interesse for pengespil og desværre også mange begyndende spilafhængige. Fælles for stort set alle er, at de starter samme sted som Marcus selv, nemlig med onlinebetting på diverse fodboldkampe.

En skræmmende udvikling

I rapporten fra 2016 udarbejdet af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) vurderes det, at der i Danmark dengang var cirka 10.000 personer med spilafhængighed. Det er ifølge rapporten næsten en fordobling siden 2005. Det anslås ligeledes, at omkring 125.000 danskere har problemer med pengespil.

En del af den interesse skyldes, ifølge Marcus, spilreklamers magt og den daglige mængde spilreklamer i Danmark. Reklamer for onlinebetting og pengespil på sport er markant til stede i det danske landskab. Både på busser, på de fleste digitale medier, i radioen samt i TV’et før, under og efter fodboldkampe og andre sportsevents. Antallet af bettingreklamer i radioen og på TV er næsten firdoblet fra 2014 til 2020, og i februar 2021 udgjorde 5 ud af de 10 største reklamekøbere i Danmark bettingfirmaer. Tidligere skatteminister Morten Bødskov (S) udtalte i 2019 i et interview med TV 2, at han frygtede, at de i alt 1200 daglige tv- og radioreklamer for spil ville skabe flere ludomaner.

Imens mængden af bettingreklamer stiger, oplever man hos Center for Ludomani en skræmmende udvikling i hvem, der kontakter dem, og at gruppen af spilafhængige blandt unge er steget markant. I en opgørelse lavet af Center for Ludomani ses det, at i 2019 udgjorde aldersgruppen 18-24-årige 50% af ludomanerne i Danmark.

Bliver snakket efter munden

I kampen om at ændre de omkringliggende forhold, som var medvirkende til, at hans egen ludomani tog over, har Marcus udarbejdet nogle helt klare mærkesager. I den forbindelse har han også medvirket i en lang række tv- og radioprogrammer, og har da også snakket med sin del af Christiansborgs mange politikere gennem tiden, fortæller han. 

Marcus Kondrup Nielsen har deltaget og deltager fortsat i flere radio- og tv-indslag for at skabe opmærksomhed på ludomani. Foto: Splitkvit.dk

På trods af de klare budskaber og konkrete ændringsforslag halter den politiske indgriben stadig. Marcus fortæller blandt andet, at han har været i kontakt med politikere, som har lovet ham, at de fremlagte problematikker har deres fokus og at ændringer er på vej. Marcus har dog endnu ikke set de faktiske ændringer. 

Du kan høre hele Marcus’ fortælling om hans kamp mod ludomanien i podcasten ‘Ludomaniens Lænker’ direkte i DR LYD appen.