Stockholmsyndromet: Forbryderens værste mareridt

Du har muligvis hørt om Stockholmsyndromet, men kender du til historien bag og den plads fænomenet har fået i popkulturen?

Stockholmsyndromet
Billede hvor man klart ser gidsler og en gidseltager

Stockholmsyndromet er et begreb, som beskriver relationen mellem gidsler og gidselstagere. Det hele begynder torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Den 32-årige Jan-Erik Olsson går klokken 10:15 frem til kassen, han trækker en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Med de ord starter et fænomen, der senere vil blive undersøgt af teoretikere og forskere, nemlig Stockholmsyndromet.

Sympatisk forhold mellem forbryder og gidsler

Politiets var forbløffede, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere faretruende og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Læs også: Derfor falder du for badboys

Stockholmsyndromet
Billede af gidselsituationen i V for Vendetta (Natalie Portman)

Stockholmsyndromet og dens plads i popkulturen

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Sigmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Stockholmsyndromet beskriver en situation under ubeskrivelig stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Dette fænomen er senere blevet meget populært i kendte film som V for Vendetta, Buffalo 66′ og King Kong.

Stockholmsyndromet
Billede hvor King Kong holder kvinden

Stockholmsyndromet – når menneskets fornuft ophører

Fænomenets voldelige oprindelse

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen.

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Fem lange og stressende dage

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidseltagning der udløser det psykologiske fænomen

Stockholmsyndromet som psykologisk fænomen

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Da en gidseltagning i Stockholm blev til et psykologisk syndrom

Et romantisk forhold opstod under en gidseltagning i Stockholm. Hændelsen har senere lagt navn til det, vi kender som Stockholmsyndromet.

Gidslerne i Kredit Banken

Stockholmsyndromets Historie

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

En verdensomspændende mediebegivenhed

Stockholmsyndromet
Indbyggere i Stockholm følger med i gidselsdramaet fra en TV-forretning

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Det psykologiske begreb

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Politiet trækker gidseltagningen ud

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Ikke et enestående eksempel

Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Det moderne syndrom

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Læs også: https://www.dr.dk/levnu/psykologi/brevkasse-kan-alle-blive-ramt-af-stockholm-syndromet

Andre tilfælde

En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Tilfælde i Danmark: https://underholdning.tv2.dk/2018-04-10-naar-du-ikke-ved-om-du-lever-i-morgen-goer-hjernen-noget-utroligt-og-det-kan-ske-for-dig?fbclid=IwAR1tJ2W0cqtUeFtEIXDQEozpSgWnJ3QycKgdMQKeNYAiirOA0mhTU2mgOkc

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholmsyndromet: forbundet af traumet

Seks mennesker på 46 kvadratmeter over 131 timer. En fortælling om oprindelsen af stockholmsyndromet.

Billede af gidslerne i bankboksen fra røveriet i Kredit Banken i Stockholm i 1973. En gidseltagning der fører til fænomenet stockholmsyndromet
Gidslerne inde i bankboksen i Kredit Banken. Taget gennem et hul i loftet. ©Scanpix

Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Situationen udvikler sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Denne slags forhold blev senere kaldt stockholmsyndromet, som bliver beskrevet i næste afsnit.

Ochbergs navngivning af stockholmsyndromet

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet. Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler. Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning.

Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne. Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm.

Menneskelige relationer ligger til grund

En af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet.

Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder. Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. En af disse sætninger var: Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne, red.). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Et andet eksempel på stockholmsyndromet

En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet.

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv. Det er historier som denne der viser at stockholmsyndromet påvirker både gidsler og gidseltagerne.

kilde: Tidsskriftet for Den norske legeforening

Regeringen afviser kritiske interviews, og udfordrer demokratiet

Regeringens mediehåndtering kritiseres ofte. Når regeringen afviser kritiske interviews, men i stedet leverer baner af skriftlige svar, giver det journalisterne grå hår. Vigtigere er: Udfordrer regeringens mediehåndtering demokratiet?


Gentagne gange er regeringen blevet kritiseret over det tavse tæppe, der har sænket sig overfor medierne. Kritikken lyder på, at indebærer interviewet ikke en blød sofa i Go’ Morgen Danmark, med taknemmelige børn, er man sikret en afvisning. 

“De kan være okay til baggrund, men er det til citat, er de umulige,” sukkede min kollega Sebastian Kjær.

Vi havde for et par uger siden bragt en kritisk artikel om statens afvisning af færdigudviklede it-værktøjer under krisen. Vi var begge frustrerede over det manglende samarbejde fra myndighederne. 

Alt imens uger var gået, hvor vi forgæves havde forsøgt at få et interview, valgte vi at publicere artiklen. Artiklen indeholdt baggrundsoplysninger fra en række private og uflatterende mailkorrespondancer, noget sundhedsministeriet var gjort opmærksomt på. Dagen efter udgivelsen kom der et svar. Skriftligt.

Mailen besvarede halvdelen af de spørgsmål vi oprindeligt havde stillet. Mailen kom samtidig med en bestemt opfordring, at vi skulle opdatere vores artikel med deres svar. 

“Skriv, at vi opdaterer artiklen, når de svarer på vores spørgsmål, og sig vi gerne vil tilbyde dem et interview” lød det irriteret fra min kollega Sebastian Kjær. 

Tilbuddet om et interview, mødte de med tavshed. Og vi er ikke de eneste med frustrationer over, at regeringen afviser kritiske interviews.

Erstatter kritiske interviews med mails

Kampen mellem politikerne og journalisterne ikke er ny, og hører ikke kun den nuværende regering til. Regeringens mediehåndtering er alligevel ny. Især er skriftlige udtalelser steget i popularitet. 

“Der foregår altid kampe bag et interview mellem politikerne og journalisterne. Sådan har det altid været. Men det er sværere at få ministre i tale nu. Jeg har fået flere skriftlige svar, også flere end jeg plejede. Der skal meget arbejde til, hvis man vil skrive en kritisk historie om regeringen,” fortæller Christiansborgjournalist Thomas Rohde.

Politisk journalist, Thomas Rohde, mener at et demokrati uden kritiske interviews, skader demokratiet, og efterlader demokratiet fattigt.
Politisk journalist, Thomas Rohde, mener at et demokrati uden kritiske interviews, er et fattigt demokrati.

Problematikken – eller fordelen – med skriftlige svar er, at der ikke er samme mulighed for opfølgende spørgsmål. En anden fordel er, at man lettere kan være selektiv i, hvilke spørgsmål man svarer på.

“Jeg synes det er ganske tydeligt, at regeringen er meget dygtige i deres mediehåndtering. De er meget selektive i, hvad de vil svare på. Ofte bliver der tilbudt et skriftligt svar. Det gør det svært at stille opfølgende spørgsmål,” siger Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske. 

Holder information tæt til kroppen

Det er ikke kun de kritiske interviews, der er svære at få fingrene i.

Udlægning af baggrundsoplysninger er over den seneste periode også blevet holdt tæt til kroppen.

Under regeringens udlægning af udligningsreformen i december, blev kortene især holdt til kroppen. Udspillet der viste, hvilke visioner udligningsreformen skulle udføre, blev givet en torsdag – men uden konkrete tal. Det samme var tilfældet med udspillet til journalisterne. Udspillet blev leveret til journalisterne blot en halv time inden pressemøde, og igen uden tal. Der var, ifølge Mette Østergaard, også en meget begrænset mulighed for kritiske spørgsmål. 

Læs også: Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet

“Der har over den seneste periode været tilbageholdt mange baggrundsoplysninger. Det viser sig også ved tilfældet om udligningsreformen. Det var meget svært at få adgang til de bagomliggende regnestykker  – hvem skal betale?,” siger Mette Østergaard. 

De omtalte regnestykker kom en fredag eftermiddag, hvor mange journalister er gået på weekend. Noget Mette Østergaard i en leder tidligere har beskrevet som smart. Lidt for smart.

“Det gider jeg ikke svare på”

Da Mette Frederiksen gæstede Aftenshowet i oktober 2019, blev statsministeren mødt med et kritisk spørgsmål fra Kåre Quist angående lukning af Radio24syv. Et højaktuelt emne på daværende tidspunkt, men som statsministeren ikke ville gå ind i. 

Læs også: Provoen Mads Brügger om satire: “Der er et publikum til alt”

“Hun får et kritisk spørgsmål i aftenshowet om Radio24syv, der var højaktuelt på det tidspunkt, og til det svarer hun, at det gider hun ikke svare på. Det synes jeg er en meget arrogant tilgang til et emne, der på det tidspunkt var højaktuelt,” siger Mette Østergaard, 

Hun mener, at man som statsminister skal forvente at møde kritiske spørgsmål, og skal kunne svare på dem – også selvom de ikke er behagelige. 

Mette Østergaard er chefredaktør på Berlingske. Hun mener, at det er magthavernes job, at stille op til kritiske interviews. Når regeringen afviser kritiske interviews, er det farligt for demokratiet.
Mette Østergaard er chefredaktør på Berlingske. Hun mener, at det er magthavernes job, at stille op til kritiske interviews. Når regeringen afviser kritiske interviews, er det farligt for demokratiet.

“Jeg synes, det er meget værd at rejse den debat, der handler om, hvorvidt statsministeren stiller op til interview og hvilke interview. Hun kan ikke kun stille op til interviews, når hun har en god sag, eller hvis man kan sidde i en blød sofa i Go’ Aften Danmark. Man bliver også nødt til at tage nogle af de kritiske interviews, og den opgave følger også med statsministerposten,” siger Mette Østergaard

Den holdning er hun ikke ene om. Også Thomas Rohde ser de manglende svar som et problem. Han fortæller, at han har fuld forståelighed for, at både statsministeren og de øvrige ministre har travle hverdage, hvor der er mange, der hiver i dem. Ikke desto mindre mener han godt, der kan være tid til andet end sofainterviews.

“Jeg synes, man som magthaver skal stille op, også når journalister er kritiske og irriterende. Det ville være et fattigt demokrati, hvis man bare sender citater ud hele tiden, og afviser kritiske interviews,” siger Thomas Rohde

Når regeringen afviser kritiske interviews svigter de demokratiet

Som tidligere nævnt, er kampen mellem Christiansborg og pressen ikke ny. Ifølge Mette Østergaard er der de seneste år dog sket et skred, og det er et problem for demokratiet. 

“Pressens arbejdsfrihed bliver hele tiden forsøgt indskrænket og kontrolleret, og det er en glidebane, der er sket over en årrække. Det er sket ved blandt andet en enormt striks offentlighedslov, der gør tilgængelighed i ministerhåndtering og dermed embedsværkets arbejde enorm svært,” siger Mette Østergaard og fortsætter:  

“Pressen bliver ofte benævnt som den fjerde statsmagt, og at vi frit og kritisk skal holde magthaverne til ansvar med de beslutninger de tager, og de konsekvenser der er af dem.”

Hun pointerer, at fjernes adgangen til beslutninger, bliver arbejdet besværet, og at det ikke kun handler om at stille op til et specifikt medie, men nærmere den brede befolkning. Den befolkning der har valgt regeringen ind.  

“Det er jo sådan set offentligheden bredt, der har valgt dem, og de har krav på at få svar på kritiske spørgsmål,” siger Mette Østergaard. 

Selvom der blandt kilderne er konsensus om, at det er alfa omega for demokratiet, at magthaverne står på mål for deres beslutninger, er Thomas Rohde ikke overbevist om, at den manglende tilgængelighed chikanerer borgerne synderligt. 

“Jeg tror ikke, at folk bliver irriterede, når de læser, at ministre ikke ville stille op. Men det burde borgere blive. Når det er magthavere, der bestemmer over os, burde de også stille sig til ansvar for offentligheden, og svare på kritiske spørgsmål. Det er vigtigt for demokratiet, at der bliver svaret,” Siger Thomas Rohde

Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet

Martin Rossens sæde i Danmarks to vigtigste ministerudvalg har ikke bare medført kritik i medierne – det sendte også Mette Frederiksen i samråd. Professor emeritius, Tim Knudsen, mener at Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet.


Mette Frederiksens skygge, Vicestatsminister, Danmarks mest magtfulde person – ja, kært barn mange navne. Da Mette Frederiksen efter valgsejren udmeldte, at hendes særlige rådgiver, Martin Rossen, ikke bare skulle være hendes højre hånd, men også skulle sidde med i Danmarks to vigtigste udvalg – Økonomiudvalget og Koordineringsudvalget – skabte det ikke bare kontroverser, det skrev også historie. 

“Når hans (Martin Rossen red.) sæde i udvalgene bliver kritiseret, bliver det ofte affejet med, at der tidligere har siddet embedsmænd i ministeriets udvalg. Det har der ikke. De har måske deltaget som sekrætærer, men ikke som beslutningstagere. Det er aldrig sket før nu,“ siger professor emiretius i Statskundskab Tim Knudsen. 

Læs også: Regeringen afviser kritiske interviews, og udfordrer demokratiet

Historisk eller ej: Martin Rossen fik titlen stabschef, og Mette Frederiksen røg den 27 september 2019 i samråd.

Rådgiver eller vicestatsminister? 

Samrådet den 27 september blev indkaldt af både blok-fæller og oppositionen. De ville have svar på det, som man undrede sig over: Hvad er Martin Rossens rolle – har vi en vicestatsminister?

“Martin er ikke en vicestatsminister. Og havde jeg ønsket en vicestatsminister, så havde jeg udpeget sådan en. Så det er han ikke,” sagde Mette Frederiksen, da hun blev stillet netop det spørgsmål. 

Men hvor der er røg, er der ild. Og nok vil Mette Frederiksen ikke give Martin Rossen den offentlige titel, men det mindsker ikke hans egentlige position, mener Tim Knudsen. 

“Så længe han har Statsministerens fulde tillid, jamen så har han en vis form for magt. Det er særligt vigtigt i Økonomiudvalget. Mette Frederiksen sidder selv i Koordinationsudvalget, men ikke i Økonomiudvalget – men det gør Martin Rossen nu. Og man ser klart Rossen som Mette Frederiksens øre,” siger Tim Knudsen.

Professor emeritus, Tim Knudsen, mener at Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet. Han mener, at kernen i problemet ligger i,  er, at han ikke officielt udnævnt til minister og derfor ikke er underlagt ministeransvarlighedsloven, og ikke kan kaldes i Folketinget og udspørges. Han finder det også betænkeligt, at han konsekvent afviser at give interviews.
Professor emeritus, Tim Knudsen, mener at Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet. Han mener, at kernen i problemet ligger i,  er, at han ikke officielt udnævnt til minister og derfor ikke er underlagt ministeransvarlighedsloven, og ikke kan kaldes i Folketinget og udspørges. Han finder det også betænkeligt, at han konsekvent afviser at give interviews.

Statsministeren forklarede i samrådet, at det i sidste ende jo var ministrene, der bestemte, og hun selv stod til ansvar for udfaldet af beslutninger. Selvom det kunne virke som et betryggende udsagn, mener Tim Knudsen ikke, det er tilfældet. Tværtimod. 

“Det er problematisk, når statsministeren siger, det er hendes ansvar. Hun sidder jo ikke i Økonomiudvalget, og ved derfor ikke, hvad der bliver sagt ved de møder. Så man kan godt anse ham (Martin Rossen red.) som en stand-in i det udvalg,” siger Tim Knudsen. 

Hvis man vil af med Rossen, skal man vælte regeringen

Meget af kritikken omkring Martin Rossens deltagelse i udvalgene på lige fod med ministrene går på, at Martin Rossen ikke er officielt udnævnt til minister, og derfor ikke er underlagt ministeransvarlighedsloven. Det betyder han ikke kan kaldes til samråd i Folketinget. Kritikken går også på, at Martin Rossen konsekvent afviser at give interviews om sit arbejde.

“Det er svært som minister konsekvent at afslå at blive interviewet, men det har Martin Rossen gjort. Han er aldrig blevet interviewet om sit arbejde. Det er selvfølgelig meget betænkeligt,” siger Tim Knudsen og fortsætter: 

LÆS OGSÅ: Lone Theils: Mette Frederiksen og Kim Jong-un? Selvtak

“I forhold til ministeransvaret betyder det også, at folketinget ikke kan stille ham til ansvar – de kan ikke spørge, hvad han laver, tildele ham en næse, eller i værste fald – give ham mistillidsvotum. Hvis man vil af med Rossen, så skal man vælte regeringen.” 

At man skal vælte regeringen, for at komme af med Martin Rossen kommer ifølge Tim Knudsen især til udtryk, ved, at Mette Frederiksen udnævner sig selv som ansvarstagende for Martin Rossen. For så kræver det et mistillidsvotum mod statsministeren.

Martin Rossens rolle minder os om Sovjetunionen og udfordrer demokratiet

At Martin Rossens position kan være problematisk er en ting, men udfordrer det demokratiet? Det mener Tim Knudsen, der sammenligner denne situation med, hvad man så i Sovjetunionen.

“At man ansætter en række partikammerater til at være kontrollanter over ministrene uden at stå til ansvar, var det vi så i Sovjetunionen. Her stod partiet over ministrene. Det er jo ikke et demokratisk system, og det er noget, jeg virkelig ville være ked af skete i Danmark. De er ikke valgt de her mennesker, de står ikke til ansvar, og det er farligt,” siger Tim Knudsen.  

Han understreger, at han ikke er nervøs for at én Martin Rossen kan gøre stor skade, men at det kan skabe en præcidens, så de danske ministerier ikke blot havde én Martin Rossen, men derimod ti eller tyve. 

LÆS OGSÅ: René Fredensborg: Jeg forsager spindoktorer og alle deres gerninger

“Jeg ville ikke bryde mig om, at vi havde et helt politbureau af socialdemokrater, eller venstrefolk, der sad og foretog sig afgørende beslutninger for landet uden at stå til ansvar. Det er en alvorlig undergravelse af demokratiet,” siger Tim Knudsen