Regeringen afviser kritiske interviews, og udfordrer demokratiet

Regeringens mediehåndtering kritiseres ofte. Når regeringen afviser kritiske interviews, men i stedet leverer baner af skriftlige svar, giver det journalisterne grå hår. Vigtigere er: Udfordrer regeringens mediehåndtering demokratiet?


Gentagne gange er regeringen blevet kritiseret over det tavse tæppe, der har sænket sig overfor medierne. Kritikken lyder på, at indebærer en blød sofa i Go’ Morgen Danmark med taknemmelige børn, er man sikret en afvisning. 

“Det kan være okay til baggrund, men er det til citat, er de umulige,” sukkede min kollega Sebastian Kjær.

Vi havde for et par uger siden bragt en kritisk artikel om statens afvisning af færdigudviklede it-værktøjer under krisen. Vi var begge frustrerede over det manglende samarbejde fra myndighederne. 

Alt imens uger var gået, hvor vi forgæves havde forsøgt at få et interview, valgte vi at publicere artiklen. Artiklen indeholdt baggrundsoplysninger fra en række private og uflatterende mailkorrespondancer, noget sundhedsministeriet var gjort opmærksomt på. Dagen efter udgivelsen kom der et svar. Skriftligt.

Mailen besvarede halvdelen af de spørgsmål vi oprindeligt havde stillet. Mailen kom samtidig med en bestemt opfordring, at vi skulle opdatere vores artikel med deres svar. 

“Skriv, at vi opdaterer artiklen, når de svarer på vores spørgsmål, og sig vi gerne vil tilbyde dem et interview” lød det irriteret fra min kollega Sebastian Kjær. 

Tilbuddet om et interview, mødtde med tavshed. Og vi er ikke de eneste med frustrationer over, at regeringen afviser kritiske interviews.

Erstatter kritiske interviews med mails

Kampen mellem politikerne og journalisterne ikke er ny, og hører ikke kun den nuværende regering til. Regeringens mediehåndtering er alligevel ny. Især er skriftlige udtalelser steget i popularitet. 

“Der foregår altid kampe bag et interview mellem politikerne og journalisterne. Sådan har det altid været. Men det er sværere at få ministre i tale nu. Jeg har fået flere skriftlige svar, også flere end jeg plejede. Der skal meget arbejde til, hvis man vil skrive en kritisk historie om regeringen,” fortæller Christiansborgjournalist Thomas Rohde.

Politisk journalist, Thomas Rohde, mener at et demokrati uden kritiske interviews, skader demokratiet, og efterlader demokratiet fattigt.
Politisk journalist, Thomas Rohde, mener at et demokrati uden kritiske interviews, er et fattigt demokrati.

Problematikken – eller fordelen – med skriftlige svar er, at der ikke er samme mulighed for opfølgende spørgsmål. En anden fordel er, at man lettere kan være selektiv i, hvilke spørgsmål man svarer på.

“Jeg synes det er ganske tydeligt, at regeringen er meget dygtige i deres mediehåndtering. De er meget selektive i, hvad de vil svare på. Ofte bliver der tilbudt et skriftligt svar. Det gør det svært at stille opfølgende spørgsmål,” siger Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske. 

Holder information tæt til kroppen

Det er ikke kun de kritiske interviews, der er svære at få fingrene i.

Udlægning af baggrundsoplysninger er over den seneste periode også blevet holdt tæt til kroppen.

Under regeringens udlægning af udligningsreformen i december, blev kortene især holdt til kroppen. Udspillet der viste, hvilke visioner udligningsreformen skulle udføre, blev givet en torsdag – men uden konkrete tal. Det samme var tilfældet med udspillet til journalisterne. Udspillet blev leveret til journalisterne blot en halv time inden pressemøde, og igen uden tal. Der var, ifølge Mette Østergaard, også en meget begrænset mulighed for kritiske spørgsmål. 

Læs også: Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet

“Der har over den seneste periode været tilbageholdt mange baggrundsoplysninger. Det viser sig også ved tilfældet om udligningsreformen. Det var meget svært at få adgang til de bagomliggende regnestykker  – hvem skal betale?,” siger Mette Østergaard. 

De omtalte regnestykker kom en fredag eftermiddag, hvor mange journalister er gået på weekend. Noget Mette Østergaard i en leder tidligere har beskrevet som smart. Lidt for smart.

“Det gider jeg ikke svare på”

Da Mette Frederiksen gæstede Aftenshowet i oktober 2019, blev statsministeren mødt med et kritisk spørgsmål fra Kåre Quist angående lukning af Radio24syv. Et højaktuelt emne på daværende tidspunkt, men som statsministeren ikke ville gå ind i. 

Læs også: Provoen Mads Brügger om satire: “Der er et publikum til alt”

“Hun får et kritisk spørgsmål i aftenshowet om Radio24syv, der var højaktuelt på det tidspunkt, og til det svarer hun, at det gider hun ikke svare på. Det synes jeg er en meget arrogant tilgang til et emne, der på det tidspunkt var højaktuelt,” siger Mette Østergaard, 

Hun mener, at man som statsminister skal forvente at møde kritiske spørgsmål, og skal kunne svare på dem – også selvom de ikke er behagelige. 

Mette Østergaard er chefredaktør på Berlingske. Hun mener, at det er magthavernes job, at stille op til kritiske interviews. Når regeringen afviser kritiske interviews, er det farligt for demokratiet.
Mette Østergaard er chefredaktør på Berlingske. Hun mener, at det er magthavernes job, at stille op til kritiske interviews. Når regeringen afviser kritiske interviews, er det farligt for demokratiet.

“Jeg synes, det er meget værd at rejse den debat, der handler om, hvorvidt statsministeren stiller op til interview og hvilke interview. Hun kan ikke kun stille op til interviews, når hun har en god sag, eller hvis man kan sidde i en blød sofa i Go’ Aften Danmark. Man bliver også nødt til at tage nogle af de kritiske interviews, og den opgave følger også med statsministerposten,” siger Mette Østergaard

Den holdning er hun ikke ene om. Også Thomas Rohde ser de manglende svar som et problem. Han fortæller, at han har fuld forståelighed for, at både statsministeren og de øvrige ministre har travle hverdage, hvor der er mange, der hiver i dem. Ikke desto mindre mener han godt, der kan være tid til andet end sofainterviews.

“Jeg synes, man som magthaver skal stille op, også når journalister er kritiske og irriterende. Det ville være et fattigt demokrati, hvis man bare sender citater ud hele tiden, og afviser kritiske interviews,” siger Thomas Rohde

Når regeringen afviser kritiske interviews svigter de demokratiet

Som tidligere nævnt, er kampen mellem Christiansborg og pressen ikke ny. Ifølge Mette Østergaard er der de seneste år dog sket et skred, og det er et problem for demokratiet. 

“Pressens arbejdsfrihed bliver hele tiden forsøgt indskrænket og kontrolleret, og det er en glidebane, der er sket over en årrække. Det er sket ved blandt andet en enormt striks offentlighedslov, der gør tilgængelighed i ministerhåndtering og dermed embedsværkets arbejde enorm svært,” siger Mette Østergaard og fortsætter:  

“Pressen bliver ofte benævnt som den fjerde statsmagt, og at vi frit og kritisk skal holde magthaverne til ansvar med de beslutninger de tager, og de konsekvenser der er af dem.”

Hun pointerer, at fjernes adgangen til beslutninger, bliver arbejdet besværet, og at det ikke kun handler om at stille op til et specifikt medie, men nærmere den brede befolkning. Den befolkning der har valgt regeringen ind.  

“Det er jo sådan set offentligheden bredt, der har valgt dem, og de har krav på at få svar på kritiske spørgsmål,” siger Mette Østergaard. 

Selvom der blandt kilderne er konsensus om, at det er alfa omega for demokratiet, at magthaverne står på mål for deres beslutninger, er Thomas Rohde ikke overbevist om, at den manglende tilgængelighed chikanerer borgerne synderligt. 

“Jeg tror ikke, at folk bliver irriterede, når de læser, at ministre ikke ville stille op. Men det burde borgere blive. Når det er magthavere, der bestemmer over os, burde de også stille sig til ansvar for offentligheden, og svare på kritiske spørgsmål. Det er vigtigt for demokratiet, at der bliver svaret,” Siger Thomas Rohde

Brug mindre tid på traditionelle medier – og mere tid på Twitter-håndgemæng og annoncekampagner for millioner af kroner på Google og Facebook.

Sådan skrev webmagasinet Zetland den 10. marts 2020 i deres artikel omhandlende regeringens anvendelse af digitale annoncer. Denne opskrift på kommunikationssucces i den fjerde tidsalder, beskrevet af Ørsten og Aagaard[1], kræver, at der bliver lagt en stor pose penge hos Tech-giganterne, som mod betaling, kan eksponere og sælge dit budskab bredt ud til landets borgerer.

Socialdemokratiet har brugt op mod 87.000kr om ugen på Googleannoncer i begyndelsen af januar og har det seneste år betalt Google 1,6 millioner kroner[2].  Derudover har socialdemokratiet brugt 1 million på at promovere partiet på Facebook gennem deres annoncer[3] og 613.000kr på at promovere Mette Frederiksen som statsministerkandidat[4] indenfor det sidste år. Til sammenligning brugte Lars Løkke Rasmussen 47.000 på Facebook[5].

Fra et parti, som offentlig udtalte at; ”Vi vil flytte magten fra techgiganterne til demokratiet og samfundet”[6], er det påfaldende at beløbene er blevet så store. Og kigger man på indholdet af det der bliver opslået, ligner det simpel lokkemad, der skal skabe blikfang hos den danske befolkning. Som Mette Frederiksen udtaler om anvendelsen af sociale medier, så er ”Udviklingen kommet buldrende, og som beslutningstagere står vi tilbage og er blevet iagttagere i stedet for at styre udviklingen. Det går selvfølgelig ikke i et demokrati.”[7] Det diskussionsværdige er derfor om Mette tager styringen ved selv at gøre sig til storforbruger af de sociale mediers menneskekatalog.

For hvad- og hvordan, er det de bruger deres annoncekroner på? I det følgende bliver Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen ageren på Facebook belyst.[8]

Mette Frederiksen anvender Facebook til at promovere hendes stærkeste politiske mærkesager. Derudover anvender hun en del af hendes annoncekroner på at fremvise hendes fremtræden i populærkultur.

Hendes mærkesag om at være børnenes statsminister er noget hun bruger mange af annoncer på at få fremvist.

Hendes tilstedeværelse i populærkulturen vil hun ligeledes også gerne have udbredt.

Annoncernes framing fremstår oftest personlig.  ”Jeg har truffet et valg” – som sælger hendes budskab og evige fokus om at være på børnenes side. Noget som appellerer bredt i den danske befolkning. Personligt kan jeg ikke forstille mig nogle danskere, der ikke ønsker det bedste for deres egne og/eller samfundets børn. Derfor finder jeg også denne markedsføring og mærkesag som den mest banale og lavrisikovillige mærkesag længe.

Ordvalg som ”os musikelskere”, er ligeledes med til at favne bredt og placere Mette Frederiksen som værende en ganske normal dansker, der også kan lide musik.  ”Vil jeg dele lidt af min ynglingsmusik” – Tak Mette.

I disse populærkulturspromoverende annoncer har hun også det som celebrity-teorien kalder, celebrity interaktivitet brand post. At linke til Anders Breinholt er et eksempel på dette, hvor man aktiverer andre populærkulturspersonligheder for at ramme bredere og styrke alles position.

Annoncernes udbredelse til alle landets regioner, blandt alle køn og aldersgrupper er med til at understrege, at hun med disse ønsker at favne bredt.

Nogle gange sørger Mette Frederiksens for kun at ramme specifikke områder af landet i hendes annoncedækning. 

Her bliver annoncen 99% af gangene vist i regionhovedstaden.

Et fælles træk på langt størstedelen af Mette Frederiksen betalte annoncer er som sagt at hun afsender dem med en personlig framing. Derudover er tendensen også at hun betaler for at have sine annoncer fremvist i forholdsvis kort tid. Oftest i 2 døgn. Der er ingen umiddelbart tendens i hvornår annoncer bliver vist i løbet af ugens dage. Nogle fra mandag til onsdag, andre fra torsdag til lørdag.

Under valgkampen og især i dagene op til valget, havde hun daglige annoncer.

Valgkampen og annoncerne omkring valgdagen udgør klart størstedelen af de annoncekroner som Mette Frederiksen har brugt det seneste år, ialt 613.000kr. Godt givet ud qua hendes nuværende job.

Jakob Ellemann-Jensen brugte det sidste år 61.600kr på annoncer på Facebook. Dette kan skyldes at han ikke i lige så høj grad som Mette Frederiksen var højprofileret i valgkampen i 2019. Men Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen brugte kun 47.000. Venstre som parti har det seneste år brugt 955.000kr på annoncer af partiets Facebookprofil og derfor er det tydeligt at se, at Venstre kommunikationsstrategi i langt højere grad handler om at promovere partiet end at promovere deres kandidater. Dog bruger Socialdemokratiet lige så mange penge som Venstre på partiet, så alt i alt anvender Socialdemokratiet bare flere penge på deres politiske kommunikation.

Jakob Ellemann-Jensen har siden sin erhvervelse af formandsposten i venstre haft en jævnt fordelt annoncering af sine Facebook profil. Ligesom Mette Frederiksen promoverer opslagene hans medmenneskelighed og hans mærkesager med en personlig framing. Hvor Mette Frederiksen siden valget på grundlovsdag 2019 har skåret ned for sin annoncering har, Jakob Ellemann-Jensen siden september, hvor han blev formand, skruet op for sine annoncer. I 2020 har han haft 6 betalte annoncer om måneden hvilket er langt hyppigere end Mette Frederiksen. Ellemann-Jensen og Frederiksens annoncer koster kun mellem 500-4000kr pr. styk, og da Ellemann-Jensen har langt flere i 2020 end Mette Frederiksen, indikerer det, at det er valgkampen, som har været den store udskrivning for Socialdemokratiet.

Modsat Mette Fredriksen kører Ellemann-Jensen sine annoncer i længere tid. Typisk en uge. Andre gange sætter han den bare i gang og lader den stå indtil den bliver inaktiv. Dette betyder at Ellemann-Jensen højst sandsynlig blot sætter en beløbsgrænse på sine annoncer, hvor Mette Frederiksen i højere grad annoncer aktualitet ved at have en tidsbegrænsning.

Udover længden af annonceringen, ligner de to politiske metoder at annoncere på til forveksling hinanden. Konklusionen må derfor være at en valgkamp koster penge. Specielt for Mette Frederiksen som brugte 550.000kr mere på annoncering end Lars Løkke Rasmussen. Vi kender alle resultatet.

Kigger man på opslag og kommunikation udover de betalte annonceringer, ligner disse opslag til forveksling annoncerne. Dette gælder både for Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen. De laver opslag med personlig framing hvor ordnet ”jeg” – den engererede politiker og ”vi” – Venstre/Socialdemokratiet eller ”Vi” – hele Danmarks befolkning, bliver anvendt hyppigt. Opslagene har tit et billede, der viser livet på Christiansborg. Et billede hvor politikeren møder andre kendte eller møder repræsentanter for den danske befolkning. Denne intimitet og inddragelse ”backstage” gør, at vi som følgere føler, at vi kommer tættere på vores folkevalgte. Derfor har den tilknyttede følgetekst typisk også, som skrevet før, et personligt ordvalg.

Da vi lever i et repræsentativt demokrati i den fjerde tidalder hvor der i højere grad er en direkte relation mellem politiske aktører og borgere, er det naturligt at højtprofileret folketingskandidater bruger tid og penge på at kommunikere ”personligt” med folk på sociale medier. At nå bredt ud på disse medier er en vigtig del af profileringen, og at man kommer ud og gør sig selv synlig, virker umiddelbart til at vægte højere end hvad indholdet er på det man smider ud.

Så hvem gør det bedst? Godt nok betalte Socialdemokratiet langt mere end Venstre sidste år for at nå ud på de sociale medier. Men med Mette Frederiksens 163.000 følgere på Facebook, mod Ellemann-Jensens 20.000, når de ikke-betalte opslag også lang bredere ud hos Socialdemokratiet end hos Venstre. Så svaret må være Mette Frederiksen.


[1] Peter Aagaard og Mark Blach-Ørsten, Politisk kommunikation: nye tider og nye aktører (Kbh.: Hans Reitzels, 2018).

[2] Alle disse tal af fra Zetland; https://www.zetland.dk/historie/se7EGA55-memEzjkB-b949d

[3]https://www.facebook.com/ads/library/?active_status=all&ad_type=all&country=DK&impression_search_field=has_impressions_lifetime&view_all_page_id=41459763029

[4]https://www.facebook.com/ads/library/?active_status=all&ad_type=all&country=DK&impression_search_field=has_impressions_lifetime&view_all_page_id=57497067718

[5]https://www.facebook.com/ads/library/?active_status=all&ad_type=all&country=DK&impression_search_field=has_impressions_lifetime&view_all_page_id=58140803787

[6] https://politiken.dk/kultur/medier/art7142944/Mette-Frederiksen-erkl%C3%A6rer-krig-mod-mastodonter-som-Facebook-Google-og-Amazon

[7] https://politiken.dk/kultur/medier/art7142944/Mette-Frederiksen-erkl%C3%A6rer-krig-mod-mastodonter-som-Facebook-Google-og-Amazon

[8] Facebook har gennemsigtighed på anvendelse af annoncekroner og danner grundlaget for det belyste

Stockholmsyndromet: Kan forbrydere blive ofre for fænomenet?

en gidseltagning i Stockholm i 1973 gav navn til et særligt psykologisk fænomen, da Gidslerne udviklede mere end almindelig sympati over for gidseltagerne. Men hvad med gensidig sympati?

Når sympati mellem et gidsel og en gidseltager går begge veje.
(Image: © Shutterstock)

Sympati imellem parterne

Da den 131 timers nervepirrende gidseltagning var slut i Stockholm i 1973, og gidseltagerne blev pågrebet, skete det uden særlig dramatik. Årsagen til den udramatiske slutning af gidseltagningen kunne være på grund af den gensidige sympati.

Gidslerne havde fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. Gidslerne havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Derudover gik der også rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Gidslerne havde altså ikke alene udviklet sympati og relation over for gidseltagerne. Der havde opstået en gensidig sympati imellem gidselerne og gidseltagerne.

Politiet og myndighederne har en vigtig opgave

Forbrydere kan altså også blive også ofre for fænomenet. Dette gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne.

For at pågribe en gidseltager, er det derfor vigtigt for politiet og myndighederne at trække tiden ud så længe som muligt. På den måde kan der være større sandsynlighed for, at forbrydere og ofre udvikler en relation til hinanden, hvis de befinder sig i hinandens selskab over længere tid. Det vil dermed også blive mere vanskeligt for gidseltagere at gøre alvor af deres trusler og gøre gidslerne fortræd.

Men hvis politiet skal gøre nytte af den gensidige sympati imellem forbryder og offer, skal de dog også være opmærksomme på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen, og gidslerne bliver dermed en slags medsammensvorne.

LÆS OGSÅ: Stockholmsyndromet: Gidseltageren bliver offeret.

Børn kan ogsåblive ramt af Stockholmsyndromet

Vi har alle træk, der gør os i stand til at udvikle sympati med vores vangevogter i en gidsel-situation. Faktisk dækker begrebet over en reaktion, der kan indtræffe i mange forskellige relationer hvor ét menneske tager magt over eller udnytter et andet.

Det kan både være hos børn der misbruges, voldsramte kvinder, krigsfanger og selvfølgelig gidselsituationer, som vi kender det fra bankrøveriet i Stockholm i 1973, hvorfra syndromet er navngivet. Dog er det ikke i alle tilfælde at syndromet indtræder.

Kidnappet og gjort til barnebrud

Som 14-årig blev Elisabeth Smart kidnappet fra sit værelse.

Det var gadeprædikanten Brian David Mitchell og hans kone Wanda som bortførte hende. Brian David Mitchell gjorde hende til barnebrud, mishandlede hende seksuelt stort set hver dag i ni måneder.

Da Elisabeth blev fundet for snart 12 år siden fortalte hun politiet, at hun hed Augustine, fordi hun havde udviklet sympati med sine kidnappere og led af stockholm-syndrom.

Hendes bortfører blev idømt livstid for forbrydelsen, mens hans kone fik 15 år for medvirken.

Kriterier for at Stockholmsyndromet indtræder

FBI arbejder med tre kriterier for, at Stockholm-Syndromet kan/vil indtræde.

Der skal være en trussel om at slå ihjel tilstede og offeret skal opleve at være i akut livsfare. Offeret skal altså føle at hans/hendes overlevelse afhænger af overgrebsmanden.

Dernæst er det afgørende at offeret er isoleret med gerningsmanden. Hvis der er kontakt til andre udefra, som kan udtrykke bekymring, så er der mindre sandsynlighed for at syndromet indtræder.

Endelig er det afgørende, at gerningsmanden ind imellem viser venlighed eller omsorg for offeret.

Hvis han kun er ondskabsfuld, er det langt mindre sandsynligt at offeret udvikler sympati for ham.

Stockholmsyndromet er en overlevelsesmekanisme

Under stort pres og i livsfare, er den bedste strategi oftest at adlyde. Jo mere vi gør det jo bedre klarer vi os. Men hen ad vejen er det ikke nok. Gidseltageren er også under pres og kan derfor svinge meget i humør. Derfor vil offeret forsøge at berolige gerningsmanden og forsøge at forstå ham. Udløser denne adfærd ”venlighed” eller bare at han ikke slår offeret ihjel, kan det opleves som om at han er en ”redningsmand”, og at det er ham der holder én i live. På den måde bliver han mindre skræmmende.

Både at adlyde og at udvikle sympati i en farlig situation, er altså en måde at overleve både fysisk og psykisk.

Stockholmsyndrom som overlevelsesstrategi

Stockholmsyndromet er det velkendte psykologiske fænomen hvor ofre for en gidseltagning udviser sympati for sine gidseltagere. Denne sympati vil for mange umiddelbart virke irrationel. Dog kan denne irrationelle sympati være med til at redde liv.

Hvad er stockholmsyndrom?

Det psykologiske fænomen er opkaldt efter en gidselsituation i Kredit Banken i Stockholm, d. 23. august 1973. Her tog den 32-årige Jan-Erik Olsson fire bankansatte som gidsler i hvad der endte med at være et 131 timers langt gidseldrama inde i bankboksen. Hensigten med gidseltagningen er fortsat usikker. Men de fem mennesker som sad tæt op af hinanden i over fem dage udviklede et stærkt sympatisk forhold til hinanden. Gidslerne blev befriet igennem en dramatisk politiaktion, hvor der blev boret et hul ind i bankboksen og den siden blev fyldt med kvalmegas. Da politiet efterfølgende interviewede gidslerne, gav disse udtryk for at de anså politiets indsats for farligere end gidseltageren. Den amerikanske psykiater Frank Ochberg navngav fem år senere fænomenet Stockholmsyndromet.

Gidslerne i Kredit Banken i Stockholm 1973 - Stockholmsyndrom.
De fire ansatte som blev taget som gidsler d. 23. august 1973 af Jan-Erik Olsson i Kredit Banken.

Hvorfor udvikler gidsler stockholmsyndrom?

Grundlæggende stammer stockholmsyndromet fra, at gidsel og gidseltager gennemgår en krise sammen. Undervejs i en sådan krise ophører rationelle forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, eller lovligt og ulovligt. Frygt for død sætter normale moralske overvejelser i baggrunden, og gidsler kan udvikle en solidaritet til den sag gidseltageren kæmper for. Ochberg beskrev denne udvikling som tredelt. Først et chok hvor gidslet pludseligt er i livsfare. Derefter en infantilisering hvor gidslet skal spørge om lov til alt. Til sidst indfrier gidseltageren forskellige ønsker, og gidseltageren anses ikke som personen som holder folk fanget, men i stedet personen som lader dem leve. Derfor er gidslets liv afhængigt af gidseltageren og hvad dennes hensigt måtte være.

Overlevelsesstrategi

Natascha Kampusch, som er et af de mest velkendte eksempler på Stockholmsyndrom beskriver selv hvordan hun blev infantiliseret. Selvom hun kun var ti år gammel da hun blev kidnappet, har hun beskrevet hvordan hendes psyke under fangenskab udviklede sig mod spædbarnslignende tilstande. Hun beskriver hvordan hun mener, at syndrom er et forkert ord at bruge. Men at empatien overfor ens gidseltager/kidnapper er en overlevelsesstrategi, hvori den fangetagene søger efter normalitet i en forbrydelse. Det er svært for mange at forstå, og Kampusch beskrev i 2010 at hun lang tid plagedes af folk som mente at hun var gal da hun blev ked af at høre om sin kidnappers død. I tilfældene af Kampusch og Kredit Banken lader det dog til at de kriminelles skåning af liv, har været sikret af et empatisk forhold mellem fangetagere og de tilfangetagede.

Taget som gidsel i et usundt forhold?

”Jeg tilgiver min kæreste, selvom han slå mig”

”Det er ikke med vilje, han har haft en dårlig barndom”

”Jeg kan hjælpe ham med min kærlighed til ham”

”Det var ikke med vilje, han fortjener en ekstra chance”

Genkender du dine egne undskyldninger? Måske din venindes? Måske er det ikke endnu en parforhodskrise. Måske lider du eller din veninde af forholdets svar på Stockholm Syndrom – traume bonding.

Som et gidsel i sit eget forhold?

Men før du begynder at diagnosticere dit eller din venindes usunde forhold, er det vigtigt at forstår, hvad fænomenet Stockholm Syndrom betyder. Begrebet er opkaldt efter en gidseltagning fra 1973 i en bank i Stockholm, hvor ofrene fik sympati og endda følelser som kærlighed eller forelskelse for gidseltagerne. Når ofre for gidseltagning kan blive forelskede i deres overgrebsmænd, kan det samme psykologiske fænomen så forklare, hvorfor du eller din veninde frivilligt bliver i et usundt og voldeligt forhold?

Hvorfor forelsker man sig i sin gidseltager?

For at forstå, hvordan et dårligt forhold går fra et kærligt kæresteforhold til noget, der minder om Stockholm Syndrom, må vi forstå fænomenets psykologi. Tilbage til gidseltagningen fra Kredit banken Stockholm i 1973. Dengang Jan-Erik Olsson endte med at tage fire bankansatte til gidsel i højdramatiske 131 timer i en bankboks på 46 kvardratmeter. De ca. 4 døgns anspændte situation med forhandlinger og politiaktioner blev oplevet af gidsler og gidseltager som en fælles krise præget livstruende fare og ubeskrivelig stress.

Rationel tænkning ophører

Under det psykiske pres ophører rationel tænkning. Dette skabte et naturligt psykologisk solidaritetsforhold om den voldelige sag, som overgrebsmanden har iværksat. I denne situation bliver det politiet udenfor bankboksen, som kan udløse en livsfarlig katastrofe – ikke gerningsmanden. Det bliver en ’os-mod-verden-situation’, hvor gerningsmand og tilfangetagne knytter bånd og får en fælles forståelse, et fælles mål.

I sidste ende kan det altså betyde, at gidseltageren får total kontrol over gidsel. Offeret sympatiserer nu med sin overgrebsmand og vil gå så langt som at beskytte og endda kæmpe hans sag, som man så i den spektakulære og meget kendte sag om Patty Hearst.

Stockholm Syndrom i parforhold
– trame-bonding

Selvom Stockholm Syndromet har fået sit navn efter en reel gidseltagning, så eksisterer det psykologiske fænomen også i personlige forhold. Den kendte psykoanalytiker Sigmund Freud har f.eks. beskrevet, hvordan kvinder identificerer med deres aggressorer, altså deres angrebsmand. Dette fænomen kan forklare, hvorfor nogle kvinder forbliver i forhold præget af fysisk og psykisk vold og endda går så langt som at beskytte deres partner, når myndighederne henvender sig.

Pas på! Den narcissistiske og psykopatiske kæreste

Mellem kærlige eller seksuelle relationer kalder man fænomenet for traume bonding og kendetegner ofre for psykopatiske eller narcissistiske ekskærester og partnere. Ligesom gidseltagningen giver det ikke logisk mening, at kvinder eller mænd bliver i voldelige forhold. Men for at man kan tale om, at et forhold lider af Stockholm Syndrom, må offeret altså have den samme stressede opfattelse af verden, som ofrer for gidseltagning. Tænk på den 46 kvadratmeter store bankboks, kunne det være en lejlighed man boede med sin partner, ægtefælle eller kæreste? Og gerningsmanden er ikke en fremmed, men din partner. Men han er begyndt at vise mørke sider frem. Andre sider af sig selv, end dem du forelskede dig i.

Traume bonding i den hjemmeskabte krise

Krisen fra gidseltagningen er mere tydelig end i parforholdet. Mellem kærester eller ægtefolk er det typisk en strategi fra kæresten eller ægtefællens side, at skabe en opfattelse af, at verden er usikker og farlig uden ham. Han gør selv verden usikker, ved at han banker sin kæreste eller nedbryder hende (eller ham) psykisk. Dermed skaber han krisen og den stressede situation, vi genkender fra gidseltagningen i banken. Derefter gentager han små kærlige gestusser som komplimenter og opløftende kærlighedserklæringer, som gør offeret afhængig af den tryghed, der står som kontrast til den selvsamme vold, han udøver. Men andre ord, din kæreste manipulerer dig til at tro, du er i krise, og han er der, som den eneste, sammen med dig.

Oplever du trame bonding i dit forhold?

Stil dig selv disse spørgsmål. Hvis du undskylder hans psykiske eller fysiske vold med disse sætninger, så er det et faresignal!

  1. det var ikke med vilje, at han blev vred, det var min skyld
  2. han er så overbærende med mig, og han elsker mig stadigvæk
  3. han havde en forfærdelig barndom, jeg har så ondt af ham
  4. jeg kan hjælpe ham med kærlighed og støtte
  5. han fortjener en chance, han ville ikke såre mig.

Kilder:

https://psychcentral.com/blog/how-to-recognize-the-signs-of-trauma-bonding/

https://www.liebertpub.com/doi/10.1089/vio.2017.0076

Gidsel i eget parforhold: Indtræder Stockholmsyndromet udelukkende ved fysisk gidseltagning?

Illustration: Mia Mottelson

38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold, og det seneste år har 2,5 procent af den voksne befolkning i Danmark været udsat for psykisk partnervold. Tallene er udarbejdet af hhv. Institut for Folkesundhed og VIVE i 2018.

Vi, som ikke har oplevet partnervold af hverken fysisk eller psykisk karakter, kan ofte være uforstående og sågar dømmende overfor de, der – trods volden – forbliver i relationen med sin voldsmand eller -kvinde. For hvorfor kan det synes som det rigtige valg for den voldsramte at blive hos en voldelig, når det rationelle valg udefra set er at forlade ham eller hende?

LÆS OGSÅ: Psykolog: Der findes mange former for vold i parforholdet

partnervold og Stockholmsyndromet

En forklaring kan ifølge Servicestyrelsen være, at der udspilles en mild grad af Stockholmsyndromet hos den, der er udsat for vold i parforholdet. Stockholmsyndromet er den psykiske tilstand, hvor et gidsel udvikler sympati for og solidaritet med gidseltageren. Kriterierne for Stockholmsyndromet lyder som følger:

1) Gidslets basale behovstilfredsstillelse og overlevelse afhænger af gidseltageren.
2) Gidslet er isoleret fra andre perspektiver end gidseltagerens.
3) Gidseltageren udviser lejlighedsvis venlighed over for offeret.

LÆS OGSÅ: Kan alle blive ramt af Stockholmsyndromet?

Sikre egen overlevelse

At sammenligne en voldssituation med en gidselsituation kan virke overdrevent, men ikke desto mindre er de psykologiske mekanismer, der er i spil i de to situationer, sammenlignelige.

For eksempel er det i en gidselsituation afgørende for gidslet at vide, hvad gidseltageren kan og ikke kan lide. Som gidsel bliver man derfor meget mere optaget af gidseltagerens følelser end af sine egne. Denne adfærd ses også hos ofre i voldelige parforhold:

”Med afsæt i beskrivelsen af Stockholmsyndromet kan den måde, de voldsudsatte kvinder er optaget af deres mænd, forstås som deres måde at tune sig ind på manden for at sikre deres egen overlevelse.”

Servicestyrelsen

Gidsler, der udvikler Stockholmsyndromet, tilegner sig i høj grad gidseltagerens perspektiv, samtidig med at de benægter den reelle krænkende situation. Gidslet kan endda overvældes af taknemmelighed mod gidseltageren. Denne adfærd, som er en overlevelsesmekanisme, kan ifølge Servicestyrelsens erfaringer også spores hos personer, der lever i voldelige parforhold. Sammenligningen mellem gidslers og voldsofres adfærdsmønstre kan derfor – ifølge Servicestyrelsen – være med til at forklare, hvorfor mange voldsofre forbliver i et voldeligt parforhold. Derfor bør vi stille os kritiske overfor essensen af Stockholmsyndromet, og om der i virkeligheden ligger mere bag ved lidelsen end den fysiske tilfangetagelse og hengivelse?

Bør vi udvide forståelsen af begrebet Stockholmsyndromet til mere end et overlevelsesinstinkt, der indtræder i gidselsituationer, og mere væsentligt, udvide grænserne for forståelsen af hvad et gidsel er?


Stockholmsyndromet i sport: Når din træner bliver voldelig

Når passion bliver til vold

Har du stiftet bekendtskab med sport, er du sikkert også blevet trænet af en passions- og ambitionsrig træner.

Passionerede og ambitionsrige trænere i sport er bestemt ikke en mangelvare, men der kan i nogle tilfælde også være en skyggeside, når passionen og ambitionerne får frit spil.

Træner der er voldelig overfor atlet
LFL træner bliver voldelig og kaster stol på kvindelig quarterback

Dette kan resultere i en voldelig adfærd fra trænere og en misbrug af magt i sin trænergerning. Et misbrug og en adfærd, som atleter måske forklarer sig selv, er for ens eget bedste.
Dette kan ifølge en undersøgelse fra 2018 blive en form for stockholmsyndromet.

LÆS OGSÅ: Stockholmsyndromet i atletik: Et paradoks

Hvad er Stockholmsyndromet?

Stockholmsyndromet er et psykologisk fænomen, hvor en gidsel begynder at udvise sympati for gidseltageren.

Fænomenet tager navn efter en helt konkret situation i 1973, hvor to mænd hold seks mennesker som gidsler i 6 dage efter et bankrøveri i Stockholm. Efter at gidslerne blev befriet, nægtede de at vidne mod deres gidseltagere og begyndte ovenikøbet at rejse penge til deres forsvar.

De mange timer gidseltagerne og gidslerne havde sammen, skabte et naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise, som både gidslerne og gidseltagerne oplevede.

I en situation hvor man bliver taget som gidsel, vil stressen og frygten forårsage, at alle rationelle opfattelser, af hvad der er rigtig og forkert, vil ophøre.

Det kan virke obskurt at sammenligne sport med sådan et scenarie, ikke desto mindre kan sport i mange tilfælde give de deltagene en følelse af liv og død, og dermed skabe yderst tilspidsede og stressede situationer.

LÆS OGSÅ: Stockholmsyndromet – En gidseltagning skrev historie

Træneren som gidseltager

Udover de mange stressede og tilspidsede situationer, som sport uundgåeligt skaber, er der et naturligt hierarkisk forhold mellem træner og atlet, som godt kan sammenlignes med gidseltager og gidsel.

Træneren er i kontrol over atleten, og træneren har ofte sine egne visualiseringer af, hvad det vil sige at være træner og hvordan man bør agere derefter. Ofte er træneren selv under massivt pres i jagten på resultater, og dette kan få en træner til handle overilet eller irrationelt – og i nogle tilfælde voldeligt.

For ens eget bedste

Det helt store spørgsmål er måske i den sammenhæng, hvordan at magtmisbrug og voldelige handlinger – inde for sportens rammer – legitimeres og ikke bliver anset som forkert.

Ligesom i 1973 hvor gidslerne udviklede sympati og positive følelser for deres gidseltagere, hævdes det, at også atleter irrationelt sympatiserer med deres træner, på trods af den usunde magtrelation, som måske inkluderer vold.

Atleter og trænere deler i mange tilfælde den stress, der er forbundet med sport og er derfor placeret i samme tilspidsede situationer. Derfor ophører alle rationelle opfattelser – af hvad der er rigtigt og forkert – og atleten får måske en ide om, at den voldelige adfærd fra træneren er for ens eget bedste.

Voldelig adfærd i sport er historisk blevet undskyldt som lidenskab eller endda som en nødvendig komponent i konkurrencedygtig atletik. Faktisk har mange lande forsøgt for nylig at anerkende den psykiske vold og psykiske-misbrug, der findes i sporten.

Dette cementerer skyggesiden af sport og relationen mellem træner og atlet, som i nogle tilfælde legitimerer ’’ulovlig’’ opførsel, hvis det pakkes ind i passion og lidenskab.