Hvem vidste, at Kandis-fans var så plagede sjæle?

Ny dokumentar om dansktop-bandet Kandis er et flot observerende portræt af stjernen Johnny Hansen og hans kult-agtige fanskare.

Medicin eller gift for sjælen?

‘Kandis for Livet’ balancerer på et undrende spørgsmål. Er bandet Kandis medicin eller gift for sjælen? Flere af de dedikerede fans udtrykker, at bandets musik har reddet dem fra dyb depression og endda selvmord. Når de lytter til Kandis, glemmer de alle deres problemer og kommer i godt humør. Og problemer, det er hvad de trofaste fans har til fælles. De fremstilles som plagede sjæle, der med en del modgang i livet har fundet trøst og tryghed i Johnny Hansens bløde røst og tilgængelige tekster om livets op- og nedture. Det er for eksempel 18-årige XX, der gennem Kandiskoncerter genfandt glæden efter tabet af sin far. Det er også midaldrende Henning, der dulmer sin ensomhed ved at leve gennem Johnnys liv – og i overskridelse af alle personlige grænser besøger Johnnys kones gravsted i hans sted.

Johnny har nemlig også selv været igennem en personlig krise, da hans kone begik selvmord for nogle år tilbage. Det dykker filmen også ned i og udstiller en tydeligt uforløst vrede hos Johnny. På trods af Kandis’ opløftende effekt illustrerer filmen også fandedikationens giftige tendenser. Den hengivne topfan Tina er ulykkeligt forelsket i sit idol Johnny, hvilket volder hende stor smerte. Da spurgt ind til, hvorvidt hendes dedikation til Johnny er det bedste for hende, spørger hun: hvad skal jeg ellers gøre?

Kandis-fan Tina er ulykkeligt forelsket i Johnny Hansen
Superfanen Tina er ulykkeligt forelsket i forsanger Johnny Hansen

Grænseoverskridende intimitet vist i smukke billeder

Kandis og især Johnny Hansens figur er en støtte for plagede sjæle – en støtte så intens, at den balancerer på randen af god og usund, som de fleste indædte fankulturer gør. Filmen skildrer fint det unikke og til dels problematiske i fansenes tætte tilknytning til Johnnys person, der også skræmmer Johnny selv til tider, som han i interviewbidder beskriver. Dog er det netop denne tæthed, Kandis synes bygget op omkring. En tæthed Johnny vedligeholder, når han synger til sine fans begravelser og bryllupper.

Kandis-fan René og hans kæreste ligger i sengen og holder om hinanden
Instruktør Jesper Dalgaard bruger et stiliseret udtryk i smukt opsatte billeder af de medvirkende

Med en observerende stil portrætterer ‘Kandis for Livet’ gennem smukke billeder de fans, hvis livs lyspunkt er Kandis’ optrædener i diverse tivolier og håndboldhaller i udkantsdanmark. Filmen er både underholdende, rørende og tåkrummende. Den skildrer en fankultur så intim og ekstrem, at man hurtigt fanger sig selv i at måbe over dens eksistens. De hengivne fans skildres somme tider overfladisk som et bidrag til de sørgelige eksistensers klub. Når de tre blinde brødre blot bruges som visuelle props, får man en smule dårlig smag i munden. Her mangler der en uddybning af deres tilstedeværelse og deres tilknytning til Kandis. Jesper Dalgaards dokumentar er dog en gave af et indblik i en helt særlig subkultur, en Kandis-verden, der portrætteres visuelt flot med fokus på de menneskelige skæbner i den.

Faktaboks

Hvad? Dokumentarfilmen ‘Kandis for Livet’, instr. Jesper Dalgaard, 2021.

Hvor? DRTV.

Læs flere anmeldeser af ‘Kandis for Livet’ her.

I ‘Kandis for livet’ bærer Johnny Hansen sin rigdoms byrde med et tomt blik

Den mest inkarnerede Kandis-kritiker må overgive sig, når dokumentaren ‘Kandis for livet’ forvandler det jyske kræmmermarked til neonpoesi.

Jyske kræmmermarkeder er eventyrlande med blændende neonlys der luller os tilbage til Scorseses flydende farvespil fra ‘Taxi Driver’, eller Winding Refns arvtagende ‘Drive’.  

Hvis man var I tvivl om hvilken rolle det æstetiske spiller I ‘Kandis for livet’s univers, kan man bare se på plakaten. Hvidklædt og med hænderne I Jesuspositur er Kandis’ Johnny Hansen omringet af sine disciple. Hver eneste gang fansene ser ham på scenen, slår lynet ned.  

Prins Tragisk  

På telefonsvareren på kontoret for Kandis’ fanklub ringer filmens personager gang på gang.  

Den ældre Henning nærer en så dyb forbindelse til forsangeren, at han besøger gravstedet for Johnnys afdøde kone. Et gravsted den efterladte Johnny Hansen ikke selv visiterer.  

Johnny Hansen er klar til Kandis koncert på kræmmermarked indhyllet i neon.
Når Johnny Hansen spænder Elvis-sættet på, ER han fanfavoritten Kandis-Johnny.

Der er Susan, hvis følelser for Johnny er svære at rubricere som andet end forelskelse. Som har skrevet en hel roman om Kandis-Johnny. Men den er for “krydret” til publikums og instruktør Jesper Dalgaards sarte ører.

Søren Strøm har kun Kandis og sin hund, efter han mistede sin mor for nogle år tilbage. Når hits som En lille ring af guld eller Hotel Himmel ikke spiller, larmer sorgen.  

Derudover lister tre blinde brødre rundt på skærmen I tableauer fra deres hjem, hvor de bevæger sig rundt I ranke med Kandis fra en gammel radiohøjtaler som eneste lyd. Som de tre blinde mus fra eventyrene.  

Kandis-Johnny er deres prins. Men meget af tiden, er ‘Kandis for livet’ et meget tragisk eventyr. For hans fans er Kandis-Johnnys et lys I mørket. Men der er noget omvendt tomt I blikket hos ham selv.   

Balleband eller betydningsfuld kultur?  

Armeret med en mission om at udfordre ikke blot sine egne, men vores alle sammens opfattelse af, hvad halballernes musikalske konger egentlig har af betydning, inviterer Dalgaard os helt ind under huden på en håndfuld mennesker, hvis forhold til Kandis bedst kan beskrives som terapeutisk.  

Som dokumentar fødes Kandis for livet lige akkurat der, hvor vi ofte ender med at diskutere, hvad der er kunst. Hvad der har kulturel betydning. Hvem det er synd for.  

Kandis musik – især sange som Hotel Himmel og En lille ring af guld har en helt særlig plads hos Kandis’ mange fans.

Nok vil Kandis for livet for mange få karakter af et sørgeligt udkantseventyr, hvor simple melodier bliver spinkle livslinier for skæve eksistenser. Men Dalgaard ynker ikke sine medvirkende. Tværtimod indhyller han deres historier I blinkende lygter.  

Som højtaler for Kandis’ musikalske arv er ‘Kandis for livet’ påfaldende tyst. Men deres medmenneskelige betydning lysende klart.  

Kandis har den slags kulturelle betydning, der på Elvis-facon vil lade fans opløses I meningsfuld gråd, skulle han trække sig fra musikken, eller det der er værre. 

Sevom Johnny Hansens lyseblå øjne I sidste ende fremstår eksistentielt uforstående overfor, hvorfor så mange mennesker elsker ham så højt, bærer han med kammeratlig og kapitalfremmende venlighed sin byrde.  

En ting er sikkert. At hver gang Johnny Hansen spankulerer over gruset på markedspladserne, spændt ind I sine similisæt, er han Kandis-Johnny. Og han er lige den, hans fans vil have han skal være. Hvis det ikke er kulturel betydning, hvad er så?  

Anmeldelse af Kandis for livet Fans der går over gevind

Vi Unge har set dokumentarfilmen Kandis for livet om die hard fans af popbandet Kandis. Du tager måske ikke selv til deres koncerter, men de er helt klart det mest populære band i Danmark. Og så er deres fans ikke så anderledes fra fanklubben bag eksempelvis BTS. Læs her, hvorfor.

(SPOILER ALERT! Læs ikke videre, hvis du ikke vil have spoilet filmen).

Har du nogensinde været kæmpefan af nogen? Altså sådan rigtigt du-kysser-plakaten-af-Olivia-Rodrigues-inden-du-går-i-seng-fan? Lige præcis sådan har en gruppe mennesker det med Kandis-Johnny, forsangeren i bandet Kandis. Deres hjem er fyldt med Kandis-merch i alle mulige former, og på tv’et kører gamle optagelser af koncerter. Disse mennesker er kort sagt besatte af det folkelige band, og det er dem, vi følger i Kandis for livet.

En kvindelig fan sidder på et værelse og ser gamle optagelser af Kandis-koncerter.
En kvindelig fan sidder på et værelse og ser gamle optagelser af Kandis-koncerter.

Cute eller cringe?

Én af dem, en midaldrende kvinde, går endda så vidt, at hun skriver fanfics om Kandis-Johnny og kærlighedserklæringer til ham, som hun vil have ham til at læse. Det kan måske virke som en cute idé til at fortælle en person, at man godt kan lide dem, men Johnny lader mere til at synes, at det er lidt mærkeligt. Han kender hende jo kun som en loyal fan, der dukker op til en stor del af bandets koncerter. Og så er han jo også gift med en anden kvinde. Det bliver lidt cringe, hvis du spørger os.

En mandlig fan går og river stenene på Kandis-Johnnys afdøde kones gravsted.
En mandlig fan går og river stenene på Kandis-Johnnys afdøde kones gravsted.

I det hele taget er der flere af fansene i Kandis for livet, der tager deres fandom en tand for langt. Kandis-Johnnys første kone tog sit eget liv, da deres fælles døtre var 12 og 16 år. Selvom han tydeligvis er ked af det over det, er han stadig så vred på sin tidligere kone over, at hun valgte at forlade deres familie ved at begå selvmord, at han aldrig nogensinde besøger gravstedet. Så når man i filmen ser en fan besøge gravstedet og sørge for, at der er pænt med friske blomster, går den fan helt klart over grænsen for, hvad der okay.

En mand og en kvinde omfavner hinanden i en seng.
En mand og en kvinde omfavner hinanden i en seng.

Filmen viser også fans, der udtrykker deres kærlighed til bandet på en mindre creepy måde, end de to ovenstående fans. De bruger alle musikken til at føle sig mindre ensomme, og én skylder endda Johnny sit liv. Hvad det betyder, kan du se i Kandis for livet.

Vi Unge giver filmen 4 ud af 5 popcorn.

Kandis for livet kan ses på DRTV.

Søgeord: Kandis, fans, anmeldelse

Ny Kandis-dokumentar udstiller de medvirkende og udkantsdanmark 

Kristian for Ekstrabladet

Folkene bag ny Kandis-dokumentar glemmer musikken og udstiller i stedet bandets fans i overdrevne iscenesættelser.

I den nye dokumentarfilm ”Kandis for livet” følger vi nogle af Kandis’ mest hardcore fans. Vi ser dem helt tæt på livet, hvor de fortæller om deres forhold til Kandis. Problemet er bare, at der ikke bliver lagt vægt på deres kærlighed til musikken, men mere en udstilling af deres liv. I stedet for at lytte til musikken, har de travlt med at fremstille skæve eksistenser.

Hvor er kærligheden til musikken?

Udover manglende Kandis-musik savner man et større indblik i de medvirkendes kærlighed til musikken. En af filmens hovedhistorier er om en Kandis-fan, som ofte besøger Johnny Hansens afdøde kones gravsted uden forsangerens accept. Denne fan havde sikkert haft en masse godt at fortælle om musikken, men dette er tilsyneladende blevet udeladt til fordel for en udstilling af hans egen og Johnny Hansens sorg.

Kandis-Johnny

Betalte rejse for deltager

Det er senere kommet frem, at folkene bag filmen har betalt for at en af deltagerenes rejse til en Kandis koncert i Sydspanien. Denne rejse havde højst sandsynligt aldrig fundet sted, hvis producenten ikke havde finansieret den. Der er tilsyneladende ikke grænser for, hvad man kan tillade sig at iscenesætte i såkaldte dokumentarfilm.  

Derudover er der også blevet placeret rekvisitter i de medvirkendes hjem. Burde man ikke bare havde givet Kandis-fansene lov til at være sig selv, i stedet for at overdrive og udstille deres liv, når de medvirkende nu havde været så kærlige at invitere filmskaberne ind i deres hjem.

Igen ville en fremstilling af kærlighed til musikken været at foretrække.

Hvem er bandet?

Disse filmfolk havde haft en god mulighed for at fortælle om et af Danmarks største bands gennem tiderne, og kunne have givet seeren et indblik i Kandis-Johnny og resten af bandet. Vi lærer ikke rigtig noget om den ikoniske forsanger, og efter halvanden times dokumentar om Kandis, ved seeren endnu ikke hvem bandet består af, og vi har nærmest ikke hørt et Kandisnummer. Endnu en gang fik vi blot endnu en udstilling af udkantsdanmark, i stedet for en hyldest til musikken.

Læs mere her.

Stockholmsyndromet: Forbryderens værste mareridt

Du har muligvis hørt om Stockholmsyndromet, men kender du til historien bag og den plads fænomenet har fået i popkulturen?

Stockholmsyndromet
Billede hvor man klart ser gidsler og en gidseltager

Stockholmsyndromet er et begreb, som beskriver relationen mellem gidsler og gidselstagere. Det hele begynder torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Den 32-årige Jan-Erik Olsson går klokken 10:15 frem til kassen, han trækker en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Med de ord starter et fænomen, der senere vil blive undersøgt af teoretikere og forskere, nemlig Stockholmsyndromet.

Sympatisk forhold mellem forbryder og gidsler

Politiets var forbløffede, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere faretruende og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Læs også: Derfor falder du for badboys

Stockholmsyndromet
Billede af gidselsituationen i V for Vendetta (Natalie Portman)

Stockholmsyndromet og dens plads i popkulturen

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Sigmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Stockholmsyndromet beskriver en situation under ubeskrivelig stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Dette fænomen er senere blevet meget populært i kendte film som V for Vendetta, Buffalo 66′ og King Kong.

Stockholmsyndromet
Billede hvor King Kong holder kvinden

Stockholmsyndromet – når menneskets fornuft ophører

Fænomenets voldelige oprindelse

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen.

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Fem lange og stressende dage

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidseltagning der udløser det psykologiske fænomen

Stockholmsyndromet som psykologisk fænomen

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Da en gidseltagning i Stockholm blev til et psykologisk syndrom

Et romantisk forhold opstod under en gidseltagning i Stockholm. Hændelsen har senere lagt navn til det, vi kender som Stockholmsyndromet.

Gidslerne i Kredit Banken

Stockholmsyndromets Historie

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

En verdensomspændende mediebegivenhed

Stockholmsyndromet
Indbyggere i Stockholm følger med i gidselsdramaet fra en TV-forretning

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Det psykologiske begreb

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Politiet trækker gidseltagningen ud

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Ikke et enestående eksempel

Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Det moderne syndrom

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Læs også: https://www.dr.dk/levnu/psykologi/brevkasse-kan-alle-blive-ramt-af-stockholm-syndromet

Andre tilfælde

En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Tilfælde i Danmark: https://underholdning.tv2.dk/2018-04-10-naar-du-ikke-ved-om-du-lever-i-morgen-goer-hjernen-noget-utroligt-og-det-kan-ske-for-dig?fbclid=IwAR1tJ2W0cqtUeFtEIXDQEozpSgWnJ3QycKgdMQKeNYAiirOA0mhTU2mgOkc

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Stockholmsyndromet: forbundet af traumet

Seks mennesker på 46 kvadratmeter over 131 timer. En fortælling om oprindelsen af stockholmsyndromet.

Billede af gidslerne i bankboksen fra røveriet i Kredit Banken i Stockholm i 1973. En gidseltagning der fører til fænomenet stockholmsyndromet
Gidslerne inde i bankboksen i Kredit Banken. Taget gennem et hul i loftet. ©Scanpix

Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Situationen udvikler sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Denne slags forhold blev senere kaldt stockholmsyndromet, som bliver beskrevet i næste afsnit.

Ochbergs navngivning af stockholmsyndromet

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet. Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler. Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning.

Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne. Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm.

Menneskelige relationer ligger til grund

En af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet.

Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder. Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. En af disse sætninger var: Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne, red.). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Et andet eksempel på stockholmsyndromet

En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet.

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv. Det er historier som denne der viser at stockholmsyndromet påvirker både gidsler og gidseltagerne.

kilde: Tidsskriftet for Den norske legeforening