Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet

Martin Rossens sæde i Danmarks to vigtigste ministerudvalg har ikke bare medført kritik i medierne – det sendte også Mette Frederiksen i samråd. Professor emeritius, Tim Knudsen, mener at Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet.


Mette Frederiksens skygge, Vicestatsminister, Danmarks mest magtfulde person – ja, kært barn mange navne. Da Mette Frederiksen efter valgsejren udmeldte, at hendes særlige rådgiver, Martin Rossen, ikke bare skulle være hendes højre hånd, men også skulle sidde med i Danmarks to vigtigste udvalg – Økonomiudvalget og Koordineringsudvalget – skabte det ikke bare kontroverser, det skrev også historie. 

“Når hans (Martin Rossen red.) sæde i udvalgene bliver kritiseret, bliver det ofte affejet med, at der tidligere har siddet embedsmænd i ministeriets udvalg. Det har der ikke. De har måske deltaget som sekrætærer, men ikke som beslutningstagere. Det er aldrig sket før nu,“ siger professor emiretius i Statskundskab Tim Knudsen. 

Læs også: Regeringen afviser kritiske interviews, og udfordrer demokratiet

Historisk eller ej: Martin Rossen fik titlen stabschef, og Mette Frederiksen røg den 27 september 2019 i samråd.

Rådgiver eller vicestatsminister? 

Samrådet den 27 september blev indkaldt af både blok-fæller og oppositionen. De ville have svar på det, som man undrede sig over: Hvad er Martin Rossens rolle – har vi en vicestatsminister?

“Martin er ikke en vicestatsminister. Og havde jeg ønsket en vicestatsminister, så havde jeg udpeget sådan en. Så det er han ikke,” sagde Mette Frederiksen, da hun blev stillet netop det spørgsmål. 

Men hvor der er røg, er der ild. Og nok vil Mette Frederiksen ikke give Martin Rossen den offentlige titel, men det mindsker ikke hans egentlige position, mener Tim Knudsen. 

“Så længe han har Statsministerens fulde tillid, jamen så har han en vis form for magt. Det er særligt vigtigt i Økonomiudvalget. Mette Frederiksen sidder selv i Koordinationsudvalget, men ikke i Økonomiudvalget – men det gør Martin Rossen nu. Og man ser klart Rossen som Mette Frederiksens øre,” siger Tim Knudsen.

Professor emeritus, Tim Knudsen, mener at Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet. Han mener, at kernen i problemet ligger i,  er, at han ikke officielt udnævnt til minister og derfor ikke er underlagt ministeransvarlighedsloven, og ikke kan kaldes i Folketinget og udspørges. Han finder det også betænkeligt, at han konsekvent afviser at give interviews.
Professor emeritus, Tim Knudsen, mener at Martin Rossens rolle udfordrer demokratiet. Han mener, at kernen i problemet ligger i,  er, at han ikke officielt udnævnt til minister og derfor ikke er underlagt ministeransvarlighedsloven, og ikke kan kaldes i Folketinget og udspørges. Han finder det også betænkeligt, at han konsekvent afviser at give interviews.

Statsministeren forklarede i samrådet, at det i sidste ende jo var ministrene, der bestemte, og hun selv stod til ansvar for udfaldet af beslutninger. Selvom det kunne virke som et betryggende udsagn, mener Tim Knudsen ikke, det er tilfældet. Tværtimod. 

“Det er problematisk, når statsministeren siger, det er hendes ansvar. Hun sidder jo ikke i Økonomiudvalget, og ved derfor ikke, hvad der bliver sagt ved de møder. Så man kan godt anse ham (Martin Rossen red.) som en stand-in i det udvalg,” siger Tim Knudsen. 

Hvis man vil af med Rossen, skal man vælte regeringen

Meget af kritikken omkring Martin Rossens deltagelse i udvalgene på lige fod med ministrene går på, at Martin Rossen ikke er officielt udnævnt til minister, og derfor ikke er underlagt ministeransvarlighedsloven. Det betyder han ikke kan kaldes til samråd i Folketinget. Kritikken går også på, at Martin Rossen konsekvent afviser at give interviews om sit arbejde.

“Det er svært som minister konsekvent at afslå at blive interviewet, men det har Martin Rossen gjort. Han er aldrig blevet interviewet om sit arbejde. Det er selvfølgelig meget betænkeligt,” siger Tim Knudsen og fortsætter: 

LÆS OGSÅ: Lone Theils: Mette Frederiksen og Kim Jong-un? Selvtak

“I forhold til ministeransvaret betyder det også, at folketinget ikke kan stille ham til ansvar – de kan ikke spørge, hvad han laver, tildele ham en næse, eller i værste fald – give ham mistillidsvotum. Hvis man vil af med Rossen, så skal man vælte regeringen.” 

At man skal vælte regeringen, for at komme af med Martin Rossen kommer ifølge Tim Knudsen især til udtryk, ved, at Mette Frederiksen udnævner sig selv som ansvarstagende for Martin Rossen. For så kræver det et mistillidsvotum mod statsministeren.

Martin Rossens rolle minder os om Sovjetunionen og udfordrer demokratiet

At Martin Rossens position kan være problematisk er en ting, men udfordrer det demokratiet? Det mener Tim Knudsen, der sammenligner denne situation med, hvad man så i Sovjetunionen.

“At man ansætter en række partikammerater til at være kontrollanter over ministrene uden at stå til ansvar, var det vi så i Sovjetunionen. Her stod partiet over ministrene. Det er jo ikke et demokratisk system, og det er noget, jeg virkelig ville være ked af skete i Danmark. De er ikke valgt de her mennesker, de står ikke til ansvar, og det er farligt,” siger Tim Knudsen.  

Han understreger, at han ikke er nervøs for at én Martin Rossen kan gøre stor skade, men at det kan skabe en præcidens, så de danske ministerier ikke blot havde én Martin Rossen, men derimod ti eller tyve. 

LÆS OGSÅ: René Fredensborg: Jeg forsager spindoktorer og alle deres gerninger

“Jeg ville ikke bryde mig om, at vi havde et helt politbureau af socialdemokrater, eller venstrefolk, der sad og foretog sig afgørende beslutninger for landet uden at stå til ansvar. Det er en alvorlig undergravelse af demokratiet,” siger Tim Knudsen