Forår 2022 Archives

Stockholmsyndromet

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen, nemlig Stockholmsyndromet.

se også: https://da.wikipedia.org/wiki/Stockholmsyndrom

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Men hvad man ikke ved er, at denne dag kommer til at danne grundlæg for det vi idag kender som stockholmsyndromet.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Stockholmsyndromet

Læs også

Har du spørgsmål?: http://kujks.dk/spoerg-jesper/

”Kandis for livet”: I medgang og modgang

”Kandis for livet” inviterer publikum ind i en fascinerende parallel, jysk fankultur. Men hvor langt må man gå, når man har med sårbare mennesker at gøre?

Den ulykkelige skæbne

Iført en Kandis-sweatshirt og sit umiskendeligt både længselsfulde og døde blik, som hun kaster på tv’et foran sig, sidder Susan musestille på kanten af sin seng på et svagt oplyst soveværelse. Den gamle danske film, der kører i tv’et, handler om ulykkelig kærlighed og er på mange måder et billede på kvindens eget liv. Hun er nemlig indædt Kandis-fan og ulykkeligt forelsket i bandets forsanger – men det eneste selskab, vi kan øjne i soveværelset, er de tre bamser, der flankerer hende på sengekanten.

Selvom persongalleriet i “Kandis for livet” er lige så alsidigt som Johnny Hansens frisurer gennem de sidste 30 år, er Susan alligevel prototypen på en ægte Kandis-fan: Kompromisløs, loyal og fuldstændig hengiven.

Hvis du leder efter dansktop-musik, er ”Kandis for livet” er dårligt sted at lede

Hvis ikke man var bekendt med Johnny Hansens musik inden ”Kandis for livet”, er man det formentlig heller ikke efter. Lydsiden er nemlig fyldt af melankolsk underlægningsmusik; en skærende kontrast til det umiddelbart joviale, røvballe-agtige dansemusik med den genkendelige offbeat-tromme. Den helt samme tromme, Rasmus Seebach bruger.

Og det er her, dilemmaet indtræffer. For når lydsiden bliver en så stor del af historiefortællingen i dokumentaren, at den ender med at udstille allerede sårbare menneskers elendighed på en måde, der sidder i kroppen længe efter, er man så gået for langt?

Ja. Det mener jeg.

Længslen og fascinationen står stærkt nok i sig selv. Som Susan siger: ”Man skal virkelig, virkelig koncentrere sig, når man står og kigger ind i de der blå øjne. Puh, det er meget svært!”

– Maria V. Møller

Foto: Maria Møller

Læs mere om Kandis for livet her: https://www.dr.dk/drtv/program/kandis-for-livet_295010

Anmeldelse af Kandis for livet Fans der går over gevind

Vi Unge har set dokumentarfilmen Kandis for livet om die hard fans af popbandet Kandis. Du tager måske ikke selv til deres koncerter, men de er helt klart det mest populære band i Danmark. Og så er deres fans ikke så anderledes fra fanklubben bag eksempelvis BTS. Læs her, hvorfor.

(SPOILER ALERT! Læs ikke videre, hvis du ikke vil have spoilet filmen).

Har du nogensinde været kæmpefan af nogen? Altså sådan rigtigt du-kysser-plakaten-af-Olivia-Rodrigues-inden-du-går-i-seng-fan? Lige præcis sådan har en gruppe mennesker det med Kandis-Johnny, forsangeren i bandet Kandis. Deres hjem er fyldt med Kandis-merch i alle mulige former, og på tv’et kører gamle optagelser af koncerter. Disse mennesker er kort sagt besatte af det folkelige band, og det er dem, vi følger i Kandis for livet.

En kvindelig fan sidder på et værelse og ser gamle optagelser af Kandis-koncerter.

Cute eller cringe?

Én af dem, en midaldrende kvinde, går endda så vidt, at hun skriver fanfics om Kandis-Johnny og kærlighedserklæringer til ham, som hun vil have ham til at læse. Det kan måske virke som en cute idé til at fortælle en person, at man godt kan lide dem, men Johnny lader mere til at synes, at det er lidt mærkeligt. Han kender hende jo kun som en loyal fan, der dukker op til en stor del af bandets koncerter. Og så er han jo også gift med en anden kvinde. Det bliver lidt cringe, hvis du spørger os.

En mandlig fan går og river stenene på Kandis-Johnnys afdøde kones gravsted.

I det hele taget er der flere af fansene i Kandis for livet, der tager deres fandom en tand for langt. Kandis-Johnnys første kone tog sit eget liv, da deres fælles døtre var 12 og 16 år. Selvom han tydeligvis er ked af det over det, er han stadig så vred på sin tidligere kone over, at hun valgte at forlade deres familie ved at begå selvmord, at han aldrig nogensinde besøger gravstedet. Så når man i filmen ser en fan besøge gravstedet og sørge for, at der er pænt med friske blomster, går den fan helt klart over grænsen for, hvad der okay.

En mand og en kvinde omfavner hinanden i en seng.

Filmen viser også fans, der udtrykker deres kærlighed til bandet på en mindre creepy måde, end de to ovenstående fans. De bruger alle musikken til at føle sig mindre ensomme, og én skylder endda Johnny sit liv. Hvad det betyder, kan du se i Kandis for livet.

Vi Unge giver filmen 4 ud af 5 popcorn.

Kandis for livet kan ses på DRTV.

Søgeord: Kandis, fans, anmeldelse

Udstiller Jesper Dalgaard fans i dokumentar ‘Kandis for livet’?

Med hans dokumentar ‘Kandis for livet’ fremstiller instruktør Jesper Dalgaard et karikeret billede af, hvad det vil sige at være fan af Kandis.

Udadtil og ved første øjekast er ‘Kandis for livet’ en fortælling om dansktopkongen Johnny Hansen. Dog skal man ikke langt ind i dokumentaren før man introduceres til et fænomen og en gruppe individer, der afviger fra hvad der kan anses som normen. I dokumentaren møder man Kandis’ fanbase, mere specifikt kernen af denne, og de ulykkelige forhold der binder dem til deres store idol. Her er der tale om alt fra ulykkelig og gensidig kærlighed til selvmord.

Birolle i egen film
Mest af alt, så fungerer Johnny Hansen ikke som hovedkarakter, men mere som en birolle og undskyldning for at fortælle om de skæve individer, der udgør hans mest ekstreme fans. Da disse individer selvfølgelig også fortjener en stemme og at fortælle deres historier, mener jeg selvfølgelig ikke at de er problemet, men præsentere dem og deres historier i lyset af Danmarks dansktop-konge virker usmageligt.

Fortjener deres egen historie
Som tidligere nævnt, så mener jeg ikke at Kandis’ fans egne personlige kampe og historier ikke fortjener at talerør. Dog er det ubehageligt og tåkrummende, at se så personlige fortællinger og individer blive hængt op på Kandis, som var han en slags gud. Jeg vil ikke tage idolets vigtighed i en fans realitet fra Kandis’ fans. Dette kan være smukt og rørende , men dette drukner og forsvinder i ‘Kandis for livet’. I stedet mener jeg, at den livsglæde Kandis’ lægger i ham og hans musik blev for tvetydig, karikeret, og man glemte helt den glæde og varme et community og et idol kan bringe til menneskers liv. Det er godt at fortælle de hårde historier, men jeg kunne ikke se glimtet af et lyspunkt i denne dokumentar.

Se filmen her.

Søgeord: Kandis, dokumentar, jesper dalgaard

Er Jesper Dalgaards’Kandis for Livet’ en udskaming af samfundets laveste?

Jesper Dalgaards populære og omtalte Kandis-dokumentar skildrer skildrer fankulturen hos Kandis og kærligheden til forsangeren Johnny. Men er den i virkeligheden en udskammelse af samfundets svageste?

Susan sidder på sengen og ser trist ud. Jesper Dalgaard skildrer samfundets svageste. — Susan oplever livet som et spil med tabere og vindere, og som hun selv ser det er hun en af livets tabere.

Med sit nøje udvalgte og finurlige persongalleri viser Jesper Dalgaards Kandis for Livet, hvordan super fans i udkants Danmark oplever Kandis. Vi møder blandt andet Susan, der tydeligt at ulykkelig forelsket i Johnny, men dog er klar over at hendes drøm aldrig vil gå i opfyldelse. Hendes ulykkelige kærlighed viser sig blandt andet da hun fortæller at hun skriver ”krydrede” romaner om forsangeren Johnny, og da hun nærmest grædefærdigt opsøger Johnny på festival for at overlevere et kærlighedsbrev.

Vi møder også den dedikerede fan Henrik, der grædefærdigt fortæller om hvordan han besøger Johnnys afdøde kones gravsted for at ligge blomster, just efter at Johnny har fortalt at han ikke mener at han skylder sin ex kone at besøge hendes gravsted, eftersom hun begik selvmord, og dermed svigtede ham og hans døtre. Filmen skildrer på alle måder det triste liv, men emner som selvmord, ensomhed og ulykkelig kærlighed. Oplevelsen er så tå krummende ubehagelig at 8 sæsoner af Klovn lyder som en walk in the park.

Med sin melankolske baggrunds musik og nærgående billeder, fokuseres der på samfundets svageste individer og deres personlige forhold til Kandis.

En anden fan fortæller sågar om en episode, hvor han havde planlagt sit selvmord, men stoppede sig selv efter at have lyttet til Kandis-sangen Hotel Himmel. Dette er Jesper Dalgaards måde at lukke op for fanenes mørkeste minder og udskammer deres levevis. Man sidder tilbage med en tåkrummende følelse og har lyst til at gribe ind i de stakkels medvirkendes liv.

Kandis for Livet kan ses på dr.dk

Kandis dokumentarfilm: Kandis-Johnny Redder Liv

I ny dokumentarfilm om Kandis fortæller tidligere stofmisbruger om, hvordan Johnny Hansen reddede hans liv i sidste sekund.

En af flere sørgelig skæbner

I Jesper Dalgaards nye dokumentarfilm om Kandis kommer vi ubehageligt tæt på en række sørgelige menneskeskæbner. De har alle det til fælles, at de elsker dansktopbandet Kandis og fundet trøst i deres musik. En af de fans, der har fundet trøst i bandets klang er René Widding.

René er tidligere stofmisbruger og kriminel. I 2012 besluttede han sig for at tage livet af sig selv. Hvad René ikke havde regnet med, var, at Johnny Hansen skulle komme ham til undsætning i sidste øjeblik.

Kandis dokumentarfilm: Billede af René foran hans firmabil — *Billede af René foran firmabil*

En fortid med stoffer, kriminalitet og en fængselsdom i 2007 bidrog til, at René havde givet op på livet. Håbet om, at livet nogensinde skulle blive godt igen var langt væk.

Han kørte sin bil ud i en skov og førte en slange fra udstødningen ind ad vinduet. Her sad hunden Rocky på passagersædet og kiggede uanende på René.

Et moment brænder sig særligt fast på nethinden; René, der sidder i sin bil og venter på, at livet tager en ende med Kandis-sangen ‘Hotel Himmel’ over bilens højtaler. Noget i sangen og det insisterende blik fra ‘Rocky’, får ham til sidst til at åbne døren og styrte ud ad bilen. Johnny reddede hans liv.

En opvækst med Kandis

Da René sad i fængsel, lyttede han til Kandis i smug. Det var ikke sådan noget musik, man lyttede til i det miljø. René er opvokset med Kandis-musik i hjemmet. For ham er det er nemmere at udtrykke sine følelser med Johnny Hansens sange end med sine egne ord.

Billede af René og Sanne i sengen

Kandis-forsangeren skrev i sin tid ‘Hotel Himmel’ til kone, der begik selvmord i 2008. Hun efterlod Johnny Hansen alene med deres to døtre.

‘Hotel Himmel’ var også den sang Kandis sang til Renés bryllup.

I dag har René sin egen virksomhed og bor i Sommersted med sin kone.

Drømmen om Kandis

90 minutter om kærlighed til Johny i Kandis for livet

DR2 sendte lørdag dokumentaren KANDIS FOR LIVET instrueret af Jesper Dalgaard. Dokumentaren KANDIS FOR LIVET er lang, sætter fokus på fankulturen og i mindre grad på jydernes foretrukne dansktop band med popkongen Johny Hansen i forgrunden

Vi møder nørder, stalkere, 3 handicappede brødre og en creepy storfan, som græder snot, ikke over musikken eller Johny Hansen, men over hans afdøde kone og hendes gravsted. Et gravsted, som Johny nægter at besøge fordi han er vred. Vred over, at hun tog sit eget liv og svigtede Johny og de to teenagedøtre.

Selvmord

Seeren får et godt indblik i, hvad det betyder når selvmordet rammer familien. Johny fortæller usentimentalt om forløbet fra hustruens selvmord og til beslutningen om at finde en ny kæreste, fordi Johny ikke gider ”sidde i sofaen og rådne op”. Og det lykkes. Johny er glad igen.

Johny er en sympatisk mand med inciterende blå øjne. Professionelt bevidst om sin rolle som forsanger og uforstående overfor at fans elsker ham. Samtidig er Johny loyal over for jydepublikummet, som elsker musikken og er kundegrundlaget for landets ubetingede største dansktop-koncertband-succes. Og det har Jesper Dalgaard valgt ikke at fortælle om.

Sømanden og taberen

Til gengæld møder vi stalkeren, som følger ham fra koncert til koncert. Skriver romaner om hendes og Johnys fantasiliv, som Johny ”ikke kan tåle at læse.” Og vi ser hende ringe og skrive til Johny for til sidst at opsøge ham på en festivalplads. Johny ser afvæbnende til, afviser hende ikke, men håndterer situationen loyalt og professionelt. Hun er nok taberen i det forholdet, erkender hun senere i dokumentaren.

Vi møder en sympatisk åbenhjertig nørdet knægt, som er under søfartsuddannelse på Helsingør-Helsingborg færgeruten og som sammen med moderen står for fanklubben og udsalget af det omfattende sortiment af T-shirts, lamper, posters og fankrus. Jesper Dalgaard kommer ofte langt væk fra popfænomenet Kandis, men akavet tæt på interessante og skræmmende fankarakterer.

Brødrene og en creepy jyde

Vi følger 3 brødre, som futter rundt i gåsegang. Hjemme og ude, hvor brødrene ender enfoldigt pakket sammen på en bænk i deres fælles ensomhed. Hvad de skal i filmen er ikke helt klart. Uhyggeligt bliver, da vi møder en enlig jyde, som flyder rundt i sit oppustelige svømmebassin et sted i Jylland og ligner mest af alt noget fra en Stephen King film. Han ringer også til Johnys telefonsvarer og møder grådkvalt op på konens grav med blomster og fantasisorg.

Filmen er ualmindeligt flot fotograferet af Stroud Rohde Pearce og fortæller en interessant historie om en særlig del af fankulturen. Filmen skuffer ved at ignorere alt om et af Jyllands allerstørste kulturfænomener, som vi DR1 seere måske havde forventet se mere udfoldet.

I stedet er filmen et arty-farty indblik i en ultra isoleret fankultur, som ikke har meget med Johny og Kandis at gøre, men matcher DR2 og københavnernes arrogante blik på udkantsdanmark.

_________________________

Den lave elite bruger Kandis, som en musisk psykolog.

Kandis kan mere end vi tror og Den lave elite, som viger deres liv til Kandis kan lære os snobber noget helt særligt.

Tekstfelt: Billede: Jonas Nilsen og hans mor der sidder og lægger et kandis puslespil.

Af: Randi Mølmark for Politiken (musik)

Hvem er Kandis? Hvem er den lave elite? hvad omhandler dokumentaren ´Kandis for livet´ egentlig?

Jeg er hele 29 år og har været i live så længe som Kandis har kunne kalde sig et band. Jeg har aldrig lyttede til dem men alligevel ved jeg selvfølgelig godt hvem Kandis er. Uanset om man kan identificere sig som fan eller ej, så har vi alle muligvis hørt en Kandis sang.

Kandis redder liv

Kandis laver omkring 200 koncerter om året og over 1 million plader i bagagen, ja så er Kandis her for at gøre livet til en fest.

Men hvad mange troede var musik som kun omhandlede liv og glade dage var faktisk en dyb livline som bragte glæde til mennesker i deres dybeste og mørkeste sindstilstand. I dokumentaren møder man det vi ville omtale som den lave elite, mennesker der elsker musik og kunst fra hvad der ofte betegnes, som en lavkultur. Blandt disse møder vi 20 årige Jonas Nilsen som udtrykker sin sorg over at miste sin far da han var 14 år og at være vidne til hans mors psykiske nedbrud. Selvmordstanker og tab bliver dog bearbejdede ved hjælp af Kandis som Jonas’ mor siger er bedre end psykologhjælp fordi kandis-Johnny er nærmest psykolog og hans musik er professional. At Kandis Johnny ikke kun synger om livet men helbreder sind og legme er en ny tanke som Jesper Dalgaard præsentere med største omhu og snilde.

læs mere: http://kujks.dk/kandis-johnny-redder-liv/

Den lave elite

På trods af den omtalte musiske elite der altid har gjort grin med eller set ned på Kandis og især kandis johnny, så har instruktør Jesper Dalgaard formået at ramme selv samme kultureliten lige i hjertet.

Denne dokumentarfilm er et vindue ind til en verden hvor hvis man, som jeg selv blot er en uvidende nyankommen tilskuer til Kandis og deres fans, vil man blive taget ind i en livstil værelse og et traume man nok kun antog kunne findes musisk i via Nick Cave eller Nina Simone. Den lave elites bud på noget særligt er måske mere elitært end vi havde regnet med.

https://www.youtube.com/watch?v=9W5dH_SthWw&ab_channel=CameraFilmDanmark

Et kunstnerisk smukt billede af noget uventede

Man skulle tro at en Dokumentar om Kandis skulle handle om Kandis. Men som jeg nævnte før er det som om at Jesper Dalgaard godt ved at vi allerede kender til Kandis. Dordi Kandis er en del af Danmark på et måske helt underbevidst plan.

Derfor er det smukt og på en måde næsten mere intimt at blive introduceret for de mange fans. Fans som har gjort Kandis til et symbol og en livsstil. Fansene er ikke portrætterede som bare Kandis fans, men opsat i kunstneriske, næsten maleriske billeder. Vi ser et anderledes og utrolig smukt billede af mentalt helbred. Det er dybe følelsesmæssige relationer man, som menneske kan finde i de mest uventede områder af verden.

Vi ser fans af Kandis, men også meget mere en blot Kandis fans. Det er et tiltrængt nyt billede af Danmark og mennesker som søger livsglæden i sorgen. Vi kan kun håbe at med Jesper Dalgaards indblik ind i den lave elite, at vi slipper vores eget elitære snobberi.

Læs mere om Jonas Nilsen og hans oplevelse af dokumentaren.https://www.udeoghjemme.dk/skaebner/jonas-mistede-sin-far-som-14-aarig-jeg-havde-selv-lyst-til-doe

Kandis for ensomheden – Johnny for frelse

Kandis for Livet -Jeppe Olesen til Information

I en atypisk Kandis dokumentar bringer instruktør Jonas Dalgaard os ind i et univers af skæve og ulykkelige eksistenser

Kandis For Livet bruger stilistiske fremstillinger af flere dedikerede fans og giver os et fantastisk eksempel på, hvordan musikken for nogle mennesker bliver det sidste de rækker fat i og som holder dem fra at trække stikket.

Du får ikke et bedre kendskab til Danmarks største koncertorkester. Du bliver næsten ikke engang klogere på, hvorfor de er så populære i visse dele af landet. Og det kan man selvfølgelig anklage filmen for, men den opskrift ville også placere filmen i samme kategori som de evindeligt mange arkiv musikdokumentarer, der hærger streamingplatformerne og derved risikere trivialiteten. Grunden til, at Kandis For Livet rent faktisk er tiden værd, er netop dets originale fremstilling af både frontmand, Johnny Hansen, og de forskellige tableauer af fans som bindes sammen i en fortælling om noget ekstremt menneskeligt og eksistentielt – nemlig ensomheden.

Johnny tager imod al den kærlighed der bliver sendt hans vej

Vi bliver præsenteret for en meget selektivt udvalgt fanskare og deres absurd religiøse forhold til Kandis. De skæve personligheder bevæger sig ikke bare på grænsen mellem idolisering og besættelse, men helt over i en okkult dyrkelse af personaen, Johnny Hansen. Og Johnny tager imod al den kærlighed der bliver sendt hans vej med en stor åbenhed. Det er en rummelighed sjældent set hos musikere. Han opfylder huller i menneskers liv, som er næsten utænkelige. Kilden til deres succes ligger ikke i den glade formulariske musik, men i formandens relation til sin dedikerede fanbase. Han rejser Danmark rundt som var det en vækkelsesbevægelse og bliver modtaget, som var han frelseren selv.

Bilosen fylder bilen mens Kandis’ toner flyder over højttaleren

I al dyrkelsen af Johnny og musikken finder vi historier som den tidligere kriminelle, hvor Dalgaard fremstiller en stilistisk rekonstruktion af et selvmordsforsøg. Vi ser en bil. Nøglen drejes. Og bilosen fylder bilen mens Kandis’ toner flyder over højttaleren. I mørket præsenterer Johnny sig som en håndsrækning der har næsten bibelsk karakter.

Skildringen af denne og de andre skæbner fra dokumentaren er selvfølgelig fascinerende, fordi det også er et udpluk af et Danmark, man sjældent ser portrætteret i en sådan æstetik. Men bag de flotte sekvenser og opstillinger ligger der en empati som søger at beskrive ensomheden. Det er et universelt tema man skal konfronteres med i sin levetid. Jonas Dalgaard placerer fortællingen i spændet mellem dokumentarisk fremstilling og følelsesmæssige sandheder med stor elegance.

Du kan se Kandis For Livet på DRTV eller læse mere her

Kandis for livet: En sørgelig dokumentar

**(Stort billede af Johnny, der tanker sin Porsche)**

Melankolien får lov at fylde i Jesper Dalgaards nye dokumentar om Kandis

Trods Jesper Dalgaards unge alder har han allerede markeret sig som en fremadstormende dokumentarist, som ikke er bange for at vise den melankoli og ensomhed der for nogle er en følgesvend i livet. I Kandis for livet er det netop melankolien der får lov at fylde. Som skærende kontrast til det ellers så ufarlige Kandis-univers, møder vi fans for hvem livet bogstaveligt talt afhænger af bandet. Det er en historie om de glemte og hengemte, der i Kandis får et talerør og en flygtig verificering af, at nogen har set dem.

Kandis for livet er alt andet end en klassisk musikdokumentar, der slavisk gennemgår et bands historie med dertilhørende op- og nedture. Dokumentaren er en visuel og æstetisk perle, der med sit rolige tempo og smukke billeder, retter kameraet mod de mennesker, som mange slår blikket væk fra. Melankolien spores også hos Johnny Hansen – hjertet i Kandis – som bærer på en sorg over sin kones selvmord. En sorg som fungere som en slags bindeled mellem ham og sine fans. Samtidig synes netop det kontrastfulde at være et af hovedtemaerne i dokumentaren.

Når vi følger ”Strøm”, som må sælge sin bil for at få råd til en rejse til Spanien for at høre Kandis, og ser Johnny Hansen tanke sin Porsche på en øde jysk tankstation, synes modsætningerne store mellem kunstner og fans. Men netop det kontrastfulde er dét, der for alvor fungerer som et medrivende virkemiddel i denne flotte film.

Kort sagt: Det kan lyde aparte at lave en Kandis-dokumentar med melankoli som hovedtema, men det er netop genialiteten ved Jesper Dalgaards vinkling i dokumentaren. Det er netop melankolien, der tilføjer en hidtil uset dybde. Og det virker!

Af Peter Bøgvad Jepsen