Jesper Dalgaards dokumentar Kandis for livet, visker linjen mellem fakta og fiktion ud.
Dokumentaren Kandis for livet, har skabt stor debat omkring hvorvidt man må iscenesætte dokumenteringer af virkelige mennesker. Dokumentaren skabte i første omgang ikke de store debatter, da den blev vist på det store lærred engang i september. Det var først da dokumentaren senere blev gjort tilgængelig via DR at kontroversen på de sociale medier begyndte.
Debatten går blandt andet på om det er etisk forsvareligt at benytte sig at rekvisitter og iscenesættelse i dokumetaren og om produktionen bag må betale én af de medvirkendes flybillet til Costa del Sol, for at se Kandis spille.
Ikke Journalistisk, men kunst.
Kritikken går ud fra at dokumentaren spiller efter de sammen spilleregler som journalistisk. Helt grundlæggende, er dokumentaren dog ikke et stykke journalistisk arbejde og er derfor ikke underlagt de samme regler om af være faktuelt og 100 procent korrekt. Den skal derimod anskues som en kunstnerisk film, der er tro mod de medvirkendes indre følelsesmæssige liv. Dermed er det ikke forkert at benytte sig at rekvisitter hvis disse er med til at forstærke det følelsesmæssige univers.
Efter min mening skaber Jesper Dalgaard med sin utrolige æstetik et helt specielt univers, der afspejler den helt unikke verden de forskellige Kandis fans lever i og giver seeren mulighed for at leve sig ind i denne uden at dømme de medvirkende.