Den 23. august 1973 træder Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken. Han affyrer en række skud fra en maskinpistol. Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig bankens bokslokale sammen med fire bankansatte. Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama. Efter nogen tid kræver han en kammerat, Clark Olofssen, frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Knap fem døgn går der, før politiet får befriet gidslerne. Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte gidslerne. De havde nemlig fundet sympati over for de to gidseltagere og de havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Stockholmsyndromet

Det usædvanlige gidseldrama kom til at lægge navn til fænomenet Stockholmsyndromet – første gang navngivet i 1978 af den amerikanske psykiater Frank Ochberg. De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden, og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.