
Den 4. februar 1974 blev en amerikansk teenager kidnappet af en ekstremistisk gruppe. Da hun reddes 19 måneder senere, er hun efterlyst for selv at have deltaget i gruppens kriminelle aktiviteter. Hvordan kunne dette ske?
Opvækst i velstand
Patricia Hearst var en teenagepige, der havde meget få grunde til at indgå i kriminel aktivitet. Hearst, også bare kaldt Patty, blev nemlig født ind i en rig og velanset familie i Californien. Hendes bedstefar havde tjent styrtende på at eje aviser som The San Francisco Examiner.
Alting ændrede sig imidlertid for millionærdatteren, da hun blev offer for Stockholmssyndromet.
Et ekstremt eksempel på Stockholmsyndromet
Stockholmsyndromet er navngivet efter et kendt bankrøveri i den svenske hovedstad, blot et år før sagen om Hearst. Her tog en bankrøver adskillige ansatte i banken som gidsler. Da disse endelig blev frigivet efter flere dage, tog de til alles overraskelse gidseltagerens parti og forsvarede ham.
Patty Hearsts historie er imidlertid langt mere ekstrem. Den velhavende teenager fik ikke blot sympati med den kriminelle gruppe, der kidnappede hende – hun tilsluttede sig den.
Fra offer til gerningsmand
Hearst var 19 år, da hun blev kidnappet fra sin lejlighed. Den radikale, venstreorienterede gruppe Symbionese Liberation Army havde udset pigen på grund af hendes indflydelsesrige familie. Måske hvis de kidnappede hende, kunne de få frigivet et af deres medlemmer, som sad i fængsel.
Da hun 19 måneder senere blev taget tilbage af politiet, var det imidlertid ikke som offer, men gerningsmand. I perioden var Hearst nemlig konverteret til gruppens radikale ideologi. Sammen med andre medlemmer udførte hun adskillige bankrøverier og andet alvorlig kriminalitet.
Var det i virkeligheden tvang?
Patty Hearsts nye ideologi, og de kriminelle handlinger, blev i offentligheden betragtet som påtvunget af hendes gerningsmænd. Det rygtedes, at millionærdatteren var påvirket af euforiserende stoffer, som gruppen havde fået hende til at tage.
Denne opfattelse ændrede sig dog, da Patty Hearst d. 15. april 1974 deltog i et væbnet bankrøveri. Sammen med fire andre medlemmer af Symbionese Liberation Army kom hun afsted med 10.000 amerikanske dollars. Et overvågningskamera fangede hende under røveriet, og det skabte debat i hele verden. Hvordan kunne en pige fra en så velset familie gennemgå så drastisk en udvikling?

Hearts kriminelle eskapader sammen med den kriminelle gruppe eskalerede. Det resulterede i, at hun i 1975 kom på F.B.I.’s liste over de mest eftersøgte forbrydere i landet.
I sommeren 1975 blev SLA-gruppen splittet op, og kort tid derefter blev Hearts anholdt.

Psykologernes vurdering
Under retssagen mod Hearst mente psykologer, at hun havde lidt under Stockholmsyndromet. Hun skulle derfor ikke have begået de kriminelle handlinger af egen fri vilje. Hearst blev idømt 7 års fængsel, men blev løsladt efter kun 2 år bag tremmer.
Hearst har siden retsagen udtalt, at hendes handlinger skete på baggrund af en ekstrem hjernevask. Offentligheden har dog haft sin skepsis i forhold til disse udtalelser. I dag er Patty Hearst gift med sin tidligere bodyguard. Hun har forsøgt at opbygge en skuespillerkarriere, hvilket dog ikke har været den store succes.
Det er usikkert, om vi nogensinde vil få et klart billede af det, der skete dengang i 1974. Var det et tilfælde af Stockholmsyndrom, eller var det ren overlevelse, der fik Patty Hearst til at agere, som hun gjorde? Eller var der tale om hjernevask, som hun selv påstod?
Du kan læse flere historier om Stockholmssyndromets eftervirkninger her:
Forfattere:
Ulrik Kanstrup Hanghøj
Kenneth Heitmann
Frederik Hjerrild
Simon Møller Larsen
Hej Rigtig fin feature om Patty Hearst. Jeg ville ændre underrubrikken fra,Den 4. februar 1974 blev en amerikansk teenager kidnappet af en ekstremistisk gruppe. Da hun reddes 19 måneder senere, er hun efterlyst for selv at have deltaget i gruppens kriminelle aktiviteter. Hvordan kunne dette ske? til, Den 4. februar 1974 blev en amerikansk teenager kidnappet af en ekstremistisk gruppe. Og mellemrubrikken, Opvækst i velstand, ville jeg ændre til Milliardærdatter. Mellemrubrikken, Var det i virkeligheden tvang?, ville jeg ændre til, Frivillig eller tvang. Ellers alt godt. vh Jesper