Guide: 6 unikke oplevelser i Hoi An
Hoi An er Vietnams mest atmosfæriske og indtryksrige by. Fiskerbyens gamle bydel er på UNESCOs verdensarvsliste og et populært stop for turister på deres tur gennem landet. Men Hoi An har meget mere at byde på end gamle templer og andre turistfælder. Brug i stedet tiden og pengene på disse unikke oplevelser.

1. Oplev byen om dagen
Hoi An kan godt være lidt af en turistfælde, og så snart klokken slår 16 ankommer flokkevis af turister for at se byen om aftenen når de farverige lanterner tændes. Men gør dig selv den tjeneste at opleve byen om dagen da der er en helt særlig stemning, som de færreste besøgende giver sig selv tid til at opleve.

2. Sæt tænderne i en lækker Bánh Mì
Lad den selvudnævnte Bánh Mì Queen diske op med en bánh mì, der er så lækker, at du med garanti vil savne den, når du forlader Hoi An.

3. Få speciallavet lampeskærm
Mange strømmer hen til skrædderne for at få specialsyet tøj, men med mindre du bliver et par dage er det sjældent besværet værd. Overvej i stedet at få speciallavet en lampeskærm, som du kan hænge op når du kommer hjem.

4. Behov for en stille stund
Så småt som de charmerende gader fyldes op med turister kan du have brug for en lille pause fra menneskemylderet. Søg mod Reaching Out Tea House og få serveret en kop forfriskende te af butikkens døvstumme medarbejdere.

5. Spis autentisk street food
Lad være med at bruge tid på at sidde på vestlige restauranter. Sæt dig hellere ned til vandet nær den japanske bro og nyd nogle ‘pork skewers’ og den lokale ret ‘ Cao Lau’. Det er både billigere, hyggeligere, og smager langt bedre.

6. Dans natten væk på ‘Tiger Tiger Bar 2’
Du behøver ikke at gå hjem når barerne langs floden lukker ved midnat. Du skal blot følge efter manden, der med råber ”Tiger Tiger Bar 2” for at komme hen til et diskotek, hvor du kan danse til solen står op.