Hvad er Stockholmsyndromet? Gidseldramaet der endte i psykologisk fænomen

stockholmsyndrom
Tidligere offer for Stockholmsyndromet. Anikka Lindgren indledte romantisk forhold til sin gidseltager.

I 1973 udvikler et bankrøveri sig til gidseltagning, der senere gav navn til et særligt psykologisk fænomen. Her følger historien om Stockholmsyndromet.

Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

stockholmsyndrom
Da Jan-Erik Olsson blev anholdt efter 131 timers gidseldrama, var der ingen, der havde forudset, at hændelsen skulle lægge navn til det, der i 1978 ville blive kendt som det psykologiske fænomen, Stockholmsyndromet.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Stockholmsyndromet: Uforudset tilknytning til gidseltagerne

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk.

stockholmsyndrom
Længe før Ochberg har psykoanalytiker Siegmund Freud beskrevet fænomenet bag Stockholmsyndromet under begrebet identifikation med aggressor. 

I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?  

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet

Ved Stockholmsyndromet går tilknytningen begge veje

Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning.

Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Kendskab til Stockholmsyndromet til gavn for gidseltagere  

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. 

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var: “Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.”

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem.

Geoffrey Jackson, britisk ambassadør i Uruguay, 1971

Gidseltagerne er helt bevidst om Stockholmsyndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. 

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.


4 facts om Stockholmsyndromet

• Stockholmsyndromet er en tilstand, hvor gidsler oplever en følelsesmæssig tilknytning til gidseltageren

• Stockholmsyndromet blev navngivet af den amerikanske psykiater Frank Ochberg

• Tilknytningen kan gå begge veje – eksempler har vist at gidselstageren også kan opleve en tilknytning til gidslerne og denne tilknytning kan være en ulempe for gidseltageren, når det kommer til at udføre overgreb mod gidslerne

• Kendskabet til Stockholmsyndromet har betydet at gidseltagere i dag tager nye me-toder i brug for at undgå tilknytning. Derfor isoleres gidsler ofte i et andet rum og gidseltagere bærer ofte masker for at forblive anonyme.


Videre Læsning

What Is Stockholm Syndrome? (webmd.com)

Stockholmsyndrom (wikipedia.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *