Stockholmsyndromet – En gidseltagning skrev historie

I 1973 fandt en særlig gidseltagning sted i Stockholm. Byen kom derfor til at lægge navn til det psykologiske fænomen stockholmsyndromet.

Stockholmsyndromet
Sådan så det ud, da gidsler og gidseltagerne blev fundet.
En historisk begivenhed på en helt almindelig dag

Clark Olofsson stod bag en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen, nemlig stockholmsyndromet.

Torsdag den 23. august 1973 var forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie var forbi, og forretningerne var godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forberedte man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15. trådte den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han nåede frem til kassen, trak han en maskinpistol op af tasken og affyrede en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene havde lagt sig, proklamerede han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Et almindeligt bankrøveri skrev historie

Hvad, der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt, er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befandt Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer og langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udviklede situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der blev transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid krævede Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerede ordrer og bragte kammeraten til banken. Hans navn var Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere blev kendt i hele Skandinavien, og som senere blev dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson havde sin entré i Kredit Banken, anbragte politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherede de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borede politiets teknikker et lille hul ind i boksen, og sekunder efter pumpede politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Gidseltager og gidsel – en skæv kærlighedshistorie

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere, og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et naturligt, psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise, som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale, moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold iværksætter.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser stockholmsyndromet.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere at syndromet opstår, men også omvendt. Forbryderne bliver nemlig også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne, og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

LÆS OGSÅ: Stockholmsyndromet og forholdet mellem gidsler og gidseltager

Freud opdagede stockholmsyndromet først

I 1978 navngav den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg havde selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet var dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det, som skete i bankboksen, og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Hvordan undgår gidseltagerne stockholmsyndromet i dag? 

Moderne gidseltagere sørger for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker, og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker, de har kidnappet, og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.