Kandis-dokumentar: Når fankulturen overtager alt 

Lysene blinker fra det store pariserhjul på et af sommerens store markeder, Johnny iklæder sig den sorte T-shirt med guldmønster og den sorte jakke med diamanter sirligt placeret på ryggen formet som et stort ’K’ og døren ind til Kandis Fanklub toner frem på skærmen. Alt imens en mandlig stemme erklærer sin uforbeholdne kærlighed til Kandis og hans musik. Dermed er scenen sat for Jesper Dalgaard’s Kandis-dokumentar, som inviterer os ind i en række menneskers dybeste tanker og følelser for Kandis, eller rettere for musikeren Johnny Hansen, som så mange finder trøst og glæde i.

På et af de famøse markeder, hvor Johnny Hansen med bandet Kandis ynder at optræde foran et kæmpe publikum, som ville få selv de nyeste navne på den danske hiphop-scene til at måbe, møder vi Henning. En ældre herre der nærmest har dedikeret sit liv til at følge Johnny og hans private liv. Første gang vi møder Henning, er han i færd med stolt at vise Kandis sin nye tatovering med teksten ”Kandis – Rejsende i livsglæde”, som har kostet Henning 1400 kroner. ”Den håber jeg, du bliver glad for. For din skyld og for Kandis’ skyld”, siger han begejstret.

I et lille parcelhus i Jylland inviteres vi indenfor i Hennings hjem, hvor næsten alle vægge og rammer er smurt ind i Kandis. Billeder, sengetøj, plakater, tøj, figurer mm. Alle vegne. I et af de mange interviews i den yderst vellykkede dokumentar fortæller Henning, hvordan han nærmest har pådraget sig Johnnys sorg, fra da hans kone på tragisk vis begik selvmord og efterlod både Johnny og deres to piger. Ikke nok med at Henning påtager sig Johnnys sorg, så kommer vi også med på kirkegården, da Henning har et af sine jævnlige besøg på Johnnys kones gravsted, hvor han ærekært tager sig af gravstedet, som var det hans egen kone, og efterlader seeren med en følelse af at få alle sine grænser overtrådt på én gang, og dermed også med ubehag udover det sædvanlige. En følelse man som ikke seer ikke forventede ved at se en Kandis-dokumentar.