Kandis for Livet -Jeppe Olesen til Information
I en atypisk Kandis dokumentar bringer instruktør Jonas Dalgaard os ind i et univers af skæve og ulykkelige eksistenser
Kandis For Livet bruger stilistiske fremstillinger af flere dedikerede fans og giver os et fantastisk eksempel på, hvordan musikken for nogle mennesker bliver det sidste de rækker fat i og som holder dem fra at trække stikket.
Du får ikke et bedre kendskab til Danmarks største koncertorkester. Du bliver næsten ikke engang klogere på, hvorfor de er så populære i visse dele af landet. Og det kan man selvfølgelig anklage filmen for, men den opskrift ville også placere filmen i samme kategori som de evindeligt mange arkiv musikdokumentarer, der hærger streamingplatformerne og derved risikere trivialiteten. Grunden til, at Kandis For Livet rent faktisk er tiden værd, er netop dets originale fremstilling af både frontmand, Johnny Hansen, og de forskellige tableauer af fans som bindes sammen i en fortælling om noget ekstremt menneskeligt og eksistentielt – nemlig ensomheden.
Johnny tager imod al den kærlighed der bliver sendt hans vej
Vi bliver præsenteret for en meget selektivt udvalgt fanskare og deres absurd religiøse forhold til Kandis. De skæve personligheder bevæger sig ikke bare på grænsen mellem idolisering og besættelse, men helt over i en okkult dyrkelse af personaen, Johnny Hansen. Og Johnny tager imod al den kærlighed der bliver sendt hans vej med en stor åbenhed. Det er en rummelighed sjældent set hos musikere. Han opfylder huller i menneskers liv, som er næsten utænkelige. Kilden til deres succes ligger ikke i den glade formulariske musik, men i formandens relation til sin dedikerede fanbase. Han rejser Danmark rundt som var det en vækkelsesbevægelse og bliver modtaget, som var han frelseren selv.
Bilosen fylder bilen mens Kandis’ toner flyder over højttaleren
I al dyrkelsen af Johnny og musikken finder vi historier som den tidligere kriminelle, hvor Dalgaard fremstiller en stilistisk rekonstruktion af et selvmordsforsøg. Vi ser en bil. Nøglen drejes. Og bilosen fylder bilen mens Kandis’ toner flyder over højttaleren. I mørket præsenterer Johnny sig som en håndsrækning der har næsten bibelsk karakter.
Skildringen af denne og de andre skæbner fra dokumentaren er selvfølgelig fascinerende, fordi det også er et udpluk af et Danmark, man sjældent ser portrætteret i en sådan æstetik. Men bag de flotte sekvenser og opstillinger ligger der en empati som søger at beskrive ensomheden. Det er et universelt tema man skal konfronteres med i sin levetid. Jonas Dalgaard placerer fortællingen i spændet mellem dokumentarisk fremstilling og følelsesmæssige sandheder med stor elegance.