Melankolien får lov at fylde i Jesper Dalgaards nye dokumentar om Kandis
Trods Jesper Dalgaards unge alder har han allerede markeret sig som en fremadstormende dokumentarist, som ikke er bange for at vise den melankoli og ensomhed der for nogle er en følgesvend i livet. I Kandis for livet er det netop melankolien der får lov at fylde. Som skærende kontrast til det ellers så ufarlige Kandis-univers, møder vi fans for hvem livet bogstaveligt talt afhænger af bandet. Det er en historie om de glemte og hengemte, der i Kandis får et talerør og en flygtig verificering af, at nogen har set dem.
Kandis for livet er alt andet end en klassisk musikdokumentar, der slavisk gennemgår et bands historie med dertilhørende op- og nedture. Dokumentaren er en visuel og æstetisk perle, der med sit rolige tempo og smukke billeder, retter kameraet mod de mennesker, som mange slår blikket væk fra. Melankolien spores også hos Johnny Hansen – hjertet i Kandis – som bærer på en sorg over sin kones selvmord. En sorg som fungere som en slags bindeled mellem ham og sine fans. Samtidig synes netop det kontrastfulde at være et af hovedtemaerne i dokumentaren.
Når vi følger ”Strøm”, som må sælge sin bil for at få råd til en rejse til Spanien for at høre Kandis, og ser Johnny Hansen tanke sin Porsche på en øde jysk tankstation, synes modsætningerne store mellem kunstner og fans. Men netop det kontrastfulde er dét, der for alvor fungerer som et medrivende virkemiddel i denne flotte film.
Kort sagt: Det kan lyde aparte at lave en Kandis-dokumentar med melankoli som hovedtema, men det er netop genialiteten ved Jesper Dalgaards vinkling i dokumentaren. Det er netop melankolien, der tilføjer en hidtil uset dybde. Og det virker!
Af Peter Bøgvad Jepsen