”Kandis for livet”: I medgang og modgang

”Kandis for livet” inviterer publikum ind i en fascinerende parallel, jysk fankultur. Men hvor langt må man gå, når man har med sårbare mennesker at gøre?

Den ulykkelige skæbne

Iført en Kandis-sweatshirt og sit umiskendeligt både længselsfulde og døde blik, som hun kaster på tv’et foran sig, sidder Susan musestille på kanten af sin seng på et svagt oplyst soveværelse. Den gamle danske film, der kører i tv’et, handler om ulykkelig kærlighed og er på mange måder et billede på kvindens eget liv. Hun er nemlig indædt Kandis-fan og ulykkeligt forelsket i bandets forsanger – men det eneste selskab, vi kan øjne i soveværelset, er de tre bamser, der flankerer hende på sengekanten.

Selvom persongalleriet i “Kandis for livet” er lige så alsidigt som Johnny Hansens frisurer gennem de sidste 30 år, er Susan alligevel prototypen på en ægte Kandis-fan: Kompromisløs, loyal og fuldstændig hengiven.

Hvis du leder efter dansktop-musik, er ”Kandis for livet” er dårligt sted at lede

Hvis ikke man var bekendt med Johnny Hansens musik inden ”Kandis for livet”, er man det formentlig heller ikke efter. Lydsiden er nemlig fyldt af melankolsk underlægningsmusik; en skærende kontrast til det umiddelbart joviale, røvballe-agtige dansemusik med den genkendelige offbeat-tromme. Den helt samme tromme, Rasmus Seebach bruger.

Og det er her, dilemmaet indtræffer. For når lydsiden bliver en så stor del af historiefortællingen i dokumentaren, at den ender med at udstille allerede sårbare menneskers elendighed på en måde, der sidder i kroppen længe efter, er man så gået for langt?

Ja. Det mener jeg.

Længslen og fascinationen står stærkt nok i sig selv. Som Susan siger: ”Man skal virkelig, virkelig koncentrere sig, når man står og kigger ind i de der blå øjne. Puh, det er meget svært!”

– Maria V. Møller

Foto: Maria Møller

Læs mere om Kandis for livet her: https://www.dr.dk/drtv/program/kandis-for-livet_295010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.