Skal vi droppe Michael Jackson?

Michael Jackson sammen med James Safechuck, der nu har anklaget Jackson for seksuelle overgreb

Efter anklager om Michael Jacksons seksuelle misbrug, har alle snakket om det – skal vi droppe Michael Jackson?

Der var stille. Helt stille. Og så klappede man, klappede højere og højere, og til sidst var larmen øredøvende. Det var januar, den omdiskuterede og kontroversielle dokumentar om Michael Jackson, Leaving Neverland, havde lige haft premiere på årets Sundance Festival. Efter klapsalverne havde lagt sig, indfandt instruktøren Dan Reed og filmens to vidner, Wade Robson og James Safechuck, sig på scenen. De var klar til Q&A. Klar til at forklare, hvorfor de netop havde anklaget verdenshistoriens største popstjerne for pædofili og seksuelt misbrug af mindreårige.

Filmen, den som det hele handler om, skildrer det intime kærlighedsforhold, både Wade og James, der dengang var drenge, havde med the king of pop. Det er de to nu fuldvoksne mænds vidnesbyrd, der er grundlaget for sagen. Særligt sammenfaldene mellem historierne er slående. Begge var de inkarnerede fans, da de mødte deres idol. Begge fortæller de med foruroligende detaljegrad om, hvordan de – og deres familier – blev forført af Michael Jackson. Af livsstilen, opmærksomheden og pengene, og hvordan de forelskede sig. Og begge elskede de og holdt af Michael. De var villige til at gøre næsten hvad som helst for at være den eneste dreng, han havde øje for.

Anklagerne kommer ikke ud af det blå. Rygterne har floreret og onde tunger har længe hvisket i krogene; var det ikke underligt med alle de børn, er han blot en barnlig sjæl. Han blev jo berøvet sin barndom, pressede faderen ham for hårdt? Og så videre. Korets styrke tog til gennem de mange forliste retssager: Stuepiger der havde set ting, en jury der var starstruck og et forlig der blev indgået out of court.

De konkrete hændelser har dog altid været omgivet af tåge. Men i filmen er intet overladt til fantasien. Beretningerne om seksuelle overgreb er eksplicitte. Nogle af dem er så hårde, at Sundance valgte at stille psykologhjælp til rådighed for alle, der skulle have behov for det efter visningen. Så voldsomme er de anklager, Robson og Safechuck står bag.
Alligevel skal vi ikke langt tilbage før tonen var en helt anden.

“Michael Jackson ændrede verden, og mere personligt, mit liv for evigt. Han er årsagen til, at jeg danser, årsagen til, at jeg laver musik og en af hovedårsagerne til, at jeg tror på det gode i mennesket.”

Sådan udtalte Wade Robson i 2009, blot fire år efter at have vidnet om Jacksons uskyld i en af sagerne, der til forveksling ligner den, han nu selv står i spidsen for. Det er på baggrund af den selvmodsigelse, at Jackson-familien svarer igen: Hovedpersonerne er udelukkende motiveret af at få del i popkongens store formue. Selv forklarer Wade, at han i lang tid beskyttede Michael – at han elskede ham og derfor løj under ed.

Men selvom tvivlen har været konstant, pegede meget på, at Jacksons eftermæle – billedet af en uskyldig Peter Pan-tilværelse – ville forblive mere eller mindre uanfægtet. Særligt den massive kendis- og kærlighedskavalkade efter hans død den 25. juni 2009 lod til at være det sidste punktum i historiens dom. Lige indtil Leaving Neverland have premiere.

Bølgerne er siden gået højt. Klart nok, det er Michael Jackson, MJ, han er larger than life, han er ikke blot boogie og moonwalk, han er popmusik. Han er soundtracket til sorg, til glæde, til tilværelsen. Måske derfor vækker de nye anklager opstandelse over hele verden, fordi de grænser til det blasfemiske; et andet billede af Ham, de fleste kun kender som en (pop)gud blandt mennesker.

Ikke let at udrydde Jackson

Men hvis nu manden, trods sin gudestatus, rent faktisk har seksuelt misbrugt børn, kan man så stadig tillade sig at lytte til hans musik? Vil man stadig kunne nyde de mange hits på samme måde? Den diskussion har journalisterne i mange internationale medier taget op.

Hamish MacBain fra Evening Standard proklamerer ganske klart, at han ikke personligt kan høre på musikken længere. Selvom den betød alt for ham som barn og teenager. Han mener, at vi er kommet til et sted i historien, hvor musikeres problematiske private udskejelser ikke længere kan opveje kunsten. ”Der findes ikke noget kunst, som er lige så meget værd, som det du vil høre i Leaving Neverland”. MacBain fortsætter:

”Hvis nogen ser filmen, frastødes over hvad de ser, men stadig godt kan fortsætte med at lytte til ’Thriller’, så er det fair nok. Men når først denne dokumentar er blevet set af et bredt publikum, kan jeg bare ikke forestille mig, hvordan det vil være acceptabelt at spille Michael Jackson-musik i offentligheden.”

Her er The Washington Posts musikanmelder Chris Richards ikke helt enig: ”Lige meget om du vil lytte til flere Michael Jackson-sange i dit liv eller ej, så er det ikke rigtigt op til dig,” skriver han. ”Der vil stadig være privatfester og bryllupsreceptioner og karaokekonkurrencer og grillfester og fredagsaftener på dansegulvet, hvor ’Billie Jean’ sætter gang i rummet.”

”Det er ikke så let at udrydde Jackson fra historien: for mange mennesker har for meget af deres liv bundet op på hans musik. Og måske bør man ikke gøre det,” skriver en anden musikanmelder, Alexis Petridis, i The Guardian:

”Måske er det okay, at hans musik fortsat bliver hørt, så længe der følger en advarsel med: at det minder os om, at stor kunst kan blive skabt af forfærdelige mennesker, at talent kan blive brugt som våben på den mest frastødende måde, at det er en frygtelig fejltagelse med frygtelige konsekvenser at tro, at en kunstner automatisk er godheden selv, bare fordi vi kan lide vedkommendes værker.”

Et ikon

Debatten er også nået til Danmark. ”Jeg har hørt Michael Jackson for sidste gang”, skriver debattøren Amalie Have i et debatindlæg i Berlingske. Hun plæderer for, at dokumentaren skal have konsekvenser: Vi skal slukke for musikken, slette spillelisterne og udelukke ham fra radiofrekvenserne – Jacksons musik skal boykottes.

Den holdning er i dansk kontekst radikal. Indlægget fik bl.a. Patricia Smollerup, der er skribent på Filmmagasinet Ekko, til tasterne. For hende er Michael Jackson alt. Han er soundtracket til barndommen, en mester i at kombinere stilarter og et danseikon. En genial kunstner.

Michael Jackson ikoniske dansetrin, hans sceneshows har været med til at karakterisere Jackson som kongen af pop.

Smollerup mener, at Haves reaktion er for ensidig, at svaret på det komplekse forhold mellem kunstneren og værket i højere grad er en dobbelthed

“Jeg synes godt, at vi kan afsky det, hvis han er skyldig, men samtidig se hvor genial han har været,” siger hun, da vi kontakter hende.

Men ifølge Amalie Have bliver netop genialiteten og talentet for ofte en moralsk fribillet, når samfundets kulturelle magtelite holder hånden over kunstnere. Vores opfattelse af overgrebsmanden, af det gode og det onde, udfordres: “(…) når overgrebspersonerne også er berømte kunstnere sat på urørlige piedestaler, bliver dette kun mere kompliceret: Vi ønsker inderligt ikke at se vores helte som monstre,” skriver hun i debatindlægget.

Er kunsten fri?

Diskussionen mellem de to fløje er principiel: Kan man skille kunstneren og værket? Patricia Smollerup er ikke i tvivl. Hun lægger vægt på, at kunsten frigøres i mødet med modtageren. Det er først her, at den rent faktisk bliver til.

“Selvfølgelig er det deres (kunstnernes, red.) værker, men jeg synes samtidig, at når værket er kommet ud, så er det frit, så er det vores og bliver allemandseje. Kunsten får dens eget liv, som er uafhængigt at kunstneren,” udtaler Smollerup.

Amalie Have mener dog modsat, at de to ting er uadskillelige: “Vi kan (…) ikke skelne mellem person og talent, da talentet er en vigtig brik i krænkelserne,” skriver hun.

“Omvendt sammenblander vi gerne person og talent, hvis overgrebspersonen har haft en samfundsmæssig positiv indflydelse – de gode gerninger bliver reparationer for krænkelserne. Dette indikerer, at person og talent sammenblandes, når det beskytter, men altså ikke når det stiller til ansvar.”

Debatten er kompliceret – også i Danmark. Anklagerne mod Jackson repræsenterer ikke blot et konkret spørgsmål om skyld, men også større principiel diskussion om, hvorvidt man kan tænke privatpersonen ud af værket.Amalie Have har ikke svaret på vores henvendelse om deltagelse i artiklen.

Hvor skal vi starte og hvor skal vi stoppe?

Hvis vi betragter kulturen som goder og vores forbrug som billigelse af kunstnerne, har de seneste år været indskrænkende for udvalget af, hvad vi kan se og høre. I januar blev R&B-stjernen R. Kelly anklaget for sexmisbrug og fysisk vold i dokumentaren Surviving R. Kelly. Det førte til, at radiokanalerne The Voice, Nova og Radio100 ekskluderede sangeren fra frekvensen.

I efteråret 2018 fik Netflix skrevet den Oscar-vindende skuespiller Kevin Spacey ud af hitserien House of Cards. Baggrunden var anklager om seksuelle overgreb, og her kendte streaminggiganten den eneste domstol, de opererede med: forbrugerne. Det standpunkt lå fast lang tid før en given retssag mod Spacey så dagens lys.

I kølvandet på Leaving Neverland

New Zealands to største radiostationer, MediaWorks og NZME, har også været konsekvente: Jacksons sange bliver ikke længere spillet. Tre stationer i canadiske Quebec, CKOI, Rhyme og The Beat, har fulgt trop. Herhjemme afviser DR modsat at bandlyse Michael Jackson – eller nogen andre kunstnere for den sags skyld.

”Vi arbejder ikke med sorte lister i DR med kunstnere, som ikke må spilles. Vi sammensætter altid vores playlister redaktionelt, naturligvis med hensyn til blandt andet kontekst og lytterne.”


DR’s radiochef, Gustav Lützhøft, til Politiken.

Både i Michael Jackson, R. Kelly og Kevin Spaceys tilfælde viser der sig en bydende problemstilling – den retslige. Uskyldsformodningen (uskyldig til det modsatte er bevist) synes på tilbagetog. Det er vidneforklaringer uden bevisførelse, der oftest ligger grund til bandlysning og fordømmelse. Ingen af de tre kunstnere er (indtil videre) dømt, men de har alle lidt konsekvenserne af at være det.

2019 startede med alvorlige anklager mod verdens største popmusiker. Men listen over kunstnere, som ikke bør hyldes, er lang: Kaj Munk, J.D. Salinger, Edgar Degas, Elvis Costello, ja den er nærmest uendelig. Følger vi Amalie Haves argument til dørs, betyder det, at store dele af vestlig kulturhistorie skal bandlyses og brændes på det moralske bål. Diskussionen er svær og problematikken i virkeligheden ældgammel. Men spørgsmålet er om noget endnu mere aktuelt i dag, hvor de sociale medier agerer folkedomstol og besegler skæbnen for de uheldige, der sættes for juryen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *