Stockholmsyndromet er et psykologisk fænomen, der opstod på baggrund af et gidseldrama, der foregik i Kredit Banken i Stockholm udført af Jan-Erik Olsson. Han ønskede sin kammerat Clark Olofsson frigivet fra fænglset i Norrkøbing. Stockholmsyndromet består i, at gidsler får sympati for sin gidseltager, hvilket komplicerer arbejdet for politiet.
Stockholmsyndromet: et psykologisk fænomen
I
1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt
efter et gidseldrama i Kredit Banken i Stockholm i 1973. Men længe før Ochberg
har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation
med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I
70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner,
gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det
som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger
havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
Røveriet i Kredit Banken i Stockholm
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen, trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”.
Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt, er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
Fra banalt bankrøveri til gidseldrama
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap
fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken,
anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et
trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få
minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter
pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var
hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle
pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Forbløffelse ved afhøring af gidslerne
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
De
131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen,
naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler
og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for
under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt
og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom
død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en
mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Angst og fortvivlelse udløser Stockhomsyndromet
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men
politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra
gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer
gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Moderne gidseltagere bevidste om Stockhomsyndromet
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.