Hvad er Stockholmsyndromet?

Fænomenet Stockholmsyndromet tager udgangspunkt i, når et gidsel udvikler følelser for gidseltageren.

Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen: Stockholmsyndromet.

Torsdag den 23. august 1973 træder gidseltageren Jan-Erik Olsson ind i en bank i det centrale Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Gidseldramaet danner senere grundlag for begrebet Stockholmsyndromet, som går ud på, at et gidsel udvikler følelser for gidseltageren.

Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. Situationen udvikler sig til at Jan-Erik Olsson kræver sin kammerat, Clark Olofsson, frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet accepterer ordren og briger kammeraten til banken.

De to gidseltagere og fire bankansatte ender med at sidde i bankens bokslokale i knap 5 døgn. Politiet ender med at pumpe kvalmegas ind i boksen, hvilket resulterer i, at gidsler bliver befriet og gidseltagere bliver anholdt.

Stockholmsyndrom forklaring
Gidseltagning i Kredit Banken i Stockholm 1973, som dannede grundlag for begrebet Stockholmsyndromet.
Sympati og kærlighed mellem gidsel og gidseltager

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i banken i Stockholm.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede.

Den psykologiske forklaring på Stockholmsyndromet

Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold.

Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet. Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning.

Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler. Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen.

Ofte er gidseltagerne helt bevidste om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Læs mere om Stockholmsyndromet her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *