Stockholmsyndromet

Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning,  forhindrer stockholmsyndromet gidslerne i at se klart. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne, og man kan ikke forvente hjælp fra dem i forbindelse med en undsætning. 

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet (Stockholm Syndrome).

Hvad er Stockholmssyndromet

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter et gidseldrama i Kreditbanken, Stockholm 1973. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Frank Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. 

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Stockholmsyndromet – historien bag

Torsdag den 23. august 1973 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kreditbanken i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken, affyrer en skudsalve op i loftet og proklamerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Hermed startede det berømte Røveri på Norrmalmstorg, som var den første rigtige gidselstagning i Sverige, og som senere lagde navn til fænomenet Stockholmsyndromet. 

Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Stockholmsyndromet
Røveriet på Norrmalmstorg
Gidseltagning

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Stockholmsyndromet
Røveriet på Norrmalmstorg
Jan-Erik Olsson

Stockholmsyndromet – andre tidlige eksempler

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. 

Geoffrey Jackson og Tupamaros 

Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af Tupamaros – en lokal guerillabevægelse.

Tupamaros
Geoffrey Jackson

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tupamarosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, og skiftede derfor hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Vaders og Molukkanerne

I 1975 kidnapper terrorgruppe Molukkanerne et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndigheder besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket. Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *