Tilbage i 1973 udviklede et bankrøveri sig hurtigt til et 131 timer langt gidseldrama. Episoden lagde senere navn til begrebet ‘Stockholmsyndromet’, da gidslerne efter politiets redningsaktion faktisk viste sympati for deres gidseltagere.
Torsdag den 23. august 1973 kl. 10:15 trådte 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken i centrum af Stockholm. Ved kassen trak han en maskinpistol op af tasken og affyrede en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene havde lagt sig, proklamerede han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Bankrøveriet udviklede sig hurtigt til et gidseldrama. Få timer senere havde Jan-Erik Olsson lukket sig inde sammen med fire ansatte i bankens vinduesløse bokslokale.
Olsson krævede kammeraten Clark Olofsson – en svensk kriminel senere efterlyst i hele Skandinavien – frigivet fra fængslet i Norrköping. Politiet mødte kravet.
Knap fem døgn senere anbragte politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbords øresønderrivende distraherede de gidseltagerne, og på få minutter borede de et lille hul ind til boksen. Sekunder efter pumpede politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Under de efterfølgende afhøringer blev politiet højst forbløffede. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere, og faktisk havde de rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Fra sensation til syndrom
I 1978 navngav den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken.
Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet var dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk.
Men hvad var det, som skete i bankboksen, da gidslerne og gidseltagerne blev isoleret sammen?
De 131 timer havde bragt dem sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress, mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører det rationelle: Opfattelsen af lovligt og ulovligt, rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død skubber menneskelig moral i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet knyttet til den sag, forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre vold, skyderi og tabte menneskeliv. Derfor opstår et fælles mål mellem gidsler og gidseltagere, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet. Det gør det vanskeligt at eksekvere en likvidering – trumfkortet over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. For Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. De bliver en slags medsammensvorne.
Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.