Stockholmsyndromet – sympati i en gidselsituation

Når gidsler og gidseltagere befinder sig for længe i samme rum, kan Stockholmsyndromet indtræffe. Læs mere om fænomenet og dets betydning for gidselsituationer her.

Stockholmsyndromet er navngivet efter gidselsituationen i Stockholm 1973.

Stockholmsyndromet blev første gang navngivet i 1978 af den amerikanske psykiater Frank Ochberg. Fænomenet beskriver en gidselsituation, hvori gidsler og gidseltagere udvikler en særlig relation præget af sympati – en relation, der altså ikke er til gavn for gidseltagerne.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. 

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt.

Hvorfor kaldes det Stockholmsyndromet?

Stockholmsyndromet har sit navn efter gidselsituationen i Kredit Banken d. 23. August 2973 i Stockholm. 

Her træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken klokken 10:15. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Gidsler mister opfattelse af rigtigt og forkert

Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kanmedføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet

Et problem for gidseltagerne

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Fakta:

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm:

  • 1971, Uruguay: Den britiske ambassadør Geoffrey Jackson er gidsel i 8 måneder, hvorunder han knytter et nært forhold til gidseltagerne
  • 1975, Holland: Gidseltagere på et tog lader et gidsel overleve alene ud fra hans livsberetning
  • 1977, Mallorca: En pilot hjælper flykabrere med forhandling til trods for, at de lige har likvideret hans kollega
  • Læs mere om stockholmsyndromet her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *