Angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndrom

Frygten for en voldsom død kan få dig til at sympatisere med din gidseltager.
Stockholmsyndromet.
Inde i Kredit Bank under gidseltagningen

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama. Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og mænd, der havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere risikabel og livstruende, end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

Frygten fortrænger rigtigt og forkert

I 1978 navngav den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under den ubeskrivelige stress som mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet

Forbryderne kan også blive ofre

Fænomenet opstår ikke kun fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne. Derfor vil det være vanskeligere for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler. Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen, fordi gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *