Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen – stockholmsyndromet.
Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet.
Gidseltagning
Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson sin kammerat Clark Olofsson frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, distraherer politiet gidseltagerne med en øresønderrivende larm og pumper kvalmegas ind i boksen. Bankboksen bliver hurtigt tømt, og uden særlig dramatik bliver de to kriminelle pågrebet.
De første tegn på stockholmsyndromet
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor.
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kanmedføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Rammer både ofre og forbrydere
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.