Stockholmsyndromet – en bisar historie om sympati

Gidseldramaet i Kredit Banken

Det skulle have være en helt almindelig dag i Stockholm Centrum. Men torsdag d. 23. august 1973 skete der noget i Kredit Banken på Normalmstorget, som skulle gå over i historien. Siden den dag har en svensk kriminel givet navn til det, vi i dag kender som Stockholmsyndromet – en bisar historie om sympati.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Han affyrer en salve op i loftet, hvorefter han råber højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter. Uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Store dele af verden følger med i Gidseldramaet på TV. Efter nogen tid har Jan-Erik Olsson et ønske. Han kræver sin kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Han hedder Clark Olofsson, og bliver senere forbundet til Stockholmsyndromet.

GIDSELDRAMA eller ulovlig kærlighed?

Politiet adlyder, og får Clark Olofsson hen til Kredit Banken. Han går indenfor, hvor han omfavner Jan-Erik Olsson. Herefter er der stille i banken. For stille.

Fem døgn inde i gidseltagningen, tager politiet en beslutning. De pumper kvalmegas ind i bankboksen, hvor gidseltagerne og gidsler befinder sig. Politiet pågriber hurtigt gerningsmændene uden den store dramatik. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Der går ikke længe, før rygterne spreder sig. Folk begynder at tale om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Politiets forbløffelse var stor, da man efterfølgende afhørte gidslerne. Det skulle vise sig at blive en bisar historie om sympati.

Gidslerne viste sympati for sine gidseltagere. Det var ikke bare almindelig sympati. De fire gidsler udtrykte faktisk frustration overfor politiet. De opfattede nemlig politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

STOCKHOLM SYNDROMET

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men hvad var det som skete i bankboksen? Og hvordan kan det være, at gidsler ved andre gidseltagninger oplevede lignende sympatiforhold til sine gerningsmænd?

Svaret ligger i det naturligt psykologisk forhold der opstår, i den ubeskrivelige stresssituation gidsler og gidseltagere imellem. Her ophører rationelle opfattelser med at eksisterer, grundet frygten for en voldsom død.

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne. Det gør det vanskeligere for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

GIDSLERNE ER MEDSAMMENSVORNE

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Måske er det af disse årsager, at folk mistænkte kærlighedsforhold mellem parterne i gidseltagningen. Men vi kan kun gisne herom. Hvad der konkret skete i bankboksen den torsdag i sensommeren 73, vil forblive et mysterie.

Men vi ved, at Stockholmsyndromet udspringer fra en bisar historie om sympati. Se dokumentaren herunder, og bliv klogere på gidseltagningen og de psykologiske sympatiforhold der udviklede sig.