Stockholmsyndromet: fra gidseltagning til begreb

Stockholmsyndromet
stockholmsyndromet
Gidseltagningen inde fra Kredit Banken i 1973 der senere blev grundlag for fænomenet Stockholmsyndromet.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet Stockholmsyndromet. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. Men historien om stockholmsyndromet, strækker sig tilbage i 1973

Et svensk gidseldrama

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg.

I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. Et banalt bankrøveri udvikler sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Sympati for gidseltageren

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere.
De fire gidsler havde faktisk opfattet politiets forsøg på frigivelse mere livstruende og risikable. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede.

Forstå Stockholmsyndromet

Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *