At gidsler og/eller tilfangetager fatter sympati for hinanden er et fænomen, der kaldes Stockholmsyndromet.
I det tilfælde at det sker, kan man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning, da Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Gidseltager eller ven?
Året 1973 danner rammen om den gidselstagning, der har lagt navn til det psykologiske fænomen. Den 32-årige Jan-Erik Olsson røver Kredit Banken på Normalmstorget i Stockholm. Episoden er den første gidselstagning i Sverige, for hvad der starter som et røveri ender som en 113 timer lang gidselssituation, hvor fire af bankens ansatte holdes indespærret i et 46 kvadratmeter stort rum. Efter fem dage i fangenskab slutter gidseldramaet, og de fire kan gå fri.
Politiet tror ikke deres egne øjne
Hvad der derefter forbløffede det svenske politi var dog gidslernes holdning til de to gidseltagere. De havde nemlig fundet mere end almindelig sympati og over for de to gidseltagere og opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.
Undervejs i gidseldramaet udviklede gidseltageren og et af gidslerne så stor sympati for hinanden, at det udviklede sig til en kærlighedsaffære.
Stockholm står ikke alene
Episoden i Stockholm blev dermed grundlaget for den amerikanske psykiater Frank Ochbergs definition på det psykologiske fænomen. Men det er langt fra det eneste eksempel på, at gerningsmand og offer har udviklet sympati for hinanden. I 1975 skete noget lignende i forbindelse med en gidselstagning i et hollandsk tog, og i 1977 var danske Nomi Wilkens vidne til, at en pilot hjalp sine gidseltagere trods det faktum, at de havde skudt hans kollega.