Stockholmsyndromet: Forbudt kærlighed og maskinpistoler

Et banalt bankrøveri blev til et voldeligt gidseldrama, der skabte et af de mest omdiskuterede begreber i lægevidenskaben: Stockholmsyndromet.

Torsdag den 23. august 1973 er Kreditbanken netop åbnet i centrum af Stockholm. 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, råber han højlydt: ”The party has just begun!”

Et mysterium opstår

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er stadig uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidseltagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrköping. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og dømt for narkotikasmugling i Danmark.

Herfra udvikler tingene udvikler sig imidlertid ikke som forventet. Ikke alene opstår der sympati mellem gidslerne og gidseltagerne, men efterfølgende opstår der rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Betjente uden for Kreditbanken under gidseltagningen der skabte Stockholmsyndromet
Betjente uden for Kreditbanken under gidseltagningen der skabte Stockholmsyndromet
Hvad skete der egentlig i bankboksen?

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kreditbanken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftsbor distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kreditbanken. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagninger og kidnapning af politikere og forretningsfolk.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét, i kombination med angst og fortvivlelse, udløser Stockholmsyndromet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *