Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Et ellers banalt bankrøveri udvikler sig hurtigt til et nervepirrende gidseldrama, da en bestemt person træder ind i billedet; Clark Olofson. En svensk kriminel, som senere bliver berømt og berygtet i hele Skandinavien – og som nu portrætteres i en ny hæsblæsende krimidramaserie af samme navn, “Clark”.
Stockholmssyndromet
Efter 131 timers nervepirrende gidseldrama, lykkedes det endelig politiet at frigive de fire gidsler. Men herfra skulle politiet blive overraskede. Omstændighederne nåede international omtalelse, da gidslerne, til alles store forbløffelse, udviste stor sympati for sine to gidseltagere. Offentligheden mistænker endda en romantisk relation mellem dene ene af gidseltagerne og et kvindeligt gidsel.
Dette fænomen navngives senere”Stockholmssyndromet” og er en af omdrejningspunkterne i Netflix-serien.
Antiheltenes guldalder
De seneste år er udbuddet af af biografiske krimidramaer vokset markant i Netflix’ originalproduktioner. Succeser som “Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile”, “Clark” og senest “The Jeffrey Dahmer Story” har givet notoriske storkriminelle en genoplivning i fortællinger fra deres perspektiv – karakterer, som vi elsker at hade, men alligevel prøver at forstå. Den ultimative antihelt.
Men på trods af Clark Olofssons charmerende person og gode udseende, som Netflix i stor stil fremhæver i serien, så var svenske Clark Olofsson ikke desto mindre en hårdkogt forbryder, der gentagne gange totalskadede sine omgivelser. Så hvorfor sætter vi ham stadig, 50 år senere, op på en pedestal? Det vil jeg gerne høre dine tanker om i kommentarsporet.
Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen: Stockholm Syndrom.
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale.
En hurtig befrielse
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen.
Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
fænomenet Stockholm Syndrom opstår
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor.
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndrom.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndrom forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Der findes talrige eksempler på Stockholm syndrom, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.
Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.
Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:
Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.
Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.
Faktaboks:
En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet
I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.
Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.
Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.
Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, forhindrer stockholmsyndromet gidslerne i at se klart. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne, og man kan ikke forvente hjælp fra dem i forbindelse med en undsætning.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet (Stockholm Syndrome).
Hvad er Stockholmssyndromet
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter et gidseldrama i Kreditbanken, Stockholm 1973. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Frank Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.
Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.
Stockholmsyndromet – historien bag
Torsdag den 23. august 1973 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kreditbanken i Stockholm. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken, affyrer en skudsalve op i loftet og proklamerer højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Hermed startede det berømte Røveri på Norrmalmstorg, som var den første rigtige gidselstagning i Sverige, og som senere lagde navn til fænomenet Stockholmsyndromet.
Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Stockholmsyndromet – andre tidlige eksempler
Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm.
Geoffrey Jackson og Tupamaros
Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af Tupamaros – en lokal guerillabevægelse.
Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tupamarosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, og skiftede derfor hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.
Vaders og Molukkanerne
I 1975 kidnapper terrorgruppe Molukkanerne et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndigheder besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone.
Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket. Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.
Du har muligvis hørt om Stockholmsyndromet, men kender du til historien bag og den plads fænomenet har fået i popkulturen?
Billede hvor man klart ser gidsler og en gidseltager
Stockholmsyndromet er et begreb, som beskriver relationen mellem gidsler og gidselstagere. Det hele begynder torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
Den 32-årige Jan-Erik Olsson går klokken 10:15 frem til kassen, han trækker en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Med de ord starter et fænomen, der senere vil blive undersøgt af teoretikere og forskere, nemlig Stockholmsyndromet.
Sympatisk forhold mellem forbryder og gidsler
Politiets var forbløffede, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere faretruende og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Billede af gidselsituationen i V for Vendetta (Natalie Portman)
Stockholmsyndromet og dens plads i popkulturen
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Sigmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
Stockholmsyndromet beskriver en situation under ubeskrivelig stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Dette fænomen er senere blevet meget populært i kendte film som V for Vendetta, Buffalo 66′ og King Kong.
Billede hvor King Kong holder kvinden
Stockholmsyndromet – når menneskets fornuft ophører
Fænomenets voldelige oprindelse
Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til et særligt psykologisk fænomen.
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Fem lange og stressende dage
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Stockholmsyndromet som psykologisk fænomen
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Et romantisk forhold opstod under en gidseltagning i Stockholm. Hændelsen har senere lagt navn til det, vi kender som Stockholmsyndromet.
Gidslerne i Kredit Banken
Stockholmsyndromets Historie
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
En verdensomspændende mediebegivenhed
Indbyggere i Stockholm følger med i gidselsdramaet fra en TV-forretning
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Det psykologiske begreb
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Politiet trækker gidseltagningen ud
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Ikke et enestående eksempel
Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.
Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.
Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:
Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.
Det moderne syndrom
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.
Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.
En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet
I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.
Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.
Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.
Tilfælde i Danmark: https://underholdning.tv2.dk/2018-04-10-naar-du-ikke-ved-om-du-lever-i-morgen-goer-hjernen-noget-utroligt-og-det-kan-ske-for-dig?fbclid=IwAR1tJ2W0cqtUeFtEIXDQEozpSgWnJ3QycKgdMQKeNYAiirOA0mhTU2mgOkc
Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til det særlige psykologiske fænomen – Stockholmsyndromet.
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
“Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets første møde med Stockholmsyndromet
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
“I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken ”
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert.
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.
Klokken 10:15 d. 23. august 1973 trækker Jan-Erik Olsson en maskinpistol frem i den svenske bank Normalmstorget. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Dette ville udvikle sig til et gidseldrama, hvor betegnelsen Stockholmsyndromet fremkom.
Det er i dag uklart, hvad Jan-Erik Olsson hensigt var. Han forestillede sig at røve banken, men dette udviklede sig til den første rigtige gidselstagning i Sverige. Få timer senere befinder Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankboksen. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
Situationen udvikler sig fra et bankrøveri til et gidseldrama, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet bringer kammeraten, Clark Olofsson, til banken, en svensk kriminel, som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
131 timers nervepirrende gidseldrama var slut
Knap fem døgn efter, at Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen hvor Olsson, Olofsson og gidslerne befinder sig. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet.
Gidsler der kommer gående ud af bankboksen i Nordmalmstorget
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. De fire gidsler havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Stockholmsyndromet: Et psykologisk fænomen
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg det psykologiske fænomen Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Stockholmsyndromet som bevidst fænomen
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Dette gøres ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.
Et røveri mod Kredit Banken i Sverige i 1973, udviklede sig til et gidseldrama, der skulle ligge navn til et af verdens mest kendte psykologiske fænomener: Stockholmsyndromet.
Politisnigskytter og pressefotografer ligger side om side på taget over for Kredit Banken, Stockholm, 1973.
“Festen er kun lige begyndt!”
Det er torsdag den 23. august 1973, og forretningerne i centrum af Stockholm er netop åbnet. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg.
I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder de ansatte sig på en travl dag med mange kunder. Alt er som det plejer.
Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Fra banalt bankrøveri til episk gidseldrama
Få timer senere har Jan-Erik Olsson barrikaderet sig i Kredit Bankens bokslokale sammen med fire bankansatte. Et lille mørkt rum langt inde i bankbygningen. Ingen vinduer, meget lidt plads.
Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing, og politiet bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson.
Men politiet har en plan. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm, og på få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet.
Politibetjente iført gasmasker eskorterer Jan-Erik Olsson ud af Kredit Banken, Stockholm, 1973.
131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiet i chok
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Ikke alene havde der udviklet sig sympati mellem gidsler og gidseltagere, der gik også rygter om, at der havde været et kærlighedsaffære imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Men hvordan kan det ske?
Naturlig forklaring
Fænomenet bliver navngivet Stockholmsyndromet, opkaldt efter episoden i Kredit Banken.
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold. Et forhold der var drevet af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert.
Dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.
Gidsel eller medsammensvoren?
I en sådan situation, kan politiet ikke forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. I 1975 skete noget lignende i forbindelse med en gidseltagning på et hollandsk tog. Og i 1977 var danske Nomi Wilkens vidne til, at piloten på det fly hun befandt sig i, hjalp gidselstagerne til trods for, at de iskoldt havde likvideret hans kollega.
Stockholmssyndromet: Når frygt skaber usandsynlige forhold
I august 1973 udspillede der sig et gidseldrama i Stockholm under et bankrøveri, ledt an af den 32-årige Jan-Erik Olsson og hans kammerat, Clark Olofsson. Det forhold der udformede sig mellem gidseltagere og gidsler under begivenheden, blev senere navngivet “Stockholmssyndromet.”
Men hvad var det helt præcist der skete den dag i bankboksen?
“The party has just begun”
Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun.”
Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille lokale på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer, langt inde i banken. Det var her stockholmssyndromet udfoldede sig. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson at hans fængslede kammerat, Clark Olofsson, bliver frigivet. Politiet parerer ordren fra Olsson, og bringer Olofsson til banken.
Jens-Erik Olsson føres ud af banken i Stockholm efter gidseldramaet i 1973.
Stockholmssyndromet
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et psykologisk forhold. Under det ubeskrivelige stress, de var udsat for, ophørte rationelle opfattelser af rigtigt eller forkert. Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får de et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmssyndromet.
Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at dræbe gidslerne, som ellers er deres trumfkort over for myndighederne. Jo længere tid der går, jo mere sympati kan der opstå mellem parterne.
Politiet var forbløffede, da man afhørte gidslerne. De havde nemlig fundet meget sympati over for de to gidseltagere. Og der gik endda rygter om at der var opstået kærlighed imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Gidslerne havde fundet sympati for gidseltagerne, og der var endda rygter om et kærlighedsforhold mellem et gidsel og en gidseltager.