en gidseltagning i Stockholm i 1973 gav navn til et særligt psykologisk fænomen, da Gidslerne udviklede mere end almindelig sympati over for gidseltagerne. Men hvad med gensidig sympati?
(Image: © Shutterstock)
Sympati imellem parterne
Da den 131 timers nervepirrende gidseltagning var slut i Stockholm i 1973, og gidseltagerne blev pågrebet, skete det uden særlig dramatik. Årsagen til den udramatiske slutning af gidseltagningen kunne være på grund af den gensidige sympati.
Gidslerne havde fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere. Gidslerne havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltagerne repræsenterede. Derudover gik der også rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. Gidslerne havde altså ikke alene udviklet sympati og relation over for gidseltagerne. Der havde opstået en gensidig sympati imellem gidselerne og gidseltagerne.
Politiet og myndighederne har en vigtig opgave
Forbrydere kan altså også blive også ofre for fænomenet. Dette gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne.
For at pågribe en gidseltager, er det derfor vigtigt for politiet og myndighederne at trække tiden ud så længe som muligt. På den måde kan der være større sandsynlighed for, at forbrydere og ofre udvikler en relation til hinanden, hvis de befinder sig i hinandens selskab over længere tid. Det vil dermed også blive mere vanskeligt for gidseltagere at gøre alvor af deres trusler og gøre gidslerne fortræd.
Men hvis politiet skal gøre nytte af den gensidige sympati imellem forbryder og offer, skal de dog også være opmærksomme på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen, og gidslerne bliver dermed en slags medsammensvorne.
LÆS OGSÅ: Stockholmsyndromet: Gidseltageren bliver offeret.
