Den mest inkarnerede Kandis-kritiker må overgive sig, når dokumentaren ‘Kandis for livet’ forvandler det jyske kræmmermarked til neonpoesi.
Jyske kræmmermarkeder er eventyrlande med blændende neonlys der luller os tilbage til Scorseses flydende farvespil fra ‘Taxi Driver’, eller Winding Refns arvtagende ‘Drive’.
Hvis man var I tvivl om hvilken rolle det æstetiske spiller I ‘Kandis for livet’s univers, kan man bare se på plakaten. Hvidklædt og med hænderne I Jesuspositur er Kandis’ Johnny Hansen omringet af sine disciple. Hver eneste gang fansene ser ham på scenen, slår lynet ned.
Prins Tragisk
På telefonsvareren på kontoret for Kandis’ fanklub ringer filmens personager gang på gang.
Den ældre Henning nærer en så dyb forbindelse til forsangeren, at han besøger gravstedet for Johnnys afdøde kone. Et gravsted den efterladte Johnny Hansen ikke selv visiterer.
Der er Susan, hvis følelser for Johnny er svære at rubricere som andet end forelskelse. Som har skrevet en hel roman om Kandis-Johnny. Men den er for “krydret” til publikums og instruktør Jesper Dalgaards sarte ører.
Søren Strøm har kun Kandis og sin hund, efter han mistede sin mor for nogle år tilbage. Når hits som En lille ring af guld eller Hotel Himmel ikke spiller, larmer sorgen.
Derudover lister tre blinde brødre rundt på skærmen I tableauer fra deres hjem, hvor de bevæger sig rundt I ranke med Kandis fra en gammel radiohøjtaler som eneste lyd. Som de tre blinde mus fra eventyrene.
Kandis-Johnny er deres prins. Men meget af tiden, er ‘Kandis for livet’ et meget tragisk eventyr. For hans fans er Kandis-Johnnys et lys I mørket. Men der er noget omvendt tomt I blikket hos ham selv.
Balleband eller betydningsfuld kultur?
Armeret med en mission om at udfordre ikke blot sine egne, men vores alle sammens opfattelse af, hvad halballernes musikalske konger egentlig har af betydning, inviterer Dalgaard os helt ind under huden på en håndfuld mennesker, hvis forhold til Kandis bedst kan beskrives som terapeutisk.
Som dokumentar fødes Kandis for livet lige akkurat der, hvor vi ofte ender med at diskutere, hvad der er kunst. Hvad der har kulturel betydning. Hvem det er synd for.
Nok vil Kandis for livet for mange få karakter af et sørgeligt udkantseventyr, hvor simple melodier bliver spinkle livslinier for skæve eksistenser. Men Dalgaard ynker ikke sine medvirkende. Tværtimod indhyller han deres historier I blinkende lygter.
Som højtaler for Kandis’ musikalske arv er ‘Kandis for livet’ påfaldende tyst. Men deres medmenneskelige betydning lysende klart.
Kandis har den slags kulturelle betydning, der på Elvis-facon vil lade fans opløses I meningsfuld gråd, skulle han trække sig fra musikken, eller det der er værre.
Sevom Johnny Hansens lyseblå øjne I sidste ende fremstår eksistentielt uforstående overfor, hvorfor så mange mennesker elsker ham så højt, bærer han med kammeratlig og kapitalfremmende venlighed sin byrde.
En ting er sikkert. At hver gang Johnny Hansen spankulerer over gruset på markedspladserne, spændt ind I sine similisæt, er han Kandis-Johnny. Og han er lige den, hans fans vil have han skal være. Hvis det ikke er kulturel betydning, hvad er så?