Stockholmsyndromet – Hvorfor sker det? Hvad siger forskningen?
Hvorfor opstår Stockholmsyndromet? Hvordan fik en gidselstagning i Stockholm forskere til at navngive det særlige psykologiske fænomen?

Torsdag den 23. august kl. 10:15 røver Jan-Erik Olsson Kredit Banken i Stockholm. Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankboksen.
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden.
Knap fem døgn efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltageren og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev Jan-Erik Olsson pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet sympati over for gidseltageren, og de fire gidsler havde faktisk opfattet politiets redningsaktion som mere risikabel og livstruende end den trussel, som gidseltageren repræsenterede. Der gik også rygter om, at der havde været et kærlighedsforhold imellem gidseltageren og et af gidslerne.
Hvorfor?
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet. Siegmund Freud har også beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor.

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at likvidere deres gidsler. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne, og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Stockholmsyndromet er udbredt
Een af de mere interessante eksempler på Stockholm syndromet finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af en guerillabevægelse.

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de 8 måneder, han var kidnappet. Gidseltagerne var bevidste om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden.
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end hvor de selv opholder sig. De bærer masker og undgår kontakt, som kan minde gidseltagerne om, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker, de har kidnappet.
Faktaboks
- En pilot på et kapret Lufthansa fly oplevede i 1977, hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare, hvorfor han gjorde det.
- I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk mand ved navn Vaders. De var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne, at Vaders skulle dø. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad han ville sige. Under umenneskeligt stress aflagde Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin, han havde begået mod konen. Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.
Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.