Stockholmsyndromet: Kærlighed under historisk gidseltagning

I 1973 gik en gidseltagning i Stockholm over verdenshistorien og lagde navn til det særlige psykologiske fænomen: Stockholmsyndromet.

Det startede blot som et banalt bankrøveri.

32-årige Jan-Erik Olsson gik den 23. august 1973 frem til kassen i Stockholms Kreditbank, trak en maskinpistol op af tasken og affyrede en salve op i loftet.

Hurtigt udviklede situationen sig dog til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der blev Tv-transmitteret til store dele af verden. Samtidig forandrede den for altid vores måde at forstå forholdet mellem gidsel og gidseltager. Et forhold som på overraskende vis kan være fyldt med sympati og kærlighed.

Stockholmsyndrom: Gidsler udviklede følelser for gidseltagere under bankrøveri i Stockholm 1973
Under bankrøveriet i Stockholm udviklede gidslerne følelser til deres gidseltagere

131 timers gidseldrama

”The party has just begun!” råbte Jan-Erik Olsson efter at have skudt løs i banken i centrum af Stockholm.

Blot få timer senere befandt han sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter uden vinduer.

Jan-Erik Olssons krav var klart. Han ville have sin kriminelle kammerat Clark Olofsson frigivet fra et fængsel i Norrkøbing. Politiet parerede ordrer.

Fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson havde haft sin entré i Kredit Banken, lykkedes det politiet at få gidslerne fri, og de kriminelle blev pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Stockholmsyndrom, Politiets snigskytter skal befri gidsler, som har fået følelser for deres gidseltagere under bankrøveri i Stockholm i 1973
Politiets snigskytter sidder klar over for banken for at forsøge at befri gidslerne

Rygter om kærlighed til gidseltager

Men politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd, som havde været taget som gidsler. Begge havde fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere.

De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end truslen fra gidseltagerne. Der havde ikke alene været sympati mellem parterne, der gik også rygter om et kærlighedsforhold mellem den ene gidseltager og et ag gidslerne.

Mærkværdig solidaritet

Efter gidseldramaet i Kredit Banken, navngav den amerikanske psykiater Frank Ochberg i 1978 fænomenet som Stockholmsyndromet.

Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert.

Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden. Det erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet. Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet. Det gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som ellers er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne

Flere tilfælde af fænomenet

Gidseltagningen i Stockholm er dog ikke det eneste eksempel. Talrige gange er det set, at der bliver udviklet stærke følelser mellem gidsel og gidseltager.

I Uruguay blev den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af en lokal guerillabevægelse i næsten 8 måneder. For ikke at miste sit moralske grundlag måtte han gentagne gange huske sig selv på, at gidseltagerne havde tilført hans familie og land uret og skade.

Et andet eksempel er en pilot på et kapret fly Lufthansa på Mallorca, som endte med at hjælpe gidseltagerne med forhandlinger, på trods af, at de iskoldt havde likvideret hans kollega.

Gidsler befriet fra det kaprede fly Lufthansa, hvor gidsel og gidseltager udviklede stockholmsyndromet
Gidslerne på det kaprede fly Lufthansa bliver frigivet

Og den anden vej rundt skånede en terrorgruppe, som havde kapret et tog i Holland, et gidsels liv efter at have fået sympati for ham og hans personlige historie.

Stockholmsyndromet, som udspillede sig i Kredit Banken i Sverige i 1973, er altså kendt og udbredt, og har påvirket en række af gidseltagninger og deres udfald gennem tiden, hvor gidsler og gidseltagere opdager menneskeligheden hos hinanden.

Fra millionærdatter til bankrøver – den utrolige historie om Patty Hearst

Den 4. februar 1974 blev en amerikansk teenager kidnappet af en ekstremistisk gruppe. Da hun reddes 19 måneder senere, er hun efterlyst for selv at have deltaget i gruppens kriminelle aktiviteter. Hvordan kunne dette ske?

Opvækst i velstand

Patricia Hearst var en teenagepige, der havde meget få grunde til at indgå i kriminel aktivitet. Hearst, også bare kaldt Patty, blev nemlig født ind i en rig og velanset familie i Californien. Hendes bedstefar havde tjent styrtende på at eje aviser som The San Francisco Examiner.

Alting ændrede sig imidlertid for millionærdatteren, da hun blev offer for Stockholmssyndromet.

Et ekstremt eksempel på Stockholmsyndromet

Stockholmsyndromet er navngivet efter et kendt bankrøveri i den svenske hovedstad, blot et år før sagen om Hearst. Her tog en bankrøver adskillige ansatte i banken som gidsler. Da disse endelig blev frigivet efter flere dage, tog de til alles overraskelse gidseltagerens parti og forsvarede ham. 

Patty Hearsts historie er imidlertid langt mere ekstrem. Den velhavende teenager fik ikke blot sympati med den kriminelle gruppe, der kidnappede hende – hun tilsluttede sig den.

Fra offer til gerningsmand

Hearst var 19 år, da hun blev kidnappet fra sin lejlighed. Den radikale, venstreorienterede gruppe Symbionese Liberation Army havde udset pigen på grund af hendes indflydelsesrige familie. Måske hvis de kidnappede hende, kunne de få frigivet et af deres medlemmer, som sad i fængsel.

Da hun 19 måneder senere blev taget tilbage af politiet, var det imidlertid ikke som offer, men gerningsmand. I perioden var Hearst nemlig konverteret til gruppens radikale ideologi. Sammen med andre medlemmer udførte hun adskillige bankrøverier og andet alvorlig kriminalitet.

Var det i virkeligheden tvang?

Patty Hearsts nye ideologi, og de kriminelle handlinger, blev i offentligheden betragtet som påtvunget af hendes gerningsmænd. Det rygtedes, at millionærdatteren var påvirket af euforiserende stoffer, som gruppen havde fået hende til at tage.

Denne opfattelse ændrede sig dog, da Patty Hearst d. 15. april 1974 deltog i et væbnet bankrøveri. Sammen med fire andre medlemmer af Symbionese Liberation Army kom hun afsted med 10.000 amerikanske dollars. Et overvågningskamera fangede hende under røveriet, og det skabte debat i hele verden. Hvordan kunne en pige fra en så velset familie gennemgå så drastisk en udvikling?

Et SLA-medlem og Patty Hearst(th) under et bankrøveri, 1975.

Hearts kriminelle eskapader sammen med den kriminelle gruppe eskalerede. Det resulterede i, at hun i 1975 kom på F.B.I.’s liste over de mest eftersøgte forbrydere i landet.

I sommeren 1975 blev SLA-gruppen splittet op, og kort tid derefter blev Hearts anholdt.

Mugshot af Patty Hearst efter anholdelse, 1975.

Psykologernes vurdering

Under retssagen mod Hearst mente psykologer, at hun havde lidt under Stockholmsyndromet. Hun skulle derfor ikke have begået de kriminelle handlinger af egen fri vilje. Hearst blev idømt 7 års fængsel, men blev løsladt efter kun 2 år bag tremmer.  

Hearst har siden retsagen udtalt, at hendes handlinger skete på baggrund af en ekstrem hjernevask. Offentligheden har dog haft sin skepsis i forhold til disse udtalelser. I dag er Patty Hearst gift med sin tidligere bodyguard. Hun har forsøgt at opbygge en skuespillerkarriere, hvilket dog ikke har været den store succes.

Det er usikkert, om vi nogensinde vil få et klart billede af det, der skete dengang i 1974. Var det et tilfælde af Stockholmsyndrom, eller var det ren overlevelse, der fik Patty Hearst til at agere, som hun gjorde? Eller var der tale om hjernevask, som hun selv påstod? 

Forfattere: 
Ulrik Kanstrup Hanghøj
Kenneth Heitmann
Frederik Hjerrild
Simon Møller Larsen

Stockholmsyndromet – Derfor bliver gidsler medsammensvorne

Stockholmsyndromet kan på én gang gøre en gidselsituation dødsensfarlig og redde dit liv: Hvorfor ender gidsler med at hjælpe forbrydere, og hvordan redder du dig fra en eskalerende gidselsituation? Her får du historien om Stockholmsyndromet – og det seks dages gidseldrama, der gav navnet til en af psykologiens helt store mysterier.

“The party has just begun!”

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Stockholmsyndromet er et endnu ukendt fænomen for de bankfolk, der kommer få øjeblikke ændrer ordbøgerne for altid.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Pressefotografer og politisnipskyttere ligger side om side på et tag overfor banken, hvor der blev holdt gidsler den 24. august 1973.

Et gidseldrama

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut og stockholmsyndromet skal vise sig at spille en central rolle i politiets og historieskrivernes efterfølgende forklaring.

Stockholmsyndromet: Politibetjente, der bærer gasmasker, eskorterer den 32-årige fængselsfanger Jan-Erik Olsson væk fra banken.

Positive følelser 

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. 

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

Moralske betragtninger

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Hvor fornuften stiger af, tager Stockholmsyndromet over.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.

Forbrydere som ofre

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for Stockholmsyndromet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne. Dog står det klart, at Stockholmsyndrom er ikke en diagnose, men et reaktionsmønster.

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Stockholmsyndrom i lignende gidseltagninger

 En pilot på Lufthansa-flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv. Syndromet blev måske  født Stockholm, men er blevet et verdensomspændende fænomen. Stockholmsyndromet er til stadighed et afgørende mysterie – for både dig og din gidseltager.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.
Redigeret af: Silas, Signe og Sofie