I 1973 gik en gidseltagning i Stockholm over verdenshistorien og lagde navn til det særlige psykologiske fænomen: Stockholmsyndromet.

Det startede blot som et banalt bankrøveri.

32-årige Jan-Erik Olsson gik den 23. august 1973 frem til kassen i Stockholms Kreditbank, trak en maskinpistol op af tasken og affyrede en salve op i loftet.

Hurtigt udviklede situationen sig dog til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der blev Tv-transmitteret til store dele af verden. Samtidig forandrede den for altid vores måde at forstå forholdet mellem gidsel og gidseltager. Et forhold som på overraskende vis kan være fyldt med sympati og kærlighed.

131 timers gidseldrama

”The party has just begun!” råbte Jan-Erik Olsson efter at have skudt løs i banken i centrum af Stockholm.

Blot få timer senere befandt han sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter uden vinduer.

Jan-Erik Olssons krav var klart. Han ville have sin kriminelle kammerat Clark Olofsson frigivet fra et fængsel i Norrkøbing. Politiet parerede ordrer.

Fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson havde haft sin entré i Kredit Banken, lykkedes det politiet at få gidslerne fri, og de kriminelle blev pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Rygter om kærlighed til gidseltager

Men politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd, som havde været taget som gidsler. Begge havde fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere.

De fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end truslen fra gidseltagerne. Der havde ikke alene været sympati mellem parterne, der gik også rygter om et kærlighedsforhold mellem den ene gidseltager og et ag gidslerne.

Mærkværdig solidaritet

Efter gidseldramaet i Kredit Banken, navngav den amerikanske psykiater Frank Ochberg i 1978 fænomenet som Stockholmsyndromet.

Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af, hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert.

Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden. Det erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet. Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet. Det gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som ellers er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne

Flere tilfælde af fænomenet

Gidseltagningen i Stockholm er dog ikke det eneste eksempel. Talrige gange er det set, at der bliver udviklet stærke følelser mellem gidsel og gidseltager.

I Uruguay blev den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af en lokal guerillabevægelse i næsten 8 måneder. For ikke at miste sit moralske grundlag måtte han gentagne gange huske sig selv på, at gidseltagerne havde tilført hans familie og land uret og skade.

Et andet eksempel er en pilot på et kapret fly Lufthansa på Mallorca, som endte med at hjælpe gidseltagerne med forhandlinger, på trods af, at de iskoldt havde likvideret hans kollega.

Og den anden vej rundt skånede en terrorgruppe, som havde kapret et tog i Holland, et gidsels liv efter at have fået sympati for ham og hans personlige historie.

Stockholmsyndromet, som udspillede sig i Kredit Banken i Sverige i 1973, er altså kendt og udbredt, og har påvirket en række af gidseltagninger og deres udfald gennem tiden, hvor gidsler og gidseltagere opdager menneskeligheden hos hinanden.