I ‘Kandis for livet’ bærer Johnny Hansen sin rigdoms byrde med et tomt blik

Den mest inkarnerede Kandis-kritiker må overgive sig, når dokumentaren ‘Kandis for livet’ forvandler det jyske kræmmermarked til neonpoesi.

Jyske kræmmermarkeder er eventyrlande med blændende neonlys der luller os tilbage til Scorseses flydende farvespil fra ‘Taxi Driver’, eller Winding Refns arvtagende ‘Drive’.  

Hvis man var I tvivl om hvilken rolle det æstetiske spiller I ‘Kandis for livet’s univers, kan man bare se på plakaten. Hvidklædt og med hænderne I Jesuspositur er Kandis’ Johnny Hansen omringet af sine disciple. Hver eneste gang fansene ser ham på scenen, slår lynet ned.  

Prins Tragisk  

På telefonsvareren på kontoret for Kandis’ fanklub ringer filmens personager gang på gang.  

Den ældre Henning nærer en så dyb forbindelse til forsangeren, at han besøger gravstedet for Johnnys afdøde kone. Et gravsted den efterladte Johnny Hansen ikke selv visiterer.  

Johnny Hansen er klar til Kandis koncert på kræmmermarked indhyllet i neon.
Når Johnny Hansen spænder Elvis-sættet på, ER han fanfavoritten Kandis-Johnny.

Der er Susan, hvis følelser for Johnny er svære at rubricere som andet end forelskelse. Som har skrevet en hel roman om Kandis-Johnny. Men den er for “krydret” til publikums og instruktør Jesper Dalgaards sarte ører.

Søren Strøm har kun Kandis og sin hund, efter han mistede sin mor for nogle år tilbage. Når hits som En lille ring af guld eller Hotel Himmel ikke spiller, larmer sorgen.  

Derudover lister tre blinde brødre rundt på skærmen I tableauer fra deres hjem, hvor de bevæger sig rundt I ranke med Kandis fra en gammel radiohøjtaler som eneste lyd. Som de tre blinde mus fra eventyrene.  

Kandis-Johnny er deres prins. Men meget af tiden, er ‘Kandis for livet’ et meget tragisk eventyr. For hans fans er Kandis-Johnnys et lys I mørket. Men der er noget omvendt tomt I blikket hos ham selv.   

Balleband eller betydningsfuld kultur?  

Armeret med en mission om at udfordre ikke blot sine egne, men vores alle sammens opfattelse af, hvad halballernes musikalske konger egentlig har af betydning, inviterer Dalgaard os helt ind under huden på en håndfuld mennesker, hvis forhold til Kandis bedst kan beskrives som terapeutisk.  

Som dokumentar fødes Kandis for livet lige akkurat der, hvor vi ofte ender med at diskutere, hvad der er kunst. Hvad der har kulturel betydning. Hvem det er synd for.  

Kandis musik – især sange som Hotel Himmel og En lille ring af guld har en helt særlig plads hos Kandis’ mange fans.

Nok vil Kandis for livet for mange få karakter af et sørgeligt udkantseventyr, hvor simple melodier bliver spinkle livslinier for skæve eksistenser. Men Dalgaard ynker ikke sine medvirkende. Tværtimod indhyller han deres historier I blinkende lygter.  

Som højtaler for Kandis’ musikalske arv er ‘Kandis for livet’ påfaldende tyst. Men deres medmenneskelige betydning lysende klart.  

Kandis har den slags kulturelle betydning, der på Elvis-facon vil lade fans opløses I meningsfuld gråd, skulle han trække sig fra musikken, eller det der er værre. 

Sevom Johnny Hansens lyseblå øjne I sidste ende fremstår eksistentielt uforstående overfor, hvorfor så mange mennesker elsker ham så højt, bærer han med kammeratlig og kapitalfremmende venlighed sin byrde.  

En ting er sikkert. At hver gang Johnny Hansen spankulerer over gruset på markedspladserne, spændt ind I sine similisæt, er han Kandis-Johnny. Og han er lige den, hans fans vil have han skal være. Hvis det ikke er kulturel betydning, hvad er så?  

Anmeldelse af Kandis for livet Fans der går over gevind

Vi Unge har set dokumentarfilmen Kandis for livet om die hard fans af popbandet Kandis. Du tager måske ikke selv til deres koncerter, men de er helt klart det mest populære band i Danmark. Og så er deres fans ikke så anderledes fra fanklubben bag eksempelvis BTS. Læs her, hvorfor.

(SPOILER ALERT! Læs ikke videre, hvis du ikke vil have spoilet filmen).

Har du nogensinde været kæmpefan af nogen? Altså sådan rigtigt du-kysser-plakaten-af-Olivia-Rodrigues-inden-du-går-i-seng-fan? Lige præcis sådan har en gruppe mennesker det med Kandis-Johnny, forsangeren i bandet Kandis. Deres hjem er fyldt med Kandis-merch i alle mulige former, og på tv’et kører gamle optagelser af koncerter. Disse mennesker er kort sagt besatte af det folkelige band, og det er dem, vi følger i Kandis for livet.

En kvindelig fan sidder på et værelse og ser gamle optagelser af Kandis-koncerter.
En kvindelig fan sidder på et værelse og ser gamle optagelser af Kandis-koncerter.

Cute eller cringe?

Én af dem, en midaldrende kvinde, går endda så vidt, at hun skriver fanfics om Kandis-Johnny og kærlighedserklæringer til ham, som hun vil have ham til at læse. Det kan måske virke som en cute idé til at fortælle en person, at man godt kan lide dem, men Johnny lader mere til at synes, at det er lidt mærkeligt. Han kender hende jo kun som en loyal fan, der dukker op til en stor del af bandets koncerter. Og så er han jo også gift med en anden kvinde. Det bliver lidt cringe, hvis du spørger os.

En mandlig fan går og river stenene på Kandis-Johnnys afdøde kones gravsted.
En mandlig fan går og river stenene på Kandis-Johnnys afdøde kones gravsted.

I det hele taget er der flere af fansene i Kandis for livet, der tager deres fandom en tand for langt. Kandis-Johnnys første kone tog sit eget liv, da deres fælles døtre var 12 og 16 år. Selvom han tydeligvis er ked af det over det, er han stadig så vred på sin tidligere kone over, at hun valgte at forlade deres familie ved at begå selvmord, at han aldrig nogensinde besøger gravstedet. Så når man i filmen ser en fan besøge gravstedet og sørge for, at der er pænt med friske blomster, går den fan helt klart over grænsen for, hvad der okay.

En mand og en kvinde omfavner hinanden i en seng.
En mand og en kvinde omfavner hinanden i en seng.

Filmen viser også fans, der udtrykker deres kærlighed til bandet på en mindre creepy måde, end de to ovenstående fans. De bruger alle musikken til at føle sig mindre ensomme, og én skylder endda Johnny sit liv. Hvad det betyder, kan du se i Kandis for livet.

Vi Unge giver filmen 4 ud af 5 popcorn.

Kandis for livet kan ses på DRTV.

Søgeord: Kandis, fans, anmeldelse

Kandis for livet: En sørgelig dokumentar

(Stort billede af Johnny, der tanker sin Porsche)

Melankolien får lov at fylde i Jesper Dalgaards nye dokumentar om Kandis

Trods Jesper Dalgaards unge alder har han allerede markeret sig som en fremadstormende dokumentarist, som ikke er bange for at vise den melankoli og ensomhed der for nogle er en følgesvend i livet. I Kandis for livet er det netop melankolien der får lov at fylde. Som skærende kontrast til det ellers så ufarlige Kandis-univers, møder vi fans for hvem livet bogstaveligt talt afhænger af bandet. Det er en historie om de glemte og hengemte, der i Kandis får et talerør og en flygtig verificering af, at nogen har set dem.

Kandis for livet er alt andet end en klassisk musikdokumentar, der slavisk gennemgår et bands historie med dertilhørende op- og nedture. Dokumentaren er en visuel og æstetisk perle, der med sit rolige tempo og smukke billeder, retter kameraet mod de mennesker, som mange slår blikket væk fra. Melankolien spores også hos Johnny Hansen – hjertet i Kandis – som bærer på en sorg over sin kones selvmord. En sorg som fungere som en slags bindeled mellem ham og sine fans. Samtidig synes netop det kontrastfulde at være et af hovedtemaerne i dokumentaren.

Når vi følger ”Strøm”, som må sælge sin bil for at få råd til en rejse til Spanien for at høre Kandis, og ser Johnny Hansen tanke sin Porsche på en øde jysk tankstation, synes modsætningerne store mellem kunstner og fans. Men netop det kontrastfulde er dét, der for alvor fungerer som et medrivende virkemiddel i denne flotte film.

Kort sagt: Det kan lyde aparte at lave en Kandis-dokumentar med melankoli som hovedtema, men det er netop genialiteten ved Jesper Dalgaards vinkling i dokumentaren. Det er netop melankolien, der tilføjer en hidtil uset dybde. Og det virker!

Af Peter Bøgvad Jepsen