
Den seneste undersøgelse foretaget omkring ludomani i Danmark var i 2016. Spørger man tidligere ludoman Marcus Kondrup Nielsen, er disse tal ikke længere repræsentative for virkeligheden.
I forbindelse med første afsnit af podcasten ‘Ludomanien Lænker’ fortæller 25-årige Marcus Kondrup Nielsen, som er tidligere ludoman, om hans liv som foredragsholder, hvor han b.la. fortæller åbent om hans tidligere afhængighed.
I en hverdag som foredragsholder møder man mange forskellige mennesker, men specielt mange unge på eksempelvis efterskoler og skoler, fortæller Marcus. Han var blot én ud af mange unge, særligt mænd, som drages ind i ludomaniens verden, og han mener, at tallene fra 2016 ikke er repræsentative for virkeligheden i dag. Marcus beskriver, at han i mødet med unge mennesker ser en stigende interesse for pengespil og desværre også mange begyndende spilafhængige. Fælles for stort set alle er, at de starter samme sted som Marcus selv, nemlig med onlinebetting på diverse fodboldkampe.
En skræmmende udvikling
I rapporten fra 2016 udarbejdet af VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) vurderes det, at der i Danmark dengang var cirka 10.000 personer med spilafhængighed. Det er ifølge rapporten næsten en fordobling siden 2005. Det anslås ligeledes, at omkring 125.000 danskere har problemer med pengespil.
En del af den interesse skyldes, ifølge Marcus, spilreklamers magt og den daglige mængde spilreklamer i Danmark. Reklamer for onlinebetting og pengespil på sport er markant til stede i det danske landskab. Både på busser, på de fleste digitale medier, i radioen samt i TV’et før, under og efter fodboldkampe og andre sportsevents. Antallet af bettingreklamer i radioen og på TV er næsten firdoblet fra 2014 til 2020, og i februar 2021 udgjorde 5 ud af de 10 største reklamekøbere i Danmark bettingfirmaer. Tidligere skatteminister Morten Bødskov (S) udtalte i 2019 i et interview med TV 2, at han frygtede, at de i alt 1200 daglige tv- og radioreklamer for spil ville skabe flere ludomaner.
Imens mængden af bettingreklamer stiger, oplever man hos Center for Ludomani en skræmmende udvikling i hvem, der kontakter dem, og at gruppen af spilafhængige blandt unge er steget markant. I en opgørelse lavet af Center for Ludomani ses det, at i 2019 udgjorde aldersgruppen 18-24-årige 50% af ludomanerne i Danmark.
Bliver snakket efter munden
I kampen om at ændre de omkringliggende forhold, som var medvirkende til, at hans egen ludomani tog over, har Marcus udarbejdet nogle helt klare mærkesager. I den forbindelse har han også medvirket i en lang række tv- og radioprogrammer, og har da også snakket med sin del af Christiansborgs mange politikere gennem tiden, fortæller han.

På trods af de klare budskaber og konkrete ændringsforslag halter den politiske indgriben stadig. Marcus fortæller blandt andet, at han har været i kontakt med politikere, som har lovet ham, at de fremlagte problematikker har deres fokus og at ændringer er på vej. Marcus har dog endnu ikke set de faktiske ændringer.
Du kan høre hele Marcus’ fortælling om hans kamp mod ludomanien i podcasten ‘Ludomaniens Lænker’ direkte i DR LYD appen.