Stockholmsyndromet er det velkendte psykologiske fænomen hvor ofre for en gidseltagning udviser sympati for sine gidseltagere. Denne sympati vil for mange umiddelbart virke irrationel. Dog kan denne irrationelle sympati være med til at redde liv.
Hvad er stockholmsyndrom?
Det psykologiske fænomen er opkaldt efter en gidselsituation i Kredit Banken i Stockholm, d. 23. august 1973. Her tog den 32-årige Jan-Erik Olsson fire bankansatte som gidsler i hvad der endte med at være et 131 timers langt gidseldrama inde i bankboksen. Hensigten med gidseltagningen er fortsat usikker. Men de fem mennesker som sad tæt op af hinanden i over fem dage udviklede et stærkt sympatisk forhold til hinanden. Gidslerne blev befriet igennem en dramatisk politiaktion, hvor der blev boret et hul ind i bankboksen og den siden blev fyldt med kvalmegas. Da politiet efterfølgende interviewede gidslerne, gav disse udtryk for at de anså politiets indsats for farligere end gidseltageren. Den amerikanske psykiater Frank Ochberg navngav fem år senere fænomenet Stockholmsyndromet.
Hvorfor udvikler gidsler stockholmsyndrom?
Grundlæggende stammer stockholmsyndromet fra, at gidsel og gidseltager gennemgår en krise sammen. Undervejs i en sådan krise ophører rationelle forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, eller lovligt og ulovligt. Frygt for død sætter normale moralske overvejelser i baggrunden, og gidsler kan udvikle en solidaritet til den sag gidseltageren kæmper for. Ochberg beskrev denne udvikling som tredelt. Først et chok hvor gidslet pludseligt er i livsfare. Derefter en infantilisering hvor gidslet skal spørge om lov til alt. Til sidst indfrier gidseltageren forskellige ønsker, og gidseltageren anses ikke som personen som holder folk fanget, men i stedet personen som lader dem leve. Derfor er gidslets liv afhængigt af gidseltageren og hvad dennes hensigt måtte være.
Overlevelsesstrategi
Natascha Kampusch, som er et af de mest velkendte eksempler på Stockholmsyndrom beskriver selv hvordan hun blev infantiliseret. Selvom hun kun var ti år gammel da hun blev kidnappet, har hun beskrevet hvordan hendes psyke under fangenskab udviklede sig mod spædbarnslignende tilstande. Hun beskriver hvordan hun mener, at syndrom er et forkert ord at bruge. Men at empatien overfor ens gidseltager/kidnapper er en overlevelsesstrategi, hvori den fangetagene søger efter normalitet i en forbrydelse. Det er svært for mange at forstå, og Kampusch beskrev i 2010 at hun lang tid plagedes af folk som mente at hun var gal da hun blev ked af at høre om sin kidnappers død. I tilfældene af Kampusch og Kredit Banken lader det dog til at de kriminelles skåning af liv, har været sikret af et empatisk forhold mellem fangetagere og de tilfangetagede.