Stockholmsyndrom som overlevelsesstrategi

Stockholmsyndromet er det velkendte psykologiske fænomen hvor ofre for en gidseltagning udviser sympati for sine gidseltagere. Denne sympati vil for mange umiddelbart virke irrationel. Dog kan denne irrationelle sympati være med til at redde liv.

Hvad er stockholmsyndrom?

Det psykologiske fænomen er opkaldt efter en gidselsituation i Kredit Banken i Stockholm, d. 23. august 1973. Her tog den 32-årige Jan-Erik Olsson fire bankansatte som gidsler i hvad der endte med at være et 131 timers langt gidseldrama inde i bankboksen. Hensigten med gidseltagningen er fortsat usikker. Men de fem mennesker som sad tæt op af hinanden i over fem dage udviklede et stærkt sympatisk forhold til hinanden. Gidslerne blev befriet igennem en dramatisk politiaktion, hvor der blev boret et hul ind i bankboksen og den siden blev fyldt med kvalmegas. Da politiet efterfølgende interviewede gidslerne, gav disse udtryk for at de anså politiets indsats for farligere end gidseltageren. Den amerikanske psykiater Frank Ochberg navngav fem år senere fænomenet Stockholmsyndromet.

Gidslerne i Kredit Banken i Stockholm 1973 - Stockholmsyndrom.
De fire ansatte som blev taget som gidsler d. 23. august 1973 af Jan-Erik Olsson i Kredit Banken.

Hvorfor udvikler gidsler stockholmsyndrom?

Grundlæggende stammer stockholmsyndromet fra, at gidsel og gidseltager gennemgår en krise sammen. Undervejs i en sådan krise ophører rationelle forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, eller lovligt og ulovligt. Frygt for død sætter normale moralske overvejelser i baggrunden, og gidsler kan udvikle en solidaritet til den sag gidseltageren kæmper for. Ochberg beskrev denne udvikling som tredelt. Først et chok hvor gidslet pludseligt er i livsfare. Derefter en infantilisering hvor gidslet skal spørge om lov til alt. Til sidst indfrier gidseltageren forskellige ønsker, og gidseltageren anses ikke som personen som holder folk fanget, men i stedet personen som lader dem leve. Derfor er gidslets liv afhængigt af gidseltageren og hvad dennes hensigt måtte være.

Overlevelsesstrategi

Natascha Kampusch, som er et af de mest velkendte eksempler på Stockholmsyndrom beskriver selv hvordan hun blev infantiliseret. Selvom hun kun var ti år gammel da hun blev kidnappet, har hun beskrevet hvordan hendes psyke under fangenskab udviklede sig mod spædbarnslignende tilstande. Hun beskriver hvordan hun mener, at syndrom er et forkert ord at bruge. Men at empatien overfor ens gidseltager/kidnapper er en overlevelsesstrategi, hvori den fangetagene søger efter normalitet i en forbrydelse. Det er svært for mange at forstå, og Kampusch beskrev i 2010 at hun lang tid plagedes af folk som mente at hun var gal da hun blev ked af at høre om sin kidnappers død. I tilfældene af Kampusch og Kredit Banken lader det dog til at de kriminelles skåning af liv, har været sikret af et empatisk forhold mellem fangetagere og de tilfangetagede.

Gidsel i eget parforhold: Indtræder Stockholmsyndromet udelukkende ved fysisk gidseltagning?

Illustration: Mia Mottelson

38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold, og det seneste år har 2,5 procent af den voksne befolkning i Danmark været udsat for psykisk partnervold. Tallene er udarbejdet af hhv. Institut for Folkesundhed og VIVE i 2018.

Vi, som ikke har oplevet partnervold af hverken fysisk eller psykisk karakter, kan ofte være uforstående og sågar dømmende overfor de, der – trods volden – forbliver i relationen med sin voldsmand eller -kvinde. For hvorfor kan det synes som det rigtige valg for den voldsramte at blive hos en voldelig, når det rationelle valg udefra set er at forlade ham eller hende?

LÆS OGSÅ: Psykolog: Der findes mange former for vold i parforholdet

partnervold og Stockholmsyndromet

En forklaring kan ifølge Servicestyrelsen være, at der udspilles en mild grad af Stockholmsyndromet hos den, der er udsat for vold i parforholdet. Stockholmsyndromet er den psykiske tilstand, hvor et gidsel udvikler sympati for og solidaritet med gidseltageren. Kriterierne for Stockholmsyndromet lyder som følger:

1) Gidslets basale behovstilfredsstillelse og overlevelse afhænger af gidseltageren.
2) Gidslet er isoleret fra andre perspektiver end gidseltagerens.
3) Gidseltageren udviser lejlighedsvis venlighed over for offeret.

LÆS OGSÅ: Kan alle blive ramt af Stockholmsyndromet?

Sikre egen overlevelse

At sammenligne en voldssituation med en gidselsituation kan virke overdrevent, men ikke desto mindre er de psykologiske mekanismer, der er i spil i de to situationer, sammenlignelige.

For eksempel er det i en gidselsituation afgørende for gidslet at vide, hvad gidseltageren kan og ikke kan lide. Som gidsel bliver man derfor meget mere optaget af gidseltagerens følelser end af sine egne. Denne adfærd ses også hos ofre i voldelige parforhold:

”Med afsæt i beskrivelsen af Stockholmsyndromet kan den måde, de voldsudsatte kvinder er optaget af deres mænd, forstås som deres måde at tune sig ind på manden for at sikre deres egen overlevelse.”

Servicestyrelsen

Gidsler, der udvikler Stockholmsyndromet, tilegner sig i høj grad gidseltagerens perspektiv, samtidig med at de benægter den reelle krænkende situation. Gidslet kan endda overvældes af taknemmelighed mod gidseltageren. Denne adfærd, som er en overlevelsesmekanisme, kan ifølge Servicestyrelsens erfaringer også spores hos personer, der lever i voldelige parforhold. Sammenligningen mellem gidslers og voldsofres adfærdsmønstre kan derfor – ifølge Servicestyrelsen – være med til at forklare, hvorfor mange voldsofre forbliver i et voldeligt parforhold. Derfor bør vi stille os kritiske overfor essensen af Stockholmsyndromet, og om der i virkeligheden ligger mere bag ved lidelsen end den fysiske tilfangetagelse og hengivelse?

Bør vi udvide forståelsen af begrebet Stockholmsyndromet til mere end et overlevelsesinstinkt, der indtræder i gidselsituationer, og mere væsentligt, udvide grænserne for forståelsen af hvad et gidsel er?


Stockholmsyndromet – Derfor bliver gidsler medsammensvorne

Stockholmsyndromet kan på én gang gøre en gidselsituation dødsensfarlig og redde dit liv: Hvorfor ender gidsler med at hjælpe forbrydere, og hvordan redder du dig fra en eskalerende gidselsituation? Her får du historien om Stockholmsyndromet – og det seks dages gidseldrama, der gav navnet til en af psykologiens helt store mysterier.

“The party has just begun!”

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Stockholmsyndromet er et endnu ukendt fænomen for de bankfolk, der kommer få øjeblikke ændrer ordbøgerne for altid.

Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

Pressefotografer og politisnipskyttere ligger side om side på et tag overfor banken, hvor der blev holdt gidsler den 24. august 1973.

Et gidseldrama

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut og stockholmsyndromet skal vise sig at spille en central rolle i politiets og historieskrivernes efterfølgende forklaring.

Stockholmsyndromet: Politibetjente, der bærer gasmasker, eskorterer den 32-årige fængselsfanger Jan-Erik Olsson væk fra banken.

Positive følelser 

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne. 

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

Moralske betragtninger

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Hvor fornuften stiger af, tager Stockholmsyndromet over.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet.

Forbrydere som ofre

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for Stockholmsyndromet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholmsyndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne. Dog står det klart, at Stockholmsyndrom er ikke en diagnose, men et reaktionsmønster.

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Stockholmsyndrom i lignende gidseltagninger

 En pilot på Lufthansa-flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv. Syndromet blev måske  født Stockholm, men er blevet et verdensomspændende fænomen. Stockholmsyndromet er til stadighed et afgørende mysterie – for både dig og din gidseltager.

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.
Redigeret af: Silas, Signe og Sofie