Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder. Men hvad man ikke ved er, at denne dag kommer til at danne grundlæg for det vi idag kender som stockholmsyndromet.
Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
Et romantisk forhold opstod under en gidseltagning i Stockholm. Hændelsen har senere lagt navn til det, vi kender som Stockholmsyndromet.
Gidslerne i Kredit Banken
Stockholmsyndromets Historie
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.
En verdensomspændende mediebegivenhed
Indbyggere i Stockholm følger med i gidselsdramaet fra en TV-forretning
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Det psykologiske begreb
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Politiet trækker gidseltagningen ud
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Ikke et enestående eksempel
Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.
Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.
Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:
Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.
Det moderne syndrom
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.
Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.
En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet
I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.
Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.
Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.
Tilfælde i Danmark: https://underholdning.tv2.dk/2018-04-10-naar-du-ikke-ved-om-du-lever-i-morgen-goer-hjernen-noget-utroligt-og-det-kan-ske-for-dig?fbclid=IwAR1tJ2W0cqtUeFtEIXDQEozpSgWnJ3QycKgdMQKeNYAiirOA0mhTU2mgOkc
Clark Olofsson deltog i en gidselstagning i Stockholm i 1973, der gav navn til det særlige psykologiske fænomen – Stockholmsyndromet.
Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.
“Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Klokken 10:15. træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”
Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.
Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.
Politiets første møde med Stockholmsyndromet
Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
“I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken ”
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert.
I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?
Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.
Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.
Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.
Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.
38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold, og det seneste år har 2,5 procent af den voksne befolkning i Danmark været udsat for psykisk partnervold. Tallene er udarbejdet af hhv. Institut for Folkesundhed og VIVE i 2018.
Vi, som ikke har oplevet partnervold af hverken fysisk eller psykisk karakter, kan ofte være uforstående og sågar dømmende overfor de, der – trods volden – forbliver i relationen med sin voldsmand eller -kvinde. For hvorfor kan det synes som det rigtige valg for den voldsramte at blive hos en voldelig, når det rationelle valg udefra set er at forlade ham eller hende?
En forklaring kan ifølge Servicestyrelsen være, at der
udspilles en mild grad af Stockholmsyndromet hos den, der er udsat for vold i
parforholdet. Stockholmsyndromet er den psykiske tilstand, hvor et gidsel
udvikler sympati for og solidaritet med gidseltageren. Kriterierne for
Stockholmsyndromet lyder som følger:
1) Gidslets basale behovstilfredsstillelse og overlevelse afhænger af gidseltageren. 2) Gidslet er isoleret fra andre perspektiver end gidseltagerens. 3) Gidseltageren udviser lejlighedsvis venlighed over for offeret.
At sammenligne en voldssituation med en gidselsituation
kan virke overdrevent, men ikke desto mindre er de psykologiske mekanismer, der
er i spil i de to situationer, sammenlignelige.
For eksempel er det i en gidselsituation afgørende for
gidslet at vide, hvad gidseltageren kan og ikke kan lide. Som gidsel bliver man
derfor meget mere optaget af gidseltagerens følelser end af sine egne. Denne
adfærd ses også hos ofre i voldelige parforhold:
”Med afsæt i beskrivelsen af Stockholmsyndromet kan den måde, de voldsudsatte kvinder er optaget af deres mænd, forstås som deres måde at tune sig ind på manden for at sikre deres egen overlevelse.”
Servicestyrelsen
Gidsler, der udvikler Stockholmsyndromet, tilegner sig i høj grad gidseltagerens perspektiv, samtidig med at de benægter den reelle krænkende situation. Gidslet kan endda overvældes af taknemmelighed mod gidseltageren. Denne adfærd, som er en overlevelsesmekanisme, kan ifølge Servicestyrelsens erfaringer også spores hos personer, der lever i voldelige parforhold. Sammenligningen mellem gidslers og voldsofres adfærdsmønstre kan derfor – ifølge Servicestyrelsen – være med til at forklare, hvorfor mange voldsofre forbliver i et voldeligt parforhold. Derfor bør vi stille os kritiske overfor essensen af Stockholmsyndromet, og om der i virkeligheden ligger mere bag ved lidelsen end den fysiske tilfangetagelse og hengivelse?
Bør vi udvide forståelsen af begrebet Stockholmsyndromet til mere end et overlevelsesinstinkt, der indtræder i gidselsituationer, og mere væsentligt, udvide grænserne for forståelsen af hvad et gidsel er?
Stockholmssyndromet er første gang observeret under et røveri i 1973. siden er syndromet romantiseret i børnebøger.
Stockholmsyndromet er et efterhånden kendt fænomen. Dokumentarer, youtube-overspringshandlinger – og ja, også børnebøger, har beskæftiget sig med fænomenet.
Kort fortalt, er det en psykisk tilstand, hvor ofrene for en skrækkelig situation, såsom kidnapning, bliver forelsket i sin tilfangetager.
En ny scoreteknik?
En 32 årig mand trådte i 1973 ind i en bank, trak en maskinpistol frem og ville røve en bank. Han hed Jan-Erik Olssons og med ordene,
Startede han ikke blot et røveri, men også et psykologisk fænomen – og en ny scoreteknik. Det viste sig, at han efter røveriet formåede, at få gidslerne på hans side, og også starte et kærlighedsforhold til en af de unge damer.
Billedet viser et stilbillede fra en scene i Skønheden og Udyret, og italesætter filmens romantisering af Stockholmssyndromet.
Fra dårlig date til dronning
Et klassisk eksempel på en dårlig date, der endte ud i et drømmescenarie er den franske børnebog Skønheden og Udyret. En bog der senere er blevet filmatiseret flere gange. Sidste filmatisering var med den selvudnævnte feminist Emma Watson, der står forrest i kampen for kvinders rettigheder.
Hovedpersonen, den kendte feminist portetræer, bliver holdt indespæret i et forhekset slot af et udyr med behov for vredeshåndtering. Spoler man frem, får man hurtigt sympati med udyret, og Belle bliver forelsket i samme. Det ender selvfølgelig lykkeligt – Belle bliver dronning, og den misforståede gidseltager viser sig at være en smuk prins.
Kærlighed for hovedpersonen, er netop ikke baseret på gode gener, det er nemlig det indre der tæller – psykopatiske træk, eller ej.
Stockholmssyndrom vs. commitment issues
Belle, er kendt i landsbyen for at være sær. Hun læser bøger, og er for læseren den kloge og selvstændige kvinde, der nægter at være afhængig af en mand. Enhver kvinde i 2020’s forbillede.
Den selvstændige Belle nægter at gifte sig med mændene fra landsbyen, som udelukkende vil sætte hende i køkkenet og fjerne hendes frihed. Det er først, når hun bliver smidt i en celle på ubestemt tid, at hun rigtig kan føle kærligheden – her kan hun være fri.
Virker det plausibelt? Muligvis.
Hvad der i den grad gør Skønheden og Udyret til et eventyr, er nu ikke Stockholmssyndrommet. Det er sket før. Det virkelige eventyr ligger hverken i det magiske spejl, eller forhekselsen der kun kan brydes ved kærlighed.
Det sande eventyr ligger i, at Belle formår at få en mand med seriøse commitment issues til at ændre sin natur.
Stockholmssyndromet: Når frygt skaber usandsynlige forhold
I august 1973 udspillede der sig et gidseldrama i Stockholm under et bankrøveri, ledt an af den 32-årige Jan-Erik Olsson og hans kammerat, Clark Olofsson. Det forhold der udformede sig mellem gidseltagere og gidsler under begivenheden, blev senere navngivet “Stockholmssyndromet.”
Men hvad var det helt præcist der skete den dag i bankboksen?
“The party has just begun”
Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun.”
Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille lokale på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer, langt inde i banken. Det var her stockholmssyndromet udfoldede sig. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson at hans fængslede kammerat, Clark Olofsson, bliver frigivet. Politiet parerer ordren fra Olsson, og bringer Olofsson til banken.
Jens-Erik Olsson føres ud af banken i Stockholm efter gidseldramaet i 1973.
Stockholmssyndromet
De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et psykologisk forhold. Under det ubeskrivelige stress, de var udsat for, ophørte rationelle opfattelser af rigtigt eller forkert. Gidslerne ved, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får de et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmssyndromet.
Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at dræbe gidslerne, som ellers er deres trumfkort over for myndighederne. Jo længere tid der går, jo mere sympati kan der opstå mellem parterne.
Politiet var forbløffede, da man afhørte gidslerne. De havde nemlig fundet meget sympati over for de to gidseltagere. Og der gik endda rygter om at der var opstået kærlighed imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.
Gidslerne havde fundet sympati for gidseltagerne, og der var endda rygter om et kærlighedsforhold mellem et gidsel og en gidseltager.
