Hvad er Stockholmsyndromet? Gidseldramaet der endte i psykologisk fænomen

stockholmsyndrom
Tidligere offer for Stockholmsyndromet. Anikka Lindgren indledte romantisk forhold til sin gidseltager.

I 1973 udvikler et bankrøveri sig til gidseltagning, der senere gav navn til et særligt psykologisk fænomen. Her følger historien om Stockholmsyndromet.

Torsdag den 23. august 1973 klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i Kredit Banken på Normalmstorget. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!” Få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen. 

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

stockholmsyndrom
Da Jan-Erik Olsson blev anholdt efter 131 timers gidseldrama, var der ingen, der havde forudset, at hændelsen skulle lægge navn til det, der i 1978 ville blive kendt som det psykologiske fænomen, Stockholmsyndromet.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Stockholmsyndromet: Uforudset tilknytning til gidseltagerne

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk.

stockholmsyndrom
Længe før Ochberg har psykoanalytiker Siegmund Freud beskrevet fænomenet bag Stockholmsyndromet under begrebet identifikation med aggressor. 

I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?  

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholmsyndromet

Ved Stockholmsyndromet går tilknytningen begge veje

Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning.

Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Kendskab til Stockholmsyndromet til gavn for gidseltagere  

Der findes talrige eksempler på Stockholmsyndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse. 

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var: “Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.”

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem.

Geoffrey Jackson, britisk ambassadør i Uruguay, 1971

Gidseltagerne er helt bevidst om Stockholmsyndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler. 

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.


4 facts om Stockholmsyndromet

• Stockholmsyndromet er en tilstand, hvor gidsler oplever en følelsesmæssig tilknytning til gidseltageren

• Stockholmsyndromet blev navngivet af den amerikanske psykiater Frank Ochberg

• Tilknytningen kan gå begge veje – eksempler har vist at gidselstageren også kan opleve en tilknytning til gidslerne og denne tilknytning kan være en ulempe for gidseltageren, når det kommer til at udføre overgreb mod gidslerne

• Kendskabet til Stockholmsyndromet har betydet at gidseltagere i dag tager nye me-toder i brug for at undgå tilknytning. Derfor isoleres gidsler ofte i et andet rum og gidseltagere bærer ofte masker for at forblive anonyme.


Videre Læsning

What Is Stockholm Syndrome? (webmd.com)

Stockholmsyndrom (wikipedia.dk)

Stockholmsyndromet: Forbryderens værste mareridt

Du har muligvis hørt om Stockholmsyndromet, men kender du til historien bag og den plads fænomenet har fået i popkulturen?

Stockholmsyndromet
Billede hvor man klart ser gidsler og en gidseltager

Stockholmsyndromet er et begreb, som beskriver relationen mellem gidsler og gidselstagere. Det hele begynder torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Den 32-årige Jan-Erik Olsson går klokken 10:15 frem til kassen, han trækker en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”. Med de ord starter et fænomen, der senere vil blive undersøgt af teoretikere og forskere, nemlig Stockholmsyndromet.

Sympatisk forhold mellem forbryder og gidsler

Politiets var forbløffede, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere faretruende og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Læs også: Derfor falder du for badboys

Stockholmsyndromet
Billede af gidselsituationen i V for Vendetta (Natalie Portman)

Stockholmsyndromet og dens plads i popkulturen

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Sigmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne?

Stockholmsyndromet beskriver en situation under ubeskrivelig stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat. Dette fænomen er senere blevet meget populært i kendte film som V for Vendetta, Buffalo 66′ og King Kong.

Stockholmsyndromet
Billede hvor King Kong holder kvinden

Stockholmsyndrom som overlevelsesstrategi

Stockholmsyndromet er det velkendte psykologiske fænomen hvor ofre for en gidseltagning udviser sympati for sine gidseltagere. Denne sympati vil for mange umiddelbart virke irrationel. Dog kan denne irrationelle sympati være med til at redde liv.

Hvad er stockholmsyndrom?

Det psykologiske fænomen er opkaldt efter en gidselsituation i Kredit Banken i Stockholm, d. 23. august 1973. Her tog den 32-årige Jan-Erik Olsson fire bankansatte som gidsler i hvad der endte med at være et 131 timers langt gidseldrama inde i bankboksen. Hensigten med gidseltagningen er fortsat usikker. Men de fem mennesker som sad tæt op af hinanden i over fem dage udviklede et stærkt sympatisk forhold til hinanden. Gidslerne blev befriet igennem en dramatisk politiaktion, hvor der blev boret et hul ind i bankboksen og den siden blev fyldt med kvalmegas. Da politiet efterfølgende interviewede gidslerne, gav disse udtryk for at de anså politiets indsats for farligere end gidseltageren. Den amerikanske psykiater Frank Ochberg navngav fem år senere fænomenet Stockholmsyndromet.

Gidslerne i Kredit Banken i Stockholm 1973 - Stockholmsyndrom.
De fire ansatte som blev taget som gidsler d. 23. august 1973 af Jan-Erik Olsson i Kredit Banken.

Hvorfor udvikler gidsler stockholmsyndrom?

Grundlæggende stammer stockholmsyndromet fra, at gidsel og gidseltager gennemgår en krise sammen. Undervejs i en sådan krise ophører rationelle forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert, eller lovligt og ulovligt. Frygt for død sætter normale moralske overvejelser i baggrunden, og gidsler kan udvikle en solidaritet til den sag gidseltageren kæmper for. Ochberg beskrev denne udvikling som tredelt. Først et chok hvor gidslet pludseligt er i livsfare. Derefter en infantilisering hvor gidslet skal spørge om lov til alt. Til sidst indfrier gidseltageren forskellige ønsker, og gidseltageren anses ikke som personen som holder folk fanget, men i stedet personen som lader dem leve. Derfor er gidslets liv afhængigt af gidseltageren og hvad dennes hensigt måtte være.

Overlevelsesstrategi

Natascha Kampusch, som er et af de mest velkendte eksempler på Stockholmsyndrom beskriver selv hvordan hun blev infantiliseret. Selvom hun kun var ti år gammel da hun blev kidnappet, har hun beskrevet hvordan hendes psyke under fangenskab udviklede sig mod spædbarnslignende tilstande. Hun beskriver hvordan hun mener, at syndrom er et forkert ord at bruge. Men at empatien overfor ens gidseltager/kidnapper er en overlevelsesstrategi, hvori den fangetagene søger efter normalitet i en forbrydelse. Det er svært for mange at forstå, og Kampusch beskrev i 2010 at hun lang tid plagedes af folk som mente at hun var gal da hun blev ked af at høre om sin kidnappers død. I tilfældene af Kampusch og Kredit Banken lader det dog til at de kriminelles skåning af liv, har været sikret af et empatisk forhold mellem fangetagere og de tilfangetagede.