Da en gidseltagning i Stockholm blev til et psykologisk syndrom

Et romantisk forhold opstod under en gidseltagning i Stockholm. Hændelsen har senere lagt navn til det, vi kender som Stockholmsyndromet.

Gidslerne i Kredit Banken

Stockholmsyndromets Historie

Torsdag den 23. august 1973 er forretningerne netop åbnet i centrum af Stockholm. Den svenske industriferie er forbi og forretningerne er godt i gang med sommerens udsalg. I Kredit Banken på Normalmstorget forbereder man sig på en travl dag med mange kunder.

Klokken 10:15 træder den 32-årige Jan-Erik Olsson ind i banken. Da han når frem til kassen trækker han en maskinpistol op af tasken og affyrer en salve op i loftet. Da ekkoet fra skuddene har lagt sig, proklamerer han højlydt og ildevarslende: ”The party has just begun!”

Hvad der herefter var Jan-Erik Olssons hensigt er den dag i dag uklart. Om Jan-Erik Olsson blot havde forestillet sig at røve banken, eller hans højtråbende proklamation var udtryk for professionel forberedelse af den første rigtige gidselstagning i Sverige, er aldrig opklaret. Kendsgerningen er, at få timer senere befinder Jan-Erik Olsson sig lukket inde sammen med fire bankansatte i bankens bokslokale. Et lille mørkt rum på knap 46 kvadratmeter, uden vinduer langt inde i bankbygningen.

En verdensomspændende mediebegivenhed

Stockholmsyndromet
Indbyggere i Stockholm følger med i gidselsdramaet fra en TV-forretning

Fra at være et banalt bankrøveri udvikler situationen sig til et gidseldrama og en mediebegivenhed, der bliver transmitteret via TV til store dele af verden. Efter nogen tid kræver Jan-Erik Olsson en kammerat frigivet fra fængslet i Norrkøbing. Politiet parerer ordrer og bringer kammeraten til banken. Hans navn er Clark Olofsson. En svensk kriminel, som senere bliver kendt i hele Skandinavien og som senere bliver dømt i Danmark for narkotikasmugling.

Knap fem døgn efter, at Jan-Erik Olsson har haft sin entré i Kredit Banken, anbringer politiet en betonklods i lejligheden lige over bankboksen. Med et trykluftbord distraherer de gidseltagerne med en øresønderrivende larm. På få minutter borer politiets teknikker et lille hul ind i boksen. Sekunder efter pumper politiets teknikere kvalmegas ind i boksen. Gidseltagere og gidsler var hurtigt ude af bankboksen, og uden særlig dramatik blev de to kriminelle pågrebet. 131 timers nervepirrende gidseldrama var slut.

Politiets forbløffelse var stor, da man afhørte de to kvinder og de to mænd som havde været taget som gidsler. Gidslerne havde nemlig fundet mere end almindelig sympati over for de to gidseltagere og de fire gidsler havde rent faktisk opfattet politiets forsøg på at få dem frigivet, som mere risikabel og livstruende end den trussel som gidseltagerne repræsenterede. Ikke alene havde der været sympati imellem parterne, der gik også rygter om at der havde været et kærlighedsforhold imellem den ene gidseltager og et af gidslerne.

Det psykologiske begreb

I 1978 navngiver den amerikanske psykiater Frank Ochberg fænomenet som Stockholmsyndromet, opkaldt efter gidseldramaet i Kredit Banken. Men længe før Ochberg har selveste Siegmund Freud beskrevet fænomenet under begrebet identifikation med aggressor. Anledningen til Ochbergs interesse for fænomenet er dramatisk. I 70erne var verdenssamfundet plaget af internationale terroraktioner, gidseltagning og kidnapning af politikere og forretningsfolk. Men hvad var det som skete i bankboksen og som flere andre gidsler ved andre gidseltagninger havde oplevet i forbindelse med deres isolation sammen med gidseltagerne? 

De 131 timer havde bragt gidseltagere og gidsler sammen i et, for situationen, naturligt psykologisk forhold, som var betinget af den fælles krise som gidsler og gidseltagere oplevede. Under det ubeskrivelige stress mennesker udsættes for under en gidseltagning, ophører rationelle opfattelser af hvad der er lovligt og ulovligt, og hvad der er rigtigt og forkert. Frygten for at lide en voldsom død trænger normale moralske betragtninger i baggrunden og erstattes af en mærkværdig solidaritet om den sag, som forbryderne med vold har iværksat.

Gidslerne vil vide, at politiets undsætning kan medføre skyderi, brand og andre livstruende forhold. Derfor får man et fælles mål med gidseltagerne, og dét i kombination med angst og fortvivlelse udløser Stockholm syndromet.

Politiet trækker gidseltagningen ud

Det er ikke blot fra gidsler til gidseltagere, men også omvendt. Forbryderne bliver også ofre for fænomenet, hvilket gør det vanskeligt for dem at eksekvere en likvidering, som er gidseltagernes trumfkort over for myndighederne. Derfor er det vigtigt for politi og myndigheder at trække tiden ud så længe som muligt i forbindelse med en gidseltagning. Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for, at der opstår sympati og relationer mellem parterne og jo vanskeligere vil det være for gidseltagerne at gøre alvor af deres trusler.

Men politiet skal samtidig være opmærksom på, at man ikke kan forvente hjælp fra gidslerne i forbindelse med en undsætning. Stockholm syndromet forhindrer gidslerne i at se klart i selve situationen. Gidslerne bliver en slags medsammensvorne.

Ikke et enestående eksempel

Der findes talrige eksempler på Stockholm syndromet, også fra før gidseltagningen i Stockholm. Een af de mere interessante finder sted i Uruguay i 1971. Her bliver den britiske ambassadør Geoffrey Jackson kidnappet og tilbageholdt af tuparomos. En lokal guerillabevægelse.

Jackson blev tilfangetaget og tilbageholdt af maskerede mænd. Han så ikke gidseltagerens ansigter igennem de mange måneder, han var kidnappet. Tuparomosbevægelsen var tilsyneladende bevidst om, at menneskelige relationer forstyrrede de overordnede ideologiske mål, så derfor skiftede de hyppigt vogterne ud. Men på trods af det kunne vogtere og Jackson ikke undgå at lære hinanden at kende og dermed etablere gensidige følelser for hinanden. Jackson var fange i næsten 8 måneder.

Ambassadøren havde en række sætninger, som han gentog igen og igen, for ikke at miste forbindelsen til sit moralske livsgrundlag. Een af disse sætninger var:

Der er ingen grund til at jeg skal hade disse mennesker (gidseltagerne). På den anden side må jeg heller ikke blive sentimental over for dem og jeg må ikke komme med indrømmelser over for dem. – Disse mennesker, uanset hvor objektive de end forsøger at være, har tilført min familie og min regering og mit land en uhyrlig uret og skade.

Det moderne syndrom

Gidseltagerne er helt bevidst om syndromets karakter. Derfor sørger moderne gidseltagere for at skabe så meget anonymitet imellem dem selv og deres gidsler.

Det gør de ved at isolere gidslerne i andre rum end, hvor de selv opholder sig. De bærer masker og i det hele taget undgår de kontakt, som kan minde gidseltagerne om den kendsgerning, at de grundlæggende ikke har noget imod de mennesker de har kidnappet og derfor også burde behandle dem menneskeligt og ikke true dem på livet.

Læs også: https://www.dr.dk/levnu/psykologi/brevkasse-kan-alle-blive-ramt-af-stockholm-syndromet

Andre tilfælde

En pilot på Lufthansa flyet, som blev kapret på Mallorca og endte i Mogadishu i 1977, oplevede hvordan hans kollega iskoldt blev likvideret. På trods af det, hjalp han kaprene med forhandling, uden at være tvunget til det. Efterfølgende kunne han ikke forklare hvorfor han gjorde det. En ung dansk pige var passager i flyet. Hendes navn var Nomi Wilkens. DR-TV har sendt et program, hvor Nomi Wilkens detaljeret beskrev de nervepirrende døgn på Lufthansa-flyet

I 1975 kidnapper en terrorgruppe et tog i Holland og blandt gidslerne var en hollandsk redaktør. Hans navn var Vaders. Molukkanerne var ubarmhjertige og slog to gidsler ihjel. Efter mislykkede forhandlinger med de hollandske myndighederne besluttede terroristerne at redaktøren skulle dø. Han blev placeret i døråbningen til toget og afventede det dræbende nakkeskud. I sidste øjeblik bad Vaders om at få lov til på en båndoptager at sende en sidste hilsen til sin kone. Gidseltagerne gav ham lov, mod at gidseltagerne fik lov til at høre, hvad det var han ville sige.

Under umenneskeligt stress aflagde den dybt ulykkelige Vaders sin vidnesbyrd, hvor han undskyldte og beklagede en række fejltrin han havde begået mod konen. Han endte med at fremstille sit liv som temmelig mislykket.

Da kidnapperne havde hørt hans beretning, besluttede de, fordi hans historie gjorde indtryk på dem, at skåne hans liv.

Tilfælde i Danmark: https://underholdning.tv2.dk/2018-04-10-naar-du-ikke-ved-om-du-lever-i-morgen-goer-hjernen-noget-utroligt-og-det-kan-ske-for-dig?fbclid=IwAR1tJ2W0cqtUeFtEIXDQEozpSgWnJ3QycKgdMQKeNYAiirOA0mhTU2mgOkc

Kilde: Tidskrift for den norske lægeforening.

Eksamensproduktion: autodidakt

PODCAST Autodidakt på arbejdsmarkedet: “Jeg tager ikke imod ordrer fra sådan en lille dreng”

Rasmus Harboe Meldgaard er autodidakt journalist

28-årige Rasmus er autodidakt journalist. I første afsnit af podcastserien ‘De autodidakte’ fortæller han om, hvordan han har fundet sin egen vej uden karakterer og eksamenspapirer. For hvilke fordele, ulemper, udfordringer og fordomme oplever man egentlig som autodidakt på arbejdsmarkedet?

For Rasmus har det altid været mere naturligt at arbejde end at sidde på skolebænken. Han startede sin journalistiske karriere ved et tilfælde og føler selv, at han har opnået en blåstempling. Den, som universitetet eller journalisthøjskolen almindeligvis giver.

I dag arbejder han på den digitale kulturredaktion i DR, hvor han skriver om alt fra Matador til unge mennesker, der har det svært.

Men hvordan håndterer man sine nærmestes reaktion på, at man er færdig med at gå i skole, når alle de andre søger videre? Hvor angstprovokerende er det at forsvare sit arbejde over for erfarne kolleger, når man er helt ny i faget? Og hvordan bliver man god til noget som helst uden at modtage undervisning?

Hør Rasmus’ historie i første episode af De autodidakte’ på Politikens podcast-app eller via iTunes

 

De autodidakteDe autodidakte er et ugentligt podcastprogram, der udforsker arbejdsmarkedet som autodidakt.

Vært: Nanna Mejer Sørensen

Redaktion: Nanna Mejer Sørensen, Sarah Kjeldsen og Poul Emil Nørlund

Få fordybet indsigt i autodidaktik hver uge på Politiken.dk, som podcast via iTunes eller i vores podcast-app, som kan hentes gratis i App Store.

Eksamensprodukt: de autodidakte – konceptartikel

Politiken Podcast

DE AUTODIDAKTE med Nanna Mejer Sørensen

Uddannelse. Et ord, man ofte hører i medierne. I de senere år ofte i forbindelse med uddannelsesloft, fremdriftsreform, rekordhøje ansøgertal på universiteterne og debatindlæg fra skoleelever og studerende om stress, usikkerhed og frygten for at vælge forkert. Under alle omstændigheder er uddannelse en nødvendighed, og det skal helst gå så hurtigt som muligt.

Men hvad med dem, der ikke tager den lige vej? I podcastserien ‘De autodidakte’ møder vært Nanna Mejer Sørensen en række autodidakte unge, der har fundet deres egen vej ind på arbejdsmarkedet uden undervisning, studievejledere, karakterer og eksamenspapirer. Hvordan er de kommet til der, hvor de er, og hvilke fordele, ulemper, udfordringer og eventuelle fordomme oplever man egentlig som autodidakt på arbejdsmarkedet?

➔ Læs også: Autodidakt: “Jeg tager ikke imod ordrer fra sådan en lille dreng”

Over fem uger kan du hver søndag udforske arbejdsmarkedet som autodidakt.

Redaktion: Nanna Mejer Sørensen, Sarah Kjeldsen og Poul Emil Nørlund.

Hør første afsnit af De autodidakte her eller via iTunes.

De autodidakteDe autodidakte er et ugentligt podcastprogram, der udforsker arbejdsmarkedet som autodidakt.

Vært: Nanna Mejer Sørensen

Redaktion: Nanna Mejer Sørensen, Sarah Kjeldsen og Poul Emil Nørlund

Få fordybet indsigt i autodidaktik hver uge på Politiken.dk, som podcast via iTunes eller i vores podcast-app, som kan hentes gratis i App Store.

Nanna, Emil og Sarah – 2. formidlingsprodukt – Video + artikel

DE AUTODIDAKTE: Rasmus er journalist

En række autodidakte fortæller om deres vej ind på arbejdsmarkedet i Politikens nye videoserie. Mød Rasmus på 28, som er autodidakt journalist.

 

Uddannelse. Et ord, man ofte hører i medierne. I de senere år ofte i forbindelse med uddannelsesloft, fremdriftsreform, rekordhøje ansøgertal på universiteterne og debatindlæg fra skoleelever og studerende om stress, usikkerhed og frygten for at vælge forkert. Under alle omstændigheder er uddannelse en nødvendighed, og det skal helst gå så hurtigt som muligt.

Men hvad med dem, der ikke tager den lige vej? I artikelserien DE AUTODIDAKTE møder vi en række autodidakte unge, der har fundet deres egen vej ind på arbejdsmarkedet uden undervisning, studievejledere, karakterer og eksamenspapirer. Hvordan er de kommet til der, hvor de er, og hvilke fordele, ulemper, udfordringer og eventuelle fordomme oplever man egentlig som autodidakt på arbejdsmarkedet?

I dette afsnit udforsker vi autodidaktik med journalist Rasmus Meldgaard Harboe på 28 år. For Rasmus har det altid været mere naturligt at arbejde end at sidde på skolebænken. Han startede sin journalistiske karriere ved et tilfælde og føler, at han har opnået en blåstempling – den, som universitetet eller journalisthøjskolen almindeligvis giver – på sin egen måde. Hør hans historie i videoen øverst.