3. formidlingsprodukt – Emil Bødker

Voksende mistrivsel blandt unge: – Selvværd skal på skoleskemaet

Psykisk mistrivsel er et voksende problem blandt unge. En samfundsmæssig indsats er nødvendig, mener stifter af forening med fokus på problemet.

Skrevet af Emil Bødker

I 2010 var andelen af unge mellem 16-24 år med dårligt mentalt helbred 12 procent. I dag er det tal vokset til 18 procent.

I samme periode er andelen af unge, der føler sig stressede og nervøse, næsten fordoblet. Tallene kommer fra Den Nationale Sundhedsprofil, som imidlertid blot er én ud af mange rapporter, der tegner samme mønster.

Problemet er i dag ikke til at komme udenom. Men hvor skal årsagen til den alarmerende udvikling findes?

Generation præstation

Hos de unge er der i dag kommet et enormt fokus på at præstere, mener Linn Tornholm. Hun har stiftet foreningen Projekt S, som gennem fritidsforløb for de unge forsøger at komme problemet til livs.

– De unge bliver fra en tidlig alder fortalt, at de meget privilegerede, at de har alle muligheder foran sig, og at de skal være den bedste version af sig selv. Det kan selvfølgelig være en god ting, men det skaber også et stort forventningspres, siger Linn Tornholm.

En samfundsmæssig indsats

Ifølge Linn Tornholm er der flere ting, man som forældre kan gøre, hvis man oplever, at ens barn mistrives.

– Det vigtigste er, at gå i dialog med sit barn. Og at være nysgerrig på de unges opførsel – også på de sociale medier, siger Linn Tornholm.

I et større perspektiv mener hun, at der skal målrettede initiativer og en samlet samfundsmæssig indsats til, hvis den stigende mistrivsel skal stoppes.

– Jeg tror, at det er en god idé at få selvtillid og selvværd på skoleskemaet. Det er vigtigt, at mental sundhed bliver prioriteret på linje med fysisk sundhed. Og at man ser vigtigheden af oprette indsatser, der kan styrke de unge mentalt.

Tidligere på måneden blev det annonceret, at København skal spare 80 millioner på det sociale område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *